Du er her: Hjem >> MedHist >> Biografier >> Fibiger-bio.php

Johannes Fibiger

Modtog Nobelprisen i medicin i 1927

Kort biografi (fra fibiger.net)

Johannes Andreas Grib Fibiger (1867-1928)

Læge og professor i patologisk anatomi ved Københavns Universitet 1900. Modtog i 1926 nobelprisen i fysiologi/medicin for sin udforskning af kræftsygdommenes årsager. Den første, som eksperimentelt fremkaldte kræft.

Johannes Fibiger (JF) er født i Silkeborg 23. april 1867.

Hans far var C.E.A. Fibiger, som var en en lokal praktiserende læge i Silkeborg. Hans mor, Elfride Muller var forfatter.

I 1883 afsluttede han sit lægestudie og begyndte som bakteriolog.

Fra 1891-1894 var han professor C. J. Salomonsens assistent, ved Bakteriologisk Institut på Københavns Universitet.

I 1894 gifter JF sig med Mathilde Fibiger.

Fra 1894-1897 var han i militæret som læge på Blegdam Hospital. I perioden 1890-1905 var han leder at militærets laboratorium for klinisk bakteriologi.

1895 fik han sin doktortitel. Han skrev disputats om difteri og påviste den gavnlige effekt af difteri-antiserum. Med forskere fra Landbohøjskolen fastslog han, at kvægtuberkulose kunne smitte mennesker og fik skærpet kontrol med kød, mælk og kvæg.

I 1898 viste JF ved et for den tid helt enestående kontrolleret forsøg, hvori han kun behandlede halvdelen af de difterisyge og lod den anden halvdel være kontrolgruppe, at difteri-antiserum var effektivt. Først 50 år senere blev kontrollerede forsøg almindelige.

I 1900 blev JF professor i patologisk anatomi, som omhandler de sygdomsfremkaldte forandringer af væv og organer. Herved blev han en central person i Lægeforeningens nydannede Cancerkomité (1907). Efter initiativer sat ind mod folketuberkulosen, tog man nu med optimisme fat på at bekæmpe kræften. Hvordan opstod cancer hos raske? Forskerne manglede en eksperimentel model.

I 1905 blev han udnævnt til direktør for hærens centrale laboratorier.

I 1907-13 fandt JF, at raske rotter kunne udvikle kræft ved infektion med en indvoldsorm, Spiroptera neoplastica. Opdagelsen stimulerede kræftforskningen verden over, og JF fik flere doktortitler på denne baggrund, fik flere priser, og blev medlem af forskellige internationale forskerforeninger i bl.a. Sverige of Finland.

JF iagttog tilfældigt, at nogle forsøgsrotter havde svulster i mavesækken. Han viste, at svulsterne blev fremkaldt af indvoldsorm, Spiroptera neoplastica, som overførtes til rotterne, når de åd kakerlakker, der var mellemvært for ormene. Han havde påvist en infektiøs årsag til cancer. Det var en sensation! Kritikere betvivlede, at det drejede sig om rigtig cancer, og da vitaminer kort efter kom i fokus, blev det fremført, at svulsterne skyldtes A-vitaminmangel. Andre forskere kunne ikke gentage hans forsøg.

I 1927 fik JF nobelprisen "for sin opdagelse af spiroptera-karcinomet".

Da man ikke har kunnet bekræfte Fibigers cancerforsøg, er hans nobelpris af mange blevet betragtet som en "fejl" fra nobelkomiteens side. Når han nåede at få 16 indstillinger gennem 6 år, inden han fik prisen, skyldtes det dog ikke, at komiteen med datidens viden havde saglig grund til at betvivle hans resultater - selvom de muligvis var forkerte - men udelukkende at man var i tvivl, om arbejdet var originalt nok.

JF døde 30. januar 1928 efter kort tids sygdom (af kræft i tyktarmen).

Referencer

• Fibigers Nobel-forelæsning (1927)

• Anita Kildebæk Nielsen: Johannes Fibiger - Blandt rotter og rundorme, Aktuel Naturvidenskab, 4, 2001: 35-37.

• Hróbjartsson A., Gøtzsche P.C., Gluud C.: The controlled clinical trial turns 100 years: Fibiger's trial of serum treatment of diphtheria, BMJ, Vol. 317 (7167), 1998: 1243-5. [pdf]