Du er her: Hjem >> MedHist >> Biblioteket >> Steno_HjernensAnatomi.php

Niels Steensen

Foredrag om Hjernens Anatomi

Mine Herrer,

I stedet for at love Dem at tilfredsstille Deres videbegær med hensyn til hjernens anatomi tilstår jeg Dem her ærligt og oprigtigt, at jeg intet kender af den. Jeg ville af hele mit hjerte ønske, at jeg var den eneste, der var nødt til at tale sådan; for så ville jeg med tiden kunne drage nytte af andres viden. Det ville være en stor lykke for menneskeslægten, hvis dette organ, som er det finest byggede af alle organerne, og som meget hyppigt angribes af farlige sygdomme, var lige så godt kendt, som mange filosoffer og anatomer forestiller sig det. Der er således kun få af dem, som udtrykker sig med samme ærlighed som SYLVIUS, der aldrig udtaler sig om hjernen uden forbehold, skønt han har arbejdet med den mere end nogen anden, jeg kender. Antallet af dem, for hvem intet volder nogen vanskelighed, er uden tvivl langt større. Disse folk, der har alt på rede hånd, vil give Dem en beskrivelse af hjernen og beliggenheden af dens enkelte dele med samme sikkerhed, som hvis de selv havde været til stede ved bygningen af denne vidunderlige maskine og havde gennemskuet alle dens store bygmesters planer.

Skønt antallet er stort af dem, der påstår, at de ved alt, og skønt jeg ikke bør svare for andres mening, er det mig dog umuligt ikke at være aldeles overbevist om, at de, som søger pålidelig viden, intet vil finde, der er i stand til at tilfredsstille dem, i alt det, der er skrevet om hjernen. Det er ganske sikkert, at den er vor sjæls vigtigste organ og det redskab, med hvilket sjælen udfører beundringsværdige ting: vor sjæl tror, at den i den grad har fattet alt, hvad der er uden for den, at der intet findes i verden, som kan sætte en grænse for dens viden. Men når den trækker sig tilbage til sin egen bolig, er den end ikke i stand til at beskrive denne og kender knap nok sig selv. Man behøver kun at overvære en dissektion af den store masse af stof, som udgør hjernen, for at få grund til at beklage denne uvidenhed. Man ser på overfladen en mængde ting, som vækker ens beundring; men når man trænger inden for overfladen, ser man aldeles intet; alt, hvad man kan sige, er, at der i hjernen findes to forskellige substanser, den ene grå og den anden hvid, at den hvide substans fortsætter over i nerverne, som fordeler sig til hele legemet, og at den grå substans på nogle steder dækker den hvide substans som en bark, på andre steder skiller de hvide nervetråde fra hinanden.

Hvis man nu, mine Herrer, spørger os, hvad disse substanser består af, gennem hvilke nerverne står i forbindelse med hinanden i den hvide substans, og hvor langt nervernes ender strækker sig ind i denne, så er det netop her, vi bør erkende vor uvidenhed, hvis vi ikke vil forøge antallet af dem, som foretrækker publikums bifald frem for ærlighed. For det at sige, at den hvide substans kun er et ensartet legeme ligesom voks, som der ikke gemmer sig noget kunstfærdigt i, det ville være at have en alt for ringe mening om naturens skønneste mesterværk. Vi ved med sikkerhed, at overalt i legemet, hvor der er tråde, har de altid et bestemt indbyrdes forløb, der er mere eller mindre sammensat efter de forskellige funktioner, de er bestemt til at udføre. Hvis den hvide substans er trådet overalt, hvad den i virkeligheden viser sig at være på flere steder, må De nødvendigvis give mig ret i, at fordelingen af disse tråde må være ordnet med stor kunstfærdighed, siden hele mangfoldigheden af vore indtryk og vore bevægelser beror derpå. Vi beundrer det kunstfærdige forløb af trådene i musklerne, hvor meget mere bør vi da ikke beundre det i hjernen, hvor hver enkelt tråd udfører sin funktion uden forvirring og uden forstyrrelse, skønt de er indesluttet i så lille et rum?

Hjernens ventrikler eller hulrum er ikke mindre ukendte end hjernens substans. De, der lader livsånderne, Spiritus animales, bo i disse hulrum, tror, at de har lige så meget ret som de, der angiver, at hjernens hulrum er bestemt til at modtage affaldsstofferne [1]; men begge parter er en del i knibe, når de skal bestemme oprindelsen til både de nævnte affaldsstoffer og til Spiritus animales. De kan komme såvel fra de kar, man ser i disse hulrum, som fra selve hjernens substans; og det er ikke lettere at vise, hvor de bliver af.

Af dem, som anbringer Spiritus animales i hjerneventriklerne, lader nogle dem bevæge sig fra de forreste ventrikler hen imod de bageste for der at møde de indtrængende nerver, mens andre tror, at nerverne ender i de forreste hulrum. Der er nogle, som holder på, at hjernens affaldsstoffer findes i disse ventrikler, fordi de ser noget der, som kunne ligne noget sådant; de samme finder, at der er lige så stærk en hældning i hjernen til at lede affaldsstofferne ned i rygmarven, som der er til at lede dem ned i den tragt, som kaldes infundibulum; men hvis vi antager, at alle affaldsstoffer går ned i tragten, kan man lade dem gå derfra ud i den hårde hjernehindes, dura mater's, udbugtninger, og der er nogen grund til at tro, at der findes gange, som fører dem direkte til øjnene, næsen og til munden.

Man møder endnu mindre sikkerhed, hvad angår det stof, af hvilket Spiritus animales opstår. Er det blodet? Skulle det mon være en særlig substans, der udskilles fra kylus [2] i mesenteriets kirtler? Skulle mon ikke de serøse væsker være deres kilde? Der er nogle, som sammenligner Spiritus animales med vin ånden; og man kunne komme i tvivl om, hvorvidt deres stof ikke er af samme karakter som lysets stof. Overhovedet er de dissektionsmetoder, vi sædvanligvis benytter, ikke i stand til at give os oplysninger om nogen af disse tvivlsspørgsmål.

Hvis hjernens substans, som jeg lige har sagt, kun er lidet kendt, er den rigtige måde at dissekere den på ikke bedre kendt. Jeg taler ikke om den måde, som består i, at man skærer hjernen i skiver; det er allerede længe siden, at man blev klar over, at den metode ikke giver anatomien særlig stor klarhed. Den anden måde at dissekere på, som består i, at man løsner hjernevindingerne fra hinanden, er lidt mere kunstfærdig; men den viser os kun det ydre af det, som vi ønsker at lære at kende, og selv det gør den højst ufuldstændigt.

Den tredje måde, som til undersøgelsen af hjernevindingerne føjer en adskillelse af den grå substans fra den hvide, går en smule videre; men den når dog ikke længere end til overfladen af marven.

Man benytter forskellige kombinationer af disse tre måder at dissekere på, og man ville endog kunne tilføje forskellige slags længde- og tværsnit.

Hvad mig selv angår, holder jeg på, at den rigtige måde at dissekere på ville være at følge nervetrådene igennem hjernens substans for at se, hvilken vej de går, og hvor de ender. Jeg indrømmer dog, at denne måde er så fuld af vanskeligheder, at jeg ikke ved, om man vil kunne håbe nogensinde at nå sit mål uden ganske særlige præparationsmetoder. Hjernens substans er så blød og trådene så fine, at man næppe vil kunne røre ved dem uden at rive dem over. Eftersom anatomien endnu ikke er nået til en sådan grad af fuldkommenhed, at man kan foretage en rigtig dissektion af hjernen, lad os så ikke længere smigre os selv; lad os hellere oprigtigt tilstå vor uvidenhed, så at vi ikke først bedrager os selv og siden andre ved at love dem at demonstrere hjernens sande opbygning.

Det ville være alt for kedeligt her at komme ind på alle de meninger og alle de stridspunkter, der findes om hjernen; litteraturen er kun alt for fuld af dem; jeg skal kun anføre de vigtigste fejl, som mange anatomer endnu gør sig skyldige i, fejltagelser, som fuldt ud kan godtgøres anatomisk. De lader sig indordne under følgende hovedpunkter. Blandt dem, som påstår at kende hjernens anatomi godt, viser nogle os indbyrdes adskilte dele af hjernen, som i virkeligheden kun udgør en sammenhængende substans. Andre vil ved anatomiens hjælp overbevise os om, at visse af hjernens dele berører hinanden, uden at være hæftede sammen, skønt de tydeligt er forbundet indbyrdes med fine tråde eller med kar. Nogle anatomer giver delene den beliggenhed, som de mener er nødvendig for det system, de har opfundet, og det uden at tage i betragtning, at naturen har anbragt delene på en ganske anden måde. Mellem dem vil De træffe nogle, som vil vise Dem den bløde hjernehinde, pia mater, hvor den ikke findes, og som ikke kender den hårde hjernehinde, dura mater, på nogle steder, hvor den er meget iøjnefaldende. Hvis det er nødvendigt, vil nogle endda forsøge at få Dem til at opfatte hjernens substans som en membran.

Jeg har alt for god en mening om videnskabsmænd i almindelighed til at tro, at de handler således i den hensigt at bedrage andre; de principper, de har opstillet for sig selv, og den måde at dissekere på, de har tillagt sig, tillader dem ikke at handle anderledes. Alle anatomer ville demonstrere det på samme måde, hvis de alle benyttede den samme metode. Der er altså ingen grund til at undre sig, når deres systemer hænger så dårligt sammen.

De Gamle [anatomer] har i den grad været forudindtaget med hensyn til ventriklerne, at de har antaget de forreste ventrikler for forstandens sæde og tildelt de bageste erindringen. Det har de gjort, for at dømmekraften, når den, som de sagde, boede i den midterste ventrikel, lettere kunne bearbejde de ideer, som kom til den fra snart den ene, snart den anden af de to andre ventrikler. Der er her intet andet at gøre end at bede de anatomer, som slutter sig til de Gamle i denne opfattelse, om at give os grunde, som tvinger os til at tro på dem; for jeg forsikrer Dem om, at der af alle de grunde, som man til dette tidspunkt har anført til støtte for denne opfattelse, ikke er en eneste grund, som er overbevisende; og når nu denne tredje ventrikels skønne, hvælvede hulrum, hvor de Gamle havde anbragt dømmekraftens sæde og oprejst sjælens trone, overhovedet ikke findes [3], ser De tydeligt, hvorledes man må dømme om resten af deres system.

WILLIS meddeler os et højst besynderligt system. Han anbringer forstanden i corpus striatum, fantasien i corpus callosum og hukommelsen i hjernebarken eller den grå substans, som indeslutter den hvide substans, men det ville føre alt for vidt, hvis vi skulle undersøge alle hans hypoteser i detaljer. Han beskriver for os corpus striatum, som om der var to slags striber, nogle, der løber opad, og andre, der løber nedad. Hvis De skiller den grå substans fra den hvide, vil De ikke desto mindre se, at alle disse striber kun er af én og samme natur. De udgør med andre ord en del af den hvide substans af corpus callosum, som forløber hen imod rygmarven og er adskilt i flere lameller ved mellemliggende grå substans.

Hvilken sikkerhed kan han dog have for, at det er rigtigt at tro, at disse tre mentale processer foregår i de tre legemer, som han har tildelt dem? Hvem kan sige os, om nervetrådene begynder i corpus striatum, eller om de ikke snarere går gennem corpus callosum lige til hjernebarken eller til den grå substans? Corpus callosum kender vi i virkeligheden så lidt til, at man, når man blot har den mindste smule indsigt, kan sige om det alt, hvad man vil.

Hvad DESCARTES angår, så kendte han alt for godt manglerne ved den beskrivelse, vi har af mennesket, til at han ville påtage sig at forklare dets virkelige bygning. Derfor indlader han sig i sin Traité de l'Homme [Afhandling om Mennesket] heller ikke på at gøre det, men forklarer os en maskine, som udfører alle de handlinger, menneskene er i stand til at udføre. Nogle af hans venner udtaler sig lidt anderledes herom end han selv; man ser dog i begyndelsen af hans arbejde, at han opfattede det på den måde, og i den betydning kan man med rette sige, at DESCARTES i den nævnte afhandling har overgået alle andre filosoffer. Ingen uden han har givet en mekanisk forklaring af alle de menneskelige og særlig hjernens funktioner. De andre beskriver selve mennesket for os; DESCARTES taler kun til os om en maskine, som dog viser os det utilstrækkelige i alt det, de andre lærer os. Med samme klarhed, med hvilken han viser os delene af den maskine, der udgør hans Menneske, anviser han os en metode til at studere brugen af de tilsvarende dele af det menneskelige legeme, hvilket ingen har gjort før ham. Man bør derfor ikke regne Descartes det til last, at hans system for hjernen ikke helt og holdent stemmer med erfaringen; hans glimrende begavelse, som den især fremtræder i hans Traité de l'Homme, opvejer hans hypotesers fejl. Vi ser jo, at meget dygtige anatomer som VESALIUS og de andre ikke har kunnet undgå sådanne fejl.

Når disse store mænd, som har tilbragt den bedste del af deres liv med at dissekere, har opnået tilgivelse for de af dem begåede fejl, hvorfor skulle man så være mindre overbærende over for DESCARTES, som med fortrinligt udbytte har anvendt sin tid på andre forskninger? Den ærefrygt, som jeg tror, at jeg, såvel som alle andre, skylder ånder af hans rang, ville have forhindret mig i at omtale manglerne ved denne afhandling, og jeg ville have været tilfreds med, ligesom andre, at beundre den som en beskrivelse af en smuk og helt og holdent af ham opfundet maskine, hvis jeg ikke var stødt på mange mennesker, der opfatter hans afhandling anderledes og vil lade den gå for en troværdig beretning om det allermest skjulte i det menneskelige legeme. Siden disse folk imidlertid ikke bøjer sig for SYLVIUS' særdeles klare beviser, skønt denne ofte har vist, at DESCARTES' beskrivelse ikke stemmer med dissektionen af de dele, den beskriver, må jeg, uden her at gennemgå hele hans system, markere nogle steder, hvor jeg er overbevist om, at de kun behøver se nøje til for at erkende, at der er stor forskel mellem den maskine, som DESCARTES har udtænkt, og den, som vi finder ved dissektion af mennesker.

Spørgsmålet om koglekirtlen, glandula pinealis, har i den sidste tid været et af de mest omstridte i hjernens anatomi; men førend jeg går ind på sagen og besvarer spørgsmålet om stedet, hvor den findes, må jeg først fremstille DESCARTES' opfattelse af denne sag og det med hans egne ord. Her følger forskellige citater, i hvilke han taler om koglekirtlen, og disse bekræftes yderligere af andre steder i hans arbejde, som man kan finde ved slutningen af denne afhandling.

Kirtlens overflade står i et vist forhold til hjernens indre overflade. Q.
Porerne i hjernens huler (hulrum) er beliggende lige over for dem i den lille kirtel. F.
Spiritus animales strømmer fra alle sider af kirtlen ind i hjernens huler. D.
Kirtlen kan tjene til understøttelse for handlingerne derved, at den hælder snart til den ene side og snart til den anden. L.
De små rør i hulernes vægge peger altid hen imod kirtlen og kan let dreje sig hen imod de forskellige punkter af denne kirtel. E.

Man kan således ikke tvivle om, at han har troet, at koglekirtlen lå helt og holdent inde i hjernens hulrum.

Der er ingen grund til at opholde sig ved, at DESCARTES nogle steder siger, at den ligger ved indgangen til hulrummene; for det strider ikke imod, hvad han siger andetsteds, da den med den størrelse, den har, efter hans mening kan indtage pladsen hen imod indgangen til hulrummene eller et hvilket som helst andet sted i hulrummene og dog stadig være inde i dem, således som han siger det alle de andre steder.

Lad os nu se, om denne opfattelse er i overensstemmelse med erfaringen.

Det er rigtigt, at basis af kirtlen støder umiddelbart op til den gang, der forbinder tredje med fjerde ventrikel, som De ser det fremstillet i figuren. Men den bageste del af kirtlen, hvilket vil sige det halve af den, ligger i den grad uden for hulrummene, at det er meget let at overbevise tilskuernes videbegær på dette punkt. Hertil behøves ikke andet end at fjerne cerebellum, eller lillehjernen, og en af det bageste par af firhøjene, corpora quadrigemina posteriora, eller, om De vil, dem begge to, uden at røre ventriklerne; når dette nemlig er gjort med behændighed, vil man se den bageste del af kirtlen fuldstændig blottet, uden at der kommer nogen passage til syne, gennem hvilken luft eller væske kan trænge ind i ventriklerne.

For nu at skaffe sig oplysning om beliggenheden af dens indre del og for at vise, at den ikke ligger i sidehulrummene, behøver man kun at betragte disse hulrum efter at have åbnet dem, enten man nu benytter SYLVIUS' eller de Gamles metode hertil; for man vil altid finde fast hjernesubstans mellem kirtlen og sidehulrummene. Man kan også vise rigtigheden af dette, uden at gennemskære hjernens substans, ved fra kirtlens basis at skille det parti, som indeholder de nævnte hulrum; for når De gør det, vil De finde kirtlen så fuldstændig uden for disse hulrum, at ikke engang den mindste del af den vender mod dem, da den er forhindret i det af de tilhæftninger, som forbinder denne del af hjernen med dens basis. De Gamle har erkendt, at den del af hjernen, der almindeligvis kaldes hvælvingen, eller fornix, ikke står i forbindelse med hjernens basis, men at den bærer den foldede substans, og at den således derunder danner en tredje ventrikel. Det er rigtigt, at når man blæser luft kraftigt ind i mundingen af spalten mellem corpora mamillaria, løfter luften hvælvingen i vejret og sprænger de tråde, som forener den med basis, og lader en meget stor kavitet komme til syne. Heraf kommer det, at man har indbildt sig, at når Spiritus animales bringer hulrummene til at udvide sig, hæver hvælvingen sig i vejret, og at kirtlens overflade betragter alle sider af hulerne s overflade.

Jeg siger, at man har indbildt sig dette, for skønt hvælvingen hæver sig i vejret på den nysnævnte måde, er det kun den forreste del af kirtlens overflade, som kan komme til at vende mod sidehulrummene; man kan for øvrigt præparere, på hvilken måde man vil, man vil dog aldrig kunne gøre det således, at kirtlens bageste del kommer til at vende ud mod de bageste hulrum. Men hvis De ikke udsætter hjernen for overlast ved åbningen af kraniet, eller ved med stor kraft at blæse luft ind mellem dens forskellige dele, eller ved at udøve nogen anden vold mod den, vil De slet intet finde i denne tredje ventrikel, hvis midterste parti er meget snævert og kun opfyldt af den store vene, som danner sinus rectus, og af de kirtelagtige legemer, der strækker sig langs denne store vene.

Jeg indrømmer, at der bag denne spalte og lige under dens bageste åbning findes et hulrum, der fortil og på siderne er ligesom tapetseret med den del af plexus choroideus, som strækker sig op mod sinus rectus; og bagtil lukkes den af koglekirtlen, hvis forreste del danner den direkte fortsættelse af den; og når man har fjernet fornix, eller hvælvingen, ligger dette hulrum helt og holdent under den første og ligner på en måde et omvendt horn.

Hvad det angår, som DESCARTES siger, at kirtlen kan tjene til understøttelse for handlingerne derved, at den snart hælder til den ene side, snart til den anden, lærer erfaringen os med sikkerhed, at den er helt ude af stand til dette; for den viser os, at kirtlen er i den grad sluttet inde mellem alle hjernens dele og i den grad hæftet til disse samme dele på alle sider, at det ville være umuligt at tilføre den den mindste bevægelse uden at øve vold mod den og uden at bryde de bånd, som holder den fasthæftet. Med hensyn til dens beliggenhed er det let at vise rigtigheden af det modsatte af det, som DESCARTES lærer os om den; for den står ikke vinkelret på hjernen, og den er ikke drejet fremefter, som mange af de dygtige anatomer tror; men dens spids vender altid mod cerebellum, eller lillehjernen, og danner med hjernens basis en vinkel, der nærmer sig en halv ret.

Det er ikke rigtigere, at kirtlen er forbundet med hjernen ved hjælp af arterier; for omkredsen af kirtlens basis hæfter sig til hjernens substans, eller bedre: kirtlens substans står i forbindelse med hjernen, hvilket er det modsatte af, hvad han udtaler i artikel H.

Hypotesen om arterierne, der samles i omegnen af kirtlen og løber op mod sinus longitudinalis superior, er af ikke ringe betydning for DESCARTES' system, eftersom separationen af Spiritus animales og deres bevægelse beror på den. Hvis De imidlertid tror Deres egne øjne, vil De finde, at det kun er en samling af vener, som kommer fra corpus callosum, fra hjernens indre substans, fra plexus choroideus, fra forskellige steder af hjernens basis og fra kirtlen selv - at det er vener og ikke arterier, og at de fører blodet tilbage til hjertet, modsat arterierne, som fører blodet fra hjertet til hjernen. Nogle har troet, at DESCARTES ville lade nerverne fortsætte lige til kirtlen; men det har ikke været hans mening.

DESCARTES' venner, som anser hans Menneske for en maskine, vil uden tvivl vise mig den godhed at tro, at jeg her ikke taler imod hans maskine, hvis kunstfærdighed jeg beundrer; men den praktiske anatomi vil belære dem, som påtager sig at vise, at DESCARTES' Menneske er bygget ligesom andre mennesker, om, at dette forehavende ikke vil kunne lykkes for dem.

Man vil indvende imod mig, at også de tror, at de støtter sig på erfaringen og dissektionen. Jeg svarer dertil, at intet er almindeligere end at begå fejl uden at mærke det ved dissektion af hjernen, hvad man klart vil se længere henne i denne afhandling.

Det havde været min hensigt at nævne de andre systemer for hjernen, ved hjælp af hvilke man har villet forklare de dyriske funktioner og hjernens serøse væskers oprindelse og bestanddele; men jeg er siden nået frem til, at det vil være et arbejde, som vil kræve mere flid og bedre lejlighed, end min rejseplan tillader mig.

Da dissektionerne og præparationerne er udsat for så mange fejltagelser, og da anatomerne lige til vor tid alt for letsindigt har indladt sig på at opstille systemer og tilpasse disse bløde væv efter dem, er der ingen grund til at undre sig over, at de figurer, man har tegnet derefter, ikke er nøjagtige. Men mangler ved dissektionen er ikke den eneste årsag til, hvad der savnes i nøjagtighed; uduelighed hos tegneren spiller undertiden også en rolle, selvom den vanskelighed, det er på tegningen at fremstille visse dele som fremspringende eller gående i dybden, og den vanskelighed, det er at få tegneren til rigtigt at forstå, hvad han især skal hæfte sin opmærksomhed ved, altid tjener denne til undskyldning.

De bedste figurer af hjernen, vi ejer indtil nu, er dem, WILLIS har givet os; der har dog hist og her indsneget sig fejl, som det er vigtigt at bemærke, og der vil være endnu en del at tilføje for at gøre dem perfekte. I den tredje figur fremstiller han den øverste kirtel, også kaldet glandula pinealis, som en rund kugle [F]; hvis den var uden spids, som hans figur viser den, ville man ikke kunne sige, at dens spids peger fremad snarere end bagud. De ser i den figur heller ikke noget af den del af hjernens substans, der ligger foran kirtlens basis, og som strækker sig fra den ene side af hjernen til den anden, og efter figuren må De antage, at der slet intet var foran den. Bag ved kirtlen ses der et mellemrum mellem det bageste par af firhøjene, corpora quadrigemina posteriora [HH], som genfindes på hjernens basis, og dette mellemrum ser helt anderledes ud, når man betragter det i virkeligheden. Den tynde udbredning af hjernens hvide substans, som fortsætter i lillehjernens midterparti, og som på dette sted er meget tyk, findes ikke på figuren og heller ikke det virkelige udspring af nervi trochleares, som udgår fra nævnte udbredning.

Han lader også corpora mamillaria fremtræde adskilte og det, selvom de sædvanligvis hænger sammen. Undersiden af hvælvingen synes på hans figur overalt at bestå af en og samme substans, skønt den dog frembyder en meget sammensat og pyntelig flot struktur. Corpus striatum viser sig faktisk at være i besiddelse af striber, når man skærer det igennem på tværs; men de er meget forskellige fra, hvad WILLIS' ottende figur viser os. Man ville ifølge den vente at se disse hvide striber fortsætte over i den forreste del af det samme corpus striatum, men i virkeligheden består den forreste del af dette legeme af grå substans, som strækker sig mellem de hvide striber og derved bevirker, at den hverken synes at være knyttet til eller forenet med noget andet legeme, når man foretager dissektionen på denne måde.

I den tredje figur [4] ligner infundibulum, eller tragten, ikke de naturlige forhold det mindste. Nerverne, som tjener til øjnenes bevægelser, fremstilles som lige, i stedet for at de burde være snoede. De ser ikke dér det virkelige udspring af de tråde, som udgår fra hjernens basis og danner disse nerver. Hjernestammen, pons Varolii, kunne have været bedre og tydeligere gengivet. Crura anteriora fornicis, som man ser i den syvende og ottende figur, er heller ikke adskilte, som disse figurer fremstiller dem; men de berører hinanden opadtil, hvor de danner en spids vinkel.

Linien mærket G.G.G. i den syvende figur fremtræder som en ubrudt linie, skønt det, som er fremstillet mellem crura fornicis, ingen forbindelse har med enderne.

I den samme figur hænger koglekirtlen fast til hjernens substans med to strenge.

Jeg vil slet ikke tale om VESALIUS', CASSERIUS' og andres figurer; for når de sidste og de mest nøjagtige figurer er så fjernt fra fuldkommenhed, som tilfældet er, er det let at forestille sig, hvor ufuldkomne de andre må være.

Jeg har kun set tre figurer af VAROLIUS, og de udtrykker meget dårligt de bedste bemærkninger om hjernen, som nogen nogensinde har gjort. Jeg ved ikke, om figurerne i første udgave, som er den fra Padua fra år 1573, er bedre end dem, jeg har set, som er fra Frankfurt 1591, og som også findes i BAUHINUS' anatomi. Mellem BARTHOLINS figurer er der tre, som fremstiller dissektioner, der er foretaget efter den metode at dissekere hjernen på, som SYLVIUS har givet os, og i hvilke forfatteren selv gør læseren opmærksom på nogle fejl. Men uden at opholde mig ved forskellige andre fejl, som i almindelighed findes i disse figurer, vil jeg blot sige, at der overhovedet næppe eksisterer figurer, i hvilke man finder den virkelige beliggenhed af kirtlen eller den virkelige kanal til tredje ventrikel. Vi har heller ikke nogen figur, som tydeligt viser os plexus choroideus, ej heller forgreningen af de vener, der findes i sidehulrummene, fordelingen af arterierne, sammenløbet af de mange vener, der danner sinus rectus, eller de kirtelagtige legemer, som findes der i ret stor mængde.

De har nu, mine Herrer, set, på hvilken måde dissektion af hjernen hidtil er foretaget, hvor sparsom oplysning man har fået ud af det, og hvor lidet troværdigt et indtryk figurerne giver af de dele, som de skulle fremstille. De kan deraf selv dømme om, hvilken tiltro man bør have til de forklaringer, der hviler på så ringe et grundlag. Der er endvidere sket det, at de, som har påtaget sig at give disse forklaringer, jeg ved ikke ved hvilket indfald, som genfindes hos størsteparten af dem, der har skrevet om videnskabelige spørgsmål, har benyttet meget uklare betegnelser, metaforer og så lidet passende sammenligninger, at de er næsten lige så besværlige for dem, der forstår sig på spørgsmålet, som for dem, der ønsker at sætte sig ind i det. Desuden er størstedelen af disse betegnelser så platte og uværdige for den ædleste materielle del af mennesket, at jeg er i lige grad forbavset over fordærvelsen af den persons karakter, som først har anvendt dem, og over tålmodigheden hos alle de andre, der så længe til stadighed har benyttet dem. Hvilken nødvendighed er der for at benytte ord som nates, testes, anus, vulva og penis, når de i hjernens anatomi står i så løs en tilknytning til de dele, som de betegner? I virkeligheden ligner de så lidt, at det, som en skribent kalder for nates, kalder en anden for testes, osv.

Den tredje ventrikel er en flertydig betegnelse: [1] De Gamle forstod derved et hulrum beliggende under fornix, eller hvælvingen, som de troede var adskilt fra hjernens basis, og de har fremstillet den tredje ventrikel som anbragt på tre fødder, der skulle bære hovedmassen af hjernen.

[2] SYLVIUS forstår ved tredje ventrikel en kanal, som er beliggende i substansen over hjernens basis mellem infundibulum og den gang, som løber under firhøjene hen imod den fjerde ventrikel. [3] Der er nogle, som ved dissektion skiller corpora mamillaria fra hinanden og ved tredje ventrikel forstår hele det rum, som findes mellem disse to legemer, og som de har frembragt ved at skille dem fra hinanden. Tredje ventrikel bliver på den måde snart den spalte, som findes opadtil, snart kanalen nedadtil. Andre vil have, at den skal være det rum mellem kanalen og spalten, som skyldes den bristning mellem corpora mamillaria, som jeg lige har beskrevet.

Her har vi altså tre meget forskellige tredje ventrikler, af hvilke det kun er den anden, som virkelig findes i den naturlige tilstand; for den første og tredje skyldes udelukkende præparationen.

[4] Man kunne hertil føje en fjerde betydning, hvis man ville tage den lille spalte, som findes under fornix, for en gang fra de to forreste ventrikler til fjerde ventrikel. Men den er yderst lille og i den grad opfyldt af plexus choroideus' kar og kirtelagtige legemer, at jeg nærer en stærk tvivl om, at der gennem den er forbindelse mellem de forreste og de bageste ventrikler, eftersom den ventrikel, som SYLVIUS kalder den tredje, er stor nok dertil. Beliggenheden af denne Sylvius' kanal er også i den grad egnet til dette brug, at hvis man vil have, at noget skal kunne passere fra sideventriklerne til fjerde ventrikel, så kan intet nå denne, førend infundibulum og denne kanal først er fyldt med det.

Vi regner med, at der er to kirtler i hjernen, skønt vi hverken ved, om den ene eller den anden har noget andet til fælles med kirtler end formen alene, som endda, når man undersøger den nøje, ikke vil findes at stemme ganske overens med kirtlernes form.

Den øverste kirtel, eller glandula pinealis, ligner ikke hos alle dyr, ja ikke engang hos mennesket, en fyrrekogle.

Den nederste kirtel [hypofysen] kalder man glandula pituitaria [5], skønt man ikke har den mindste vished for, om den har nogen virkning på slimen.

Plexus choroideus udgøres af et net af kar. Imidlertid ser De med lethed forskel på vener og arterier, og De kan med samme lethed følge fordelingen af dem hver for sig. Betegnelsen hvælving får en til at tænke på et hvælvet hulrum, som dog på ingen måde findes der, når man leder efter det, som man bør. Hjernebjælken, corpus callosum, betegner efter almindelig sprogbrug den hvide substans i hjernen, som man ser, når man skiller dens to sidedele fra hinanden; men forholdet er i virkeligheden det, at denne del fuldstændig ligner resten af hjernens hvide substans, og der synes således ikke at være nogen grund til at give en enkelt del af denne substans et særligt navn.

Der er kun to måder, vi kan lære en maskine at kende på. Den ene består i, at mesteren, som har bygget den, viser os dens konstruktion. Den anden består i at skille maskinen ad lige til dens mindste dele og undersøge dem alle hver for sig og i sammenhæng.

Disse er de rigtige måder, på hvilke man kan lære en maskines konstruktion at kende. Ikke desto mindre har de fleste troet, at de kom til et bedre resultat ved at gætte sig til den, og at det ikke var let at finde ud af den ved at undersøge den på nært hold ved hjælp af sanserne. De har nøjedes med at iagttage maskinens bevægelser, og på disse iagttagelser alene har de bygget systemer, som de har udgivet for sandheder, når de har troet, at de derved kunne forklare alle de virkninger, som var nået til deres kundskab. De har ikke taget i betragtning, at en og samme ting kan forklares på forskellige måder, og at det kun er vore sanser, som kan garantere os, at den opfattelse, vi har dannet os, stemmer overens med naturen. Men når nu hjernen er en maskine, er det ikke rigtigt af os at håbe, at vi kan finde ud af dens konstruktion på andre måder end dem, som man benytter for at finde ud af konstruktionen af andre maskiner. Der er altså ikke andet at gøre, end hvad man ville gøre ved enhver anden maskine, jeg mener: stykke for stykke skille alle dens dele fra hinanden og undersøge, hvad de kan gøre hver for sig og i sammenhæng. Og om denne undersøgelse gælder det, at man med rette kan sige, at tallet er meget lille på dem, som har vist, at de var besjælede af en sand videnskabelig iver. Kemien har gennem alle tider haft privatmænd og fyrster, som har ladet bygge laboratorier for den; men kun få har ofret anatomien en tilsvarende interesse. Skylden ligger dog ikke hos fyrsterne; flere af dem har næret interesse for en så værdifuld viden og har ladet bygge prægtige anatomiteatre til dissektionerne, som de endda undertiden har hædret med deres tilstedeværelse. Men de anatomer, som foretager dissektionerne, har altid villet gælde for at være udlærte i denne videnskab; ikke en af dem har villet tilstå, hvor meget der endnu stod tilbage at lære af den, og for at skjule deres uvidenhed har de nøjedes med at foretage demonstrationer af det, som de Gamle har skrevet om.

Anatomerne ville have grund til at beklage sig over mig, hvis jeg ikke her forklarede mig nøjere for at vise, at den fejl, som jeg synes at anklage dem for, når jeg siger, at de ikke lægger tilstrækkelig vægt på anatomiske undersøgelser, ikke er deres fejl alene.

De, som giver sig af med sådanne undersøgelser, er i almindelighed læger eller kirurger; de er begge nødt til at tilse deres syge, og når de er blevet kendte og har opnået anseelse, kan de ikke længere afse den nødvendige tid til undersøgelserne. Men de burde ikke påtage sig at helbrede et legeme, hvis bygning de ikke forstår, eller sagt med andre ord: de burde ikke trække en maskine op, hvis fjedre de ikke kender.

De andre, som ikke tilser syge, og som ikke har anden beskæftigelse end at undervise i anatomi ved de medicinske skoler, føler sig ikke mere forpligtede til at foretage undersøgelser end lægerne og kirurgerne. For sigtet med deres gerning er at lære dem, der vil praktisere som læger eller kirurger, den beskrivelse af det menneskelige legeme, som de Gamle har overleveret os; og når de har demonstreret tydeligt, hvad der står i de Gamles skrifter, og de studerende har forstået det, tror begge parter, at de har gjort deres pligt. Man har afstukket grænserne for disse to professioner så dårligt, at det virkelige kendskab til det menneskelige legemes maskine, det kendskab, som er det mest nødvendige, tilsidesættes som henhørende hverken under anatomens, under lægens eller kirurgens område.

Den omhu, som kræves for at lave undersøgelser, der kan bringe os sandheden, kræver sin mand fuldt og helt. Selv den, som docerer anatomi, er ikke egnet dertil; han er nødt til at foretage offentlige demonstrationer, som forhindrer ham i at hellige sig opgaven, dels af de grunde, som jeg allerede har omtalt, dels af andre, som jeg nu skal nævne for Dem.

1. En nøjagtig undersøgelse af et organ fordrer så megen tid og en sådan koncentration, at man må opgive ethvert andet arbejde og enhver anden tanke for at kunne hellige sig denne. Det praktiske arbejde tillader hverken lægerne eller kirurgerne noget sådant, så lidt som de anatomiske demonstrationer tillader det for dem, der underviser i anatomi. Der behøves undertiden hele år for at opdage noget, som derefter kan demonstreres for andre i løbet af en time. Jeg tvivler ikke om, at PECQUET har ofret megen tid, førend det lykkedes ham at følge tarmlymfen fra tarmkrøset lige til vena subclavia; og man ville måske ikke tro mig, hvis jeg fortalte, hvilket besvær jeg har haft, førend jeg kunne vise den virkelige indmunding af denne Pecquets kanal, som BILSIUS havde givet os en tegning af, mens der nu kun behøves en halv til en hel time for at præparere og demonstrere dem begge to på en gang.

2. Om end anatomerne åbner tusind lig i de medicinske skoler, er det et rent tilfælde, hvis de opdager noget i dem. De er nødt til at demonstrere de enkelte dele efter de Gamles forskrifter, og netop til det må de endda benytte en bestemt metode. Efterforskninger tillader derimod ikke anvendelse af en bestemt metode, men må anstilles forsøgsvis ved hjælp af alle mulige fremgangsmåder.

Man må overskære alle de andre ting for at demonstrere denne ene, der forlanges af dem; lige omvendt kræver efterforskningerne, at man ikke overskærer den mindste del uden at have undersøgt den i forvejen. Hvis man fulgte denne fremgangsmåde i de medicinske skoler, ville tilskuerne anse den, der dissekerede, for komplet uvidende. De ville have grund til at beklage sig over den tid, han lod dem spilde, fordi han efter at have søgt længe ofte ikke ville finde det, som han havde påtaget sig at vise dem. De ser heraf tydeligt, at de, som hidtil har doceret anatomi, ikke har været nødt til at foretage undersøgelser, og at de ikke engang ville have kunnet gøre det med held, så at det ikke er deres fejl, at anatomien ikke har gjort større fremskridt i så mange hundrede år.

Denne videnskab i almindelighed er altså blevet dyrket med meget lille udbytte, og efterforskningerne af hjernen i særdeleshed har været endnu mindre heldige, da de ikke er blevet anstillet med al den fornødne omhu på grund af de vanskeligheder, der er knyttet til dissektionen af dette organ. Lad os nu se på, hvad vanskelighederne består i, og om nogle af dem, som har forsøgt sig, har grebet sagen an, som den fortjener.

BILSIUS har kastet sig over anatomien uden at studere, hvad de Gamle har skrevet om den; men jeg tvivler ikke på, at han ville være nået længere i viden, end han er nået, hvis han først havde set, hvad godt de Gamle havde udrettet, og derefter havde anvendt sin tid og sin ihærdighed til at foretage nye undersøgelser. Man må indrømme, at der findes så værdifulde iagttagelser optegnede i vore forgængeres skrifter, at vi ville have været i stor fare for ikke at kende til de pågældende forhold, hvis de ikke havde henledt vor opmærksomhed på dem. Det er tilmed undertiden hændt, at de har fortalt os sandheder, som vore samtidige ikke har erkendt, fordi de ikke har undersøgt med tilstrækkelig omhu. Det er i øvrigt rigtigt, at både hvad de Gamle og hvad de Moderne [anatomer] har lært os angående hjernen, er så fuldt af modsigelser, at lige så mange anatomiske beskrivelser, der findes af dette organ, lige så mange anledninger til tvivlsmål og stridigheder udgør de. Men det forhindrer ikke, at man kan drage stor nytte af deres arbejde, ja endda høste store fordele af deres fejltagelser. Jeg taler kun om de forfattere, som har arbejdet selv. Hvad nemlig de forfattere angår, som blot har arbejdet på grundlag af andres arbejder, kan man vel læse dem som adspredelse, og det er ikke altid unyttigt at gøre det. Men de ville have indlagt sig langt større fortjeneste, og deres studier ville have været til meget mere hjælp for dem, som arbejder, hvis de havde givet en nøjagtig fremstilling af det, som anatomerne har skrevet om hjernen, eller hvis de efter analysens love udførligt havde gennemgået alle de måder, på hvilke de dyriske funktioner kan forklares mekanisk, eller hvis de endelig havde sørget for at forfatte en virkelig nøjagtig fortegnelse over alle de teorier herfor, som de er stødt på, blandt hvilke det ville have været nødvendigt at skelne omhyggeligt mellem dem, der bygger på kendsgerninger og erfaringer, og de andre, som kun er ræsonnementer. Men der har hidtil ikke været nogen, som har grebet sagen an på denne måde; og det er grunden til, at man ikke skal opholde sig synderligt ved andre end dem, som har arbejdet selv.

Det, man først og fremmest bør lægge vægt på, er organernes beskrivelse, og her er det nødvendigt at fastslå, hvad der er sandt og sikkert, for at kunne skelne det fra de teorier, som enten er urigtige eller tvivlsomme. Det er ikke engang nok at kunne skaffe sig selv klarhed derover; demonstrationerne må være så tydelige, at de tvinger alle andre til at være enige om dem; i modsat fald vil antallet af stridigheder tiltage i stedet for at aftage. Enhver anatom, der har givet sig af med at dissekere hjernen, kan demonstrere alt, hvad han siger om den, fordi dens substans er så blød og er ham i den grad lydig, at hans hænder, uden at han tænker over det, former delene efter den forestilling, som han i forvejen har om dem; og tilskueren, der ofte ser to indbyrdes modstridende demonstrationer udført på den samme del af hjernen, føler sig i stor forlegenhed, da han ikke ved, hvilken han skal anse for rigtig, og han ender undertiden med at benægte rigtigheden af dem begge to for at slippe ud af kniben. For at forebygge denne ubehagelighed er det derfor, som jeg allerede har sagt, absolut nødvendigt ved dissektionerne at søge at nå en sikkerhed, som virker overbevisende. J eg tilstår gerne, at det er vanskeligt; men j eg ved også, at det ikke er helt umuligt. Mine Herrer, af det, jeg lige har sagt, må De ikke tro, at jeg mener, at der slet ikke er noget i anatomien, der er fastslået, og at alle de, som giver sig af med den, ustraffet former de enkelte dele efter forgodtbefindende, uden at man kan overbevise dem derom. De vil i virkeligheden kunne være i tvivl om, hvorvidt de dele, som man viser Dem adskilte, ikke i forvejen har hængt sammen; men det ville være umuligt at vise Dem delene indbyrdes sammenhængende, hvis de ikke havde været det i naturlig tilstand. For at slippe helt for denne tvivl og for at blive fuldstændig fri for, at de dele, som man viser Dem, ikke før har hængt sammen, behøver man kun at undersøge delene i den tilstand, som de findes i under naturlige forhold, uden at udøve den mindste vold mod dem, men lade dem, man vil overbevise, gøre alt, hvad de formår, for at vise, at de hænger sammen. Man kan nå den samme sikkerhed i andre tilfælde, især når det drejer sig om delenes beliggenhed, forudsat at man ikke rører ved noget uden i forvejen at have undersøgt det, og at man hele tiden nævner ved navn, hvad man rører ved. Derfor er det ikke alene nødvendigt at have sin opmærksomhed henvendt på den del, man er beskæftiget med; men det er også nødvendigt at tage alt det i betragtning, som man har gjort, før man nåede til den pågældende del, da det kan have fremkaldt en forandring i selve denne del.

Ved håndteringen af de ydre dele fremkalder man således ofte forandring i de indre, uden at man bemærker det; og når man så får øje på de indre dele, tror man, at de i naturlig tilstand er sådan, som man ser dem; og man husker ikke på, at man selv i høj grad har forandret deres beliggenhed og deres tilhæftning til de andre dele. Jeg vil som et eksempel herpå nævne Dem det berømteste anatomiske spørgsmål fra dette århundrede. De, som nægter, at koglekirtlen står i forbindelse med hjernens substans, og at hvælvingen hænger sammen med hjernens basis, ville ikke tale om dette som en kendsgerning med en sådan overbevisning, hvis de ikke troede, at dette spørgsmål allerede var afklaret ved undersøgelser, der var foretaget med al den fornødne opmærksomhed. De må ved deres undersøgelser nødvendigvis ikke have taget de forandringer i betragtning, som indtræder, når man ved fjernelsen af de ydre dele sønderriver tilhæftningerne mellem kraniet og den hårde hjernehinde. Når jeg har løftet den øverste del af kraniet af, har jeg set, at den midterste del af den hårde hjernehinde endnu var fasthæftet til det, selv når jeg havde åbnet det tilstrækkeligt, til at jeg kunne indføre tre fingre mellem kraniets to adskilte dele. Hvorledes skulle man på den måde kunne løfte den hårde hjernehinde op, uden at de indre dele, som hæfter sig til den, kom til at lide ved denne overlast? Koglekirtlen er fasthæftet til sinus rectus, som står i forbindelse med sinus falcis, så at man ikke ville kunne løfte dura mater nok så lidt i vejret på dette sted uden at udøve vold mod koglekirtlen. Denne samme sinus falcis optager alle de vener, som løber mellem hjernens hvælving og basis og holder disse to dele knyttet sammen. Der er en ret stærk forbindelse mellem hjernens øverste del og den hårde hjernehinde ved hjælp af strenge; og når man løfter den hårde hjernehinde, følger den øverste del af hjernens substans, som er fasthæftet til den, samtidig med, og ved at sinus rectus bliver trukket i vejret, brister den forbindelse, som findes mellem hvælvingen og basis. Jeg har mange gange ladet mig narre heraf i begyndelsen, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor disse tilhæftninger ikke altid var at finde.

Men da jeg senere hos heste, får og katte, hvor den del af den hårde hjernehinde, som skiller lillehjernen fra storhjernen, er forbenet, lagde mærke til, at jeg sønderrev mange indvendige dele, når jeg borttog dette benparti, begyndte jeg at erkende årsagen til denne fejltagelse, og jeg begreb, at det var af ikke ringe betydning at åbne kraniet på rette måde. Man lægger hos mennesket altid et cirkulært snit omkring kraniet for derefter at fjerne det øverste segment. Men hvis man lagde endnu et snit i dette segment vinkelret på det første, ville man lettere kunne fjerne det uden at øve megen vold mod hjernen. For det må indrømmes, at mejsel, sav og tænger aldrig lader sig anvende uden vold og uden tryk eller rysten. Man kunne få lavet en lille, ganske cirkelrund sav, som ikke ville forårsage nogen stærk rysten, især hvis man lod den dreje omkring en akse, der var indrettet på en bestemt måde og anbragt mellem to spidse stifter. En sådan sav ville også kunne bruges til forskellige andre formål, som man kunne have med hensyn til åbningen af kraniet; men hvis man havde en eller anden væske, der kunne opløse knoglerne i løbet af kort tid eller gøre dem bløde, ville man ikke kunne ønske sig noget mere bekvemt, og det ville være den bedste af alle måder til at åbne kraniet.

Det er ikke tilstrækkeligt hele tiden at have sin opmærksomhed vakt, man må også foretage sådanne variationer af dissektionsmetoderne, at hver især kommer til at udgøre et nyt bevis for rigtigheden af ens fremgangsmåde og er i stand til i lige grad at glæde en selv og overbevise andre.

Dette må forekomme meget besynderligt for dem, som tror, at der er vedtagne love, efter hvilke man bør foretage dissektionen af hver enkelt del, og som hævder, at de anatomiske forskrifter, som de Gamle har givet, bør overholdes fuldstændig, uden at der hverken er noget at forandre ved dem eller tilføje til dem. Jeg skal gerne indrømme, at de Gamle kunne have givet os ubrydelige regler for dissektion af alle de enkelte dele, hvis deres kendskab til dem havde været fuldstændigt; men da deres viden om delene har været lige så sparsom som i vort århundrede og i specielle spørgsmål endnu mindre end vores, har de været lige så uegnede, som vi er det, til at foreskrive en almengyldig fremgangsmåde for dissektion, da den ikke vil kunne blive uforanderlig og almindeligt vedtaget, førend man har gjort flere opdagelser.

Man må dog, vil man indvende mod mig, benytte en eller anden metode til dissektion af de forskellige dele, så vidt som vores kendskab til dem på dette punkt strækker sig. Herom kan vi let blive enige; og det er godt at benytte de Gamles metode i mangel af en bedre, men ikke fordi den er fuldendt. Hvad der især har fastholdt mange anatomer i deres fejltagelser og har forhindret dem i at nå længere end de Gamle i deres dissektioner, er, at de har troet, at alt allerede var blevet så godt undersøgt, at der ikke var mere tilbage at undersøge for nutidens forskere; og da de har anset de gamle regler for dissektion for ubrydelige love, har de hele deres liv ikke gjort andet end at demonstrere de samme dele ved hjælp af en og samme metode, i stedet for at dissektionen ikke bør underordne sig nogen regel, men hver gang udføres på en ny måde. Og heraf drager anatomien den fordel, at selvom man ikke altid opdager noget nyt, lærer man i det mindste, om man har taget fejl i det, som man tidligere har set, navnlig når det drejer sig om noget, som er omstridt; for man bør da indrømme tilskuerne retten til at foreskrive lovene for dissektionen.

Sandt er det, at denne måde at dissekere på ikke er noget paradenummer, og at man ikke kan spille lærd, samtidig med at man tilstår sin egen uvidenhed. J eg for mit vedkommende foretrækker nu at indrømme min uvidenhed frem for med myndighed at fremsætte meninger, hvis urigtighed kort tid efter vil blive demonstreret af andre. Vi har set store anatomer, som har begået denne fejl, og vi har set andre, som bilder sig ind, at man vil stole mere på deres stædighed end på sine egne øjne. Jeg overlader denne selvgodhed til dem, som kan tilfredsstilles af den; og jeg forsøger at følge de af filosofiens love, som lærer os at søge sandheden ved at rejse tvivl om dens sikkerhed og ikke slå sig til tåls med den, førend man har fået bekræftelse på den ved en tydelig demonstration. J eg kan ikke skaffe Dem et mere håndfast vidnesbyrd om nødvendigheden af at foretage forandringer af dissektionerne end de to følgende.

Det er en ganske fastslået kendsgerning, at når man har blæst ind i mundingen af den spalte, som findes under hvælvingen, finder man hvælvingen adskilt fra basis og et ret betydeligt hulrum mellem dem, sådan som man også ser det, når man åbner kraniet med vold, som jeg har nævnt ovenfor. Dette er i den grad tydeligt, at både de, som foretager denne operation, og de, som er til stede ved den, tror, at intet kan være mere sikkert. Hvis man nu begynder at tvivle derom, er der slet intet andet middel til at befri sig for denne tvivl end at forsøge at vise tilstedeværelsen af dette hulrum ad andre veje. Hvis det nemlig findes der under naturlige forhold, vil man stadig finde det uforandret på alle de forskellige måder, man søger efter det; men hvis man ved en eller anden dissektionsmåde gør den iagttagelse, at hulrummet ikke findes der, og at de dele, mellem hvilke det skulle ligge, er hæftede sammen uden noget mellemrum, så må man fra det øjeblik af være overbevist om, at det første bevis har bygget på en fejltagelse, og man vil tydeligt kunne se, at den af luftindblæsningen udøvede vold havde bevirket mellemrummets fremkomst.

Hvis man foretager en dissektion af menneskets hjerne på samme måde som V AROLIUS og WILLIS efter at have taget den ud af kraniet, finder man i almindelighed de to corpora mamillaria adskilte i midtlinien af den hvide substans, der ligger foran hypofysen, og som i reglen vil være bristet. Når man foretager den samme dissektion, men lader hjernen blive i kraniet, finder man dem begge to ganske uskadte, og ved en sammenligning mellem de to sektioner er det let at se, at årsagen til den første fejltagelse er at søge i sidedelenes tyngde, som bevirker en bristning af midterdelene.

Efter at man havde udført en pålidelig og nøjagtig bestemmelse af hjernens dele, fundet de begåede fejl og deres årsager og fastslået den rigtige måde at demonstrere disse dele på med benyttelse af alle nødvendige forsigtighedsregler, burde man til slut forsøge at udtrykke, hvad man havde lært, ved hjælp af vellignende og pålidelige figurer; for det ville være bedre slet ingen figurer at have end at have dårlige og ukorrekte. Man bruger billedet, når man ikke har genstanden ved hånden, for derved at genkalde sig den i erindringen. Der er endog nogle mennesker, som aldrig ser disse ting undtagen på billeder; den afsky, de har for blod, hindrer dem i at tilfredsstille deres videbegær ved at betragte genstandene og de virkelige forhold, så at figurerne, hvis de ikke er således, som de bør være, bibringer dem, som bruger dem til at lære anatomi af, forkerte ideer og er til besvær for de andre, som kun bruger dem til at understøtte deres hukommelse.

Af disse grunde er det, at man bør anvende alle mulige midler for at tilvejebringe nøjagtighed i tegningerne, og hertil er en dygtig tegner lige så nødvendig som en dygtig anatom. Der kræves også megen flid og et særligt studium for at tage de rette forholdsregler og se, hvorledes dissektionen bør udføres, og hvordan delene bør ordnes, for at man på tegningen tydeligt kan gengive alt det, der er at se i hjernen. Når man vil tegne dette organ, findes der en ganske særlig vanskelighed, som er ejendommelig for det; for med hensyn til andre organer gælder det, at det er tilstrækkeligt at præparere dem en enkelt gang for at få figurerne af dem færdige. Når hjernen derimod er præpareret, synker den sammen, før tegningen af den er blevet færdig, så at man må tegne efter flere hjerner for at fuldende en figur; og den omstændighed, at dette måske ikke er blevet taget i betragtning, kunne godt være årsagen til, at der i anatomien ikke findes mere ufuldkomne figurer end dem af hjernen.

Jeg har hidtil ikke udtalt mig om brugen af hjernens enkelte dele, ej heller om de såkaldte dyriske funktioner, fordi det er umuligt at forklare de bevægelser, som udføres af en maskine, hvis man ikke kender bygningen af dens enkelte dele. Forstandige mennesker må finde disse selvsikre anatomer meget komiske, som først diskuterer brugen af de dele, hvis struktur de ikke kender, og som derefter begrunder den brug, de tilskriver dem, med at Gud og naturen ikke frembringer noget forgæves. De narrer sig selv ved den anvendelse, de her gør af denne almene sætning, og hvad Gud efter deres forhastede dom har frembragt i en hensigt, viser sig efterfølgende at være frembragt i en anden. Det er bedst at tilstå sin uvidenhed også på dette punkt, være mere forsigtig med at træffe sine afgørelser og ikke letsindigt påtage sig at forklare noget så vanskeligt ved hjælp af løse formodninger.

Hvad jeg hidtil har sagt, er endda kun den mindste del af det, jeg tror, der bør gøres for at få et vist kendskab til hjernen; for dertil ville det være nødvendigt at dissekere og undersøge lige så mange hoveder, som der er forskellige arter af dyr, og fra forskellige udviklingsstadier inden for hver dyreart. På dyrefostre kan man se, hvorledes hjernen dannes; og det, som man ville have været ude af stand til at se i den sunde og uskadte hjerne, vil man få at se i de hjerner, som er undergået forandringer ved en eller anden sygdom.

Hos levende dyr må alle de omstændigheder tages i betragtning, som kan bevirke en forandring af hjernens funktioner, hvad enten de kommer udefra som skadelige væsker, sår og lægemidler, eller årsagerne stammer indvendig fra som sygdomme, af hvilke lægevidenskaben kender et stort antal. Der er endvidere den grund til at arbejde med hjernen på dyr, at vi kan behandle disse, som vi vil. Man foretager trepanation og alle andre kirurgiske operationer på dyr for derved at lære, hvordan man skal foretage dem. Hvorfor da ikke udføre de samme operationer for at se, om hjernen har en eller anden bevægelighed, og om man ikke skulle kunne lære nogle særlige virkninger at kende ved at anbringe visse lægemidler på den hårde hjernehinde, på hjernens substans eller i hjernehulrummene?

Man ville også kunne gøre forskellige forsøg uden at åbne kraniet, såsom at anbringe forskellige lægemidler udvendigt på det, blande andre i fødemidlerne og foretage indsprøjtninger i blodkarrene og deraf lære, hvad der kan bringe forstyrrelse i de dyriske funktioner, og hvad der bedst kan bringe dem i orden igen, når der er bragt forstyrrelse i dem.

Hjernen er forskellig hos de forskellige dyrearter, hvilket er endnu en grund til at undersøge dem alle; fuglenes og fiskenes hjerne er meget forskellig fra menneskets; og selv hos de dyr, hvor den ligner vores mest, har jeg dog ikke set en eneste, hvor jeg ikke har fundet en eller anden iøjnefaldende forskel [6]. Men hvad denne forskel nu end kan bestå af, kaster den altid lys over efterforskningerne, og den er i stand til at lære os det, som er absolut nødvendigt. Der er dyr, hvor nervetrådene er lettere at se end hos mennesket; de dele, som hos mennesket er sammensmeltede eller indbyrdes forbundne, er hos nogle dyr selvstændige og adskilt fra hinanden, mens man hos andre finder substansen mere eller mindre fast, størrelsen ulige og beliggenheden forskellig.

Jeg skal ikke udbrede mig yderligere herom, da jeg er overbevist om, at alle uden vanskelighed vil indrømme, at det er dissektionen af dyr, vi skylder næsten alle det sidste århundredes nye opdagelser, og at der er dele, som man aldrig ville have lagt mærke til i menneskets hjerne, hvis man ikke først havde fundet dem i dyrenes hjerner.

Mine Herrer, hvad vi hidtil har set om det utilstrækkelige i systemerne for hjernen, om fejlene ved den metode, man har fulgt for at dissekere den og lære den at kende, om den uendelighed af undersøgelser, som det vil være nødvendigt at foretage på mennesker og dyr, og om alle de udviklingstrin, som det vil være nødvendigt at undersøge dem på, endvidere om den sparsomme oplysning, som vi finder i vore forgængeres skrifter, og om alle de hensyn, som det er nødvendigt at tage, når man arbejder med så skrøbelige dele - alt det må sikkert rive dem ud af deres misforståelser, som holder sig til, hvad der findes i de Gamle [anatomers] værker. Vi vil til stadighed befinde os i en sørgelig uvidenhed, hvis vi føler os tilfredse med den smule oplysning, de har efterladt os, og hvis ikke de mænd, som er bedst egnede til at anstille undersøgelser, forener deres arbejde, deres dygtighed og deres studier for at opnå nogen kundskab om sandheden, og det bør dog være det store mål for dem, der tænker og studerer med ærlighed og alvor.

Noter

[1] Egl. ekskrementerne; se anmeldelsen i Transactions of the Royal Society fra 20. september 1669, som er gengivet i Efterordet

[2] Tarmlymfen.

[3] Som det fremgår af afsnit IIIA og illustrationerne benægter Stensen ikke eksistensen af hjernens tredje ventrikel; referencen her er til et dissektionsartefakt.

[4] Maar: Her mener Steno ikke tredje, men anden figur. Endvidere må ovenstående reference til corpora mamillaria være til Willis' første figur.

[5] La glande pituitaire, den egentlige betydning er slim- eller snotkirtlen. Sml. engelsk: pituitary gland.

[6] Programerklæring fra studiet af komparativ anatomi. Samme tankesæt er formuleret af August Krogh i artiklen »The progress of Physiology«, Science 1929.

Tavle I. Midtlinielængdesnit af en menneskehjerne. I forhold til det lodrette forløb af hjernestammen in vivo er denne hjernedel rettet skråt bagud hos Stensen, idet hjernens egen vægt har klemt de nedre dele af den ufikserede hjerne bagud opad.

Tavle II. Længdesnit tegnet af Stensen efter Descartes' beskrivelse. Uden ledsagende tekst har dette vrængbillede af en hjerne forvirret snarere end forklaret.

Fig. A. Figur III i Willis' Cerebri Anatome, London 1664, som Steno en henviser til.

Tavle III. Tværsnit gennem midten af menneskehjerne. Tredje ventrikel ses tydeligt som en spalte nedadtil i midten.

Tavle IV. To tværsnit placeret længere bagtil i storhjernen, henholdsvis gennem hjernestammen. Den lille tap er vermis.