Du er her: Hjem >> MedHist >> Biblioteket >> Steno_HjernensAnatomi.php

Niels Steensen

Foredrag om Hjernens Anatomi

Mine Herrer,

I stedet for at love Dem at tilfredsstille Deres videbeg�r med hensyn til hjernens anatomi tilst�r jeg Dem her �rligt og oprigtigt, at jeg intet kender af den. Jeg ville af hele mit hjerte �nske, at jeg var den eneste, der var n�dt til at tale s�dan; for s� ville jeg med tiden kunne drage nytte af andres viden. Det ville v�re en stor lykke for menneskesl�gten, hvis dette organ, som er det finest byggede af alle organerne, og som meget hyppigt angribes af farlige sygdomme, var lige s� godt kendt, som mange filosoffer og anatomer forestiller sig det. Der er s�ledes kun f� af dem, som udtrykker sig med samme �rlighed som SYLVIUS, der aldrig udtaler sig om hjernen uden forbehold, sk�nt han har arbejdet med den mere end nogen anden, jeg kender. Antallet af dem, for hvem intet volder nogen vanskelighed, er uden tvivl langt st�rre. Disse folk, der har alt p� rede h�nd, vil give Dem en beskrivelse af hjernen og beliggenheden af dens enkelte dele med samme sikkerhed, som hvis de selv havde v�ret til stede ved bygningen af denne vidunderlige maskine og havde gennemskuet alle dens store bygmesters planer.

Sk�nt antallet er stort af dem, der p�st�r, at de ved alt, og sk�nt jeg ikke b�r svare for andres mening, er det mig dog umuligt ikke at v�re aldeles overbevist om, at de, som s�ger p�lidelig viden, intet vil finde, der er i stand til at tilfredsstille dem, i alt det, der er skrevet om hjernen. Det er ganske sikkert, at den er vor sj�ls vigtigste organ og det redskab, med hvilket sj�len udf�rer beundringsv�rdige ting: vor sj�l tror, at den i den grad har fattet alt, hvad der er uden for den, at der intet findes i verden, som kan s�tte en gr�nse for dens viden. Men n�r den tr�kker sig tilbage til sin egen bolig, er den end ikke i stand til at beskrive denne og kender knap nok sig selv. Man beh�ver kun at overv�re en dissektion af den store masse af stof, som udg�r hjernen, for at f� grund til at beklage denne uvidenhed. Man ser p� overfladen en m�ngde ting, som v�kker ens beundring; men n�r man tr�nger inden for overfladen, ser man aldeles intet; alt, hvad man kan sige, er, at der i hjernen findes to forskellige substanser, den ene gr� og den anden hvid, at den hvide substans forts�tter over i nerverne, som fordeler sig til hele legemet, og at den gr� substans p� nogle steder d�kker den hvide substans som en bark, p� andre steder skiller de hvide nervetr�de fra hinanden.

Hvis man nu, mine Herrer, sp�rger os, hvad disse substanser best�r af, gennem hvilke nerverne st�r i forbindelse med hinanden i den hvide substans, og hvor langt nervernes ender str�kker sig ind i denne, s� er det netop her, vi b�r erkende vor uvidenhed, hvis vi ikke vil for�ge antallet af dem, som foretr�kker publikums bifald frem for �rlighed. For det at sige, at den hvide substans kun er et ensartet legeme ligesom voks, som der ikke gemmer sig noget kunstf�rdigt i, det ville v�re at have en alt for ringe mening om naturens sk�nneste mesterv�rk. Vi ved med sikkerhed, at overalt i legemet, hvor der er tr�de, har de altid et bestemt indbyrdes forl�b, der er mere eller mindre sammensat efter de forskellige funktioner, de er bestemt til at udf�re. Hvis den hvide substans er tr�det overalt, hvad den i virkeligheden viser sig at v�re p� flere steder, m� De n�dvendigvis give mig ret i, at fordelingen af disse tr�de m� v�re ordnet med stor kunstf�rdighed, siden hele mangfoldigheden af vore indtryk og vore bev�gelser beror derp�. Vi beundrer det kunstf�rdige forl�b af tr�dene i musklerne, hvor meget mere b�r vi da ikke beundre det i hjernen, hvor hver enkelt tr�d udf�rer sin funktion uden forvirring og uden forstyrrelse, sk�nt de er indesluttet i s� lille et rum?

Hjernens ventrikler eller hulrum er ikke mindre ukendte end hjernens substans. De, der lader livs�nderne, Spiritus animales, bo i disse hulrum, tror, at de har lige s� meget ret som de, der angiver, at hjernens hulrum er bestemt til at modtage affaldsstofferne [1]; men begge parter er en del i knibe, n�r de skal bestemme oprindelsen til b�de de n�vnte affaldsstoffer og til Spiritus animales. De kan komme s�vel fra de kar, man ser i disse hulrum, som fra selve hjernens substans; og det er ikke lettere at vise, hvor de bliver af.

Af dem, som anbringer Spiritus animales i hjerneventriklerne, lader nogle dem bev�ge sig fra de forreste ventrikler hen imod de bageste for der at m�de de indtr�ngende nerver, mens andre tror, at nerverne ender i de forreste hulrum. Der er nogle, som holder p�, at hjernens affaldsstoffer findes i disse ventrikler, fordi de ser noget der, som kunne ligne noget s�dant; de samme finder, at der er lige s� st�rk en h�ldning i hjernen til at lede affaldsstofferne ned i rygmarven, som der er til at lede dem ned i den tragt, som kaldes infundibulum; men hvis vi antager, at alle affaldsstoffer g�r ned i tragten, kan man lade dem g� derfra ud i den h�rde hjernehindes, dura mater's, udbugtninger, og der er nogen grund til at tro, at der findes gange, som f�rer dem direkte til �jnene, n�sen og til munden.

Man m�der endnu mindre sikkerhed, hvad ang�r det stof, af hvilket Spiritus animales opst�r. Er det blodet? Skulle det mon v�re en s�rlig substans, der udskilles fra kylus [2] i mesenteriets kirtler? Skulle mon ikke de ser�se v�sker v�re deres kilde? Der er nogle, som sammenligner Spiritus animales med vin �nden; og man kunne komme i tvivl om, hvorvidt deres stof ikke er af samme karakter som lysets stof. Overhovedet er de dissektionsmetoder, vi s�dvanligvis benytter, ikke i stand til at give os oplysninger om nogen af disse tvivlssp�rgsm�l.

Hvis hjernens substans, som jeg lige har sagt, kun er lidet kendt, er den rigtige m�de at dissekere den p� ikke bedre kendt. Jeg taler ikke om den m�de, som best�r i, at man sk�rer hjernen i skiver; det er allerede l�nge siden, at man blev klar over, at den metode ikke giver anatomien s�rlig stor klarhed. Den anden m�de at dissekere p�, som best�r i, at man l�sner hjernevindingerne fra hinanden, er lidt mere kunstf�rdig; men den viser os kun det ydre af det, som vi �nsker at l�re at kende, og selv det g�r den h�jst ufuldst�ndigt.

Den tredje m�de, som til unders�gelsen af hjernevindingerne f�jer en adskillelse af den gr� substans fra den hvide, g�r en smule videre; men den n�r dog ikke l�ngere end til overfladen af marven.

Man benytter forskellige kombinationer af disse tre m�der at dissekere p�, og man ville endog kunne tilf�je forskellige slags l�ngde- og tv�rsnit.

Hvad mig selv ang�r, holder jeg p�, at den rigtige m�de at dissekere p� ville v�re at f�lge nervetr�dene igennem hjernens substans for at se, hvilken vej de g�r, og hvor de ender. Jeg indr�mmer dog, at denne m�de er s� fuld af vanskeligheder, at jeg ikke ved, om man vil kunne h�be nogensinde at n� sit m�l uden ganske s�rlige pr�parationsmetoder. Hjernens substans er s� bl�d og tr�dene s� fine, at man n�ppe vil kunne r�re ved dem uden at rive dem over. Eftersom anatomien endnu ikke er n�et til en s�dan grad af fuldkommenhed, at man kan foretage en rigtig dissektion af hjernen, lad os s� ikke l�ngere smigre os selv; lad os hellere oprigtigt tilst� vor uvidenhed, s� at vi ikke f�rst bedrager os selv og siden andre ved at love dem at demonstrere hjernens sande opbygning.

Det ville v�re alt for kedeligt her at komme ind p� alle de meninger og alle de stridspunkter, der findes om hjernen; litteraturen er kun alt for fuld af dem; jeg skal kun anf�re de vigtigste fejl, som mange anatomer endnu g�r sig skyldige i, fejltagelser, som fuldt ud kan godtg�res anatomisk. De lader sig indordne under f�lgende hovedpunkter. Blandt dem, som p�st�r at kende hjernens anatomi godt, viser nogle os indbyrdes adskilte dele af hjernen, som i virkeligheden kun udg�r en sammenh�ngende substans. Andre vil ved anatomiens hj�lp overbevise os om, at visse af hjernens dele ber�rer hinanden, uden at v�re h�ftede sammen, sk�nt de tydeligt er forbundet indbyrdes med fine tr�de eller med kar. Nogle anatomer giver delene den beliggenhed, som de mener er n�dvendig for det system, de har opfundet, og det uden at tage i betragtning, at naturen har anbragt delene p� en ganske anden m�de. Mellem dem vil De tr�ffe nogle, som vil vise Dem den bl�de hjernehinde, pia mater, hvor den ikke findes, og som ikke kender den h�rde hjernehinde, dura mater, p� nogle steder, hvor den er meget i�jnefaldende. Hvis det er n�dvendigt, vil nogle endda fors�ge at f� Dem til at opfatte hjernens substans som en membran.

Jeg har alt for god en mening om videnskabsm�nd i almindelighed til at tro, at de handler s�ledes i den hensigt at bedrage andre; de principper, de har opstillet for sig selv, og den m�de at dissekere p�, de har tillagt sig, tillader dem ikke at handle anderledes. Alle anatomer ville demonstrere det p� samme m�de, hvis de alle benyttede den samme metode. Der er alts� ingen grund til at undre sig, n�r deres systemer h�nger s� d�rligt sammen.

De Gamle [anatomer] har i den grad v�ret forudindtaget med hensyn til ventriklerne, at de har antaget de forreste ventrikler for forstandens s�de og tildelt de bageste erindringen. Det har de gjort, for at d�mmekraften, n�r den, som de sagde, boede i den midterste ventrikel, lettere kunne bearbejde de ideer, som kom til den fra snart den ene, snart den anden af de to andre ventrikler. Der er her intet andet at g�re end at bede de anatomer, som slutter sig til de Gamle i denne opfattelse, om at give os grunde, som tvinger os til at tro p� dem; for jeg forsikrer Dem om, at der af alle de grunde, som man til dette tidspunkt har anf�rt til st�tte for denne opfattelse, ikke er en eneste grund, som er overbevisende; og n�r nu denne tredje ventrikels sk�nne, hv�lvede hulrum, hvor de Gamle havde anbragt d�mmekraftens s�de og oprejst sj�lens trone, overhovedet ikke findes [3], ser De tydeligt, hvorledes man m� d�mme om resten af deres system.

WILLIS meddeler os et h�jst besynderligt system. Han anbringer forstanden i corpus striatum, fantasien i corpus callosum og hukommelsen i hjernebarken eller den gr� substans, som indeslutter den hvide substans, men det ville f�re alt for vidt, hvis vi skulle unders�ge alle hans hypoteser i detaljer. Han beskriver for os corpus striatum, som om der var to slags striber, nogle, der l�ber opad, og andre, der l�ber nedad. Hvis De skiller den gr� substans fra den hvide, vil De ikke desto mindre se, at alle disse striber kun er af �n og samme natur. De udg�r med andre ord en del af den hvide substans af corpus callosum, som forl�ber hen imod rygmarven og er adskilt i flere lameller ved mellemliggende gr� substans.

Hvilken sikkerhed kan han dog have for, at det er rigtigt at tro, at disse tre mentale processer foreg�r i de tre legemer, som han har tildelt dem? Hvem kan sige os, om nervetr�dene begynder i corpus striatum, eller om de ikke snarere g�r gennem corpus callosum lige til hjernebarken eller til den gr� substans? Corpus callosum kender vi i virkeligheden s� lidt til, at man, n�r man blot har den mindste smule indsigt, kan sige om det alt, hvad man vil.

Hvad DESCARTES ang�r, s� kendte han alt for godt manglerne ved den beskrivelse, vi har af mennesket, til at han ville p�tage sig at forklare dets virkelige bygning. Derfor indlader han sig i sin Trait� de l'Homme [Afhandling om Mennesket] heller ikke p� at g�re det, men forklarer os en maskine, som udf�rer alle de handlinger, menneskene er i stand til at udf�re. Nogle af hans venner udtaler sig lidt anderledes herom end han selv; man ser dog i begyndelsen af hans arbejde, at han opfattede det p� den m�de, og i den betydning kan man med rette sige, at DESCARTES i den n�vnte afhandling har overg�et alle andre filosoffer. Ingen uden han har givet en mekanisk forklaring af alle de menneskelige og s�rlig hjernens funktioner. De andre beskriver selve mennesket for os; DESCARTES taler kun til os om en maskine, som dog viser os det utilstr�kkelige i alt det, de andre l�rer os. Med samme klarhed, med hvilken han viser os delene af den maskine, der udg�r hans Menneske, anviser han os en metode til at studere brugen af de tilsvarende dele af det menneskelige legeme, hvilket ingen har gjort f�r ham. Man b�r derfor ikke regne Descartes det til last, at hans system for hjernen ikke helt og holdent stemmer med erfaringen; hans glimrende begavelse, som den is�r fremtr�der i hans Trait� de l'Homme, opvejer hans hypotesers fejl. Vi ser jo, at meget dygtige anatomer som VESALIUS og de andre ikke har kunnet undg� s�danne fejl.

N�r disse store m�nd, som har tilbragt den bedste del af deres liv med at dissekere, har opn�et tilgivelse for de af dem beg�ede fejl, hvorfor skulle man s� v�re mindre overb�rende over for DESCARTES, som med fortrinligt udbytte har anvendt sin tid p� andre forskninger? Den �refrygt, som jeg tror, at jeg, s�vel som alle andre, skylder �nder af hans rang, ville have forhindret mig i at omtale manglerne ved denne afhandling, og jeg ville have v�ret tilfreds med, ligesom andre, at beundre den som en beskrivelse af en smuk og helt og holdent af ham opfundet maskine, hvis jeg ikke var st�dt p� mange mennesker, der opfatter hans afhandling anderledes og vil lade den g� for en trov�rdig beretning om det allermest skjulte i det menneskelige legeme. Siden disse folk imidlertid ikke b�jer sig for SYLVIUS' s�rdeles klare beviser, sk�nt denne ofte har vist, at DESCARTES' beskrivelse ikke stemmer med dissektionen af de dele, den beskriver, m� jeg, uden her at gennemg� hele hans system, markere nogle steder, hvor jeg er overbevist om, at de kun beh�ver se n�je til for at erkende, at der er stor forskel mellem den maskine, som DESCARTES har udt�nkt, og den, som vi finder ved dissektion af mennesker.

Sp�rgsm�let om koglekirtlen, glandula pinealis, har i den sidste tid v�ret et af de mest omstridte i hjernens anatomi; men f�rend jeg g�r ind p� sagen og besvarer sp�rgsm�let om stedet, hvor den findes, m� jeg f�rst fremstille DESCARTES' opfattelse af denne sag og det med hans egne ord. Her f�lger forskellige citater, i hvilke han taler om koglekirtlen, og disse bekr�ftes yderligere af andre steder i hans arbejde, som man kan finde ved slutningen af denne afhandling.

Kirtlens overflade st�r i et vist forhold til hjernens indre overflade. Q.
Porerne i hjernens huler (hulrum) er beliggende lige over for dem i den lille kirtel. F.
Spiritus animales str�mmer fra alle sider af kirtlen ind i hjernens huler. D.
Kirtlen kan tjene til underst�ttelse for handlingerne derved, at den h�lder snart til den ene side og snart til den anden. L.
De sm� r�r i hulernes v�gge peger altid hen imod kirtlen og kan let dreje sig hen imod de forskellige punkter af denne kirtel. E.

Man kan s�ledes ikke tvivle om, at han har troet, at koglekirtlen l� helt og holdent inde i hjernens hulrum.

Der er ingen grund til at opholde sig ved, at DESCARTES nogle steder siger, at den ligger ved indgangen til hulrummene; for det strider ikke imod, hvad han siger andetsteds, da den med den st�rrelse, den har, efter hans mening kan indtage pladsen hen imod indgangen til hulrummene eller et hvilket som helst andet sted i hulrummene og dog stadig v�re inde i dem, s�ledes som han siger det alle de andre steder.

Lad os nu se, om denne opfattelse er i overensstemmelse med erfaringen.

Det er rigtigt, at basis af kirtlen st�der umiddelbart op til den gang, der forbinder tredje med fjerde ventrikel, som De ser det fremstillet i figuren. Men den bageste del af kirtlen, hvilket vil sige det halve af den, ligger i den grad uden for hulrummene, at det er meget let at overbevise tilskuernes videbeg�r p� dette punkt. Hertil beh�ves ikke andet end at fjerne cerebellum, eller lillehjernen, og en af det bageste par af firh�jene, corpora quadrigemina posteriora, eller, om De vil, dem begge to, uden at r�re ventriklerne; n�r dette nemlig er gjort med beh�ndighed, vil man se den bageste del af kirtlen fuldst�ndig blottet, uden at der kommer nogen passage til syne, gennem hvilken luft eller v�ske kan tr�nge ind i ventriklerne.

For nu at skaffe sig oplysning om beliggenheden af dens indre del og for at vise, at den ikke ligger i sidehulrummene, beh�ver man kun at betragte disse hulrum efter at have �bnet dem, enten man nu benytter SYLVIUS' eller de Gamles metode hertil; for man vil altid finde fast hjernesubstans mellem kirtlen og sidehulrummene. Man kan ogs� vise rigtigheden af dette, uden at gennemsk�re hjernens substans, ved fra kirtlens basis at skille det parti, som indeholder de n�vnte hulrum; for n�r De g�r det, vil De finde kirtlen s� fuldst�ndig uden for disse hulrum, at ikke engang den mindste del af den vender mod dem, da den er forhindret i det af de tilh�ftninger, som forbinder denne del af hjernen med dens basis. De Gamle har erkendt, at den del af hjernen, der almindeligvis kaldes hv�lvingen, eller fornix, ikke st�r i forbindelse med hjernens basis, men at den b�rer den foldede substans, og at den s�ledes derunder danner en tredje ventrikel. Det er rigtigt, at n�r man bl�ser luft kraftigt ind i mundingen af spalten mellem corpora mamillaria, l�fter luften hv�lvingen i vejret og spr�nger de tr�de, som forener den med basis, og lader en meget stor kavitet komme til syne. Heraf kommer det, at man har indbildt sig, at n�r Spiritus animales bringer hulrummene til at udvide sig, h�ver hv�lvingen sig i vejret, og at kirtlens overflade betragter alle sider af hulerne s overflade.

Jeg siger, at man har indbildt sig dette, for sk�nt hv�lvingen h�ver sig i vejret p� den nysn�vnte m�de, er det kun den forreste del af kirtlens overflade, som kan komme til at vende mod sidehulrummene; man kan for �vrigt pr�parere, p� hvilken m�de man vil, man vil dog aldrig kunne g�re det s�ledes, at kirtlens bageste del kommer til at vende ud mod de bageste hulrum. Men hvis De ikke uds�tter hjernen for overlast ved �bningen af kraniet, eller ved med stor kraft at bl�se luft ind mellem dens forskellige dele, eller ved at ud�ve nogen anden vold mod den, vil De slet intet finde i denne tredje ventrikel, hvis midterste parti er meget sn�vert og kun opfyldt af den store vene, som danner sinus rectus, og af de kirtelagtige legemer, der str�kker sig langs denne store vene.

Jeg indr�mmer, at der bag denne spalte og lige under dens bageste �bning findes et hulrum, der fortil og p� siderne er ligesom tapetseret med den del af plexus choroideus, som str�kker sig op mod sinus rectus; og bagtil lukkes den af koglekirtlen, hvis forreste del danner den direkte forts�ttelse af den; og n�r man har fjernet fornix, eller hv�lvingen, ligger dette hulrum helt og holdent under den f�rste og ligner p� en m�de et omvendt horn.

Hvad det ang�r, som DESCARTES siger, at kirtlen kan tjene til underst�ttelse for handlingerne derved, at den snart h�lder til den ene side, snart til den anden, l�rer erfaringen os med sikkerhed, at den er helt ude af stand til dette; for den viser os, at kirtlen er i den grad sluttet inde mellem alle hjernens dele og i den grad h�ftet til disse samme dele p� alle sider, at det ville v�re umuligt at tilf�re den den mindste bev�gelse uden at �ve vold mod den og uden at bryde de b�nd, som holder den fasth�ftet. Med hensyn til dens beliggenhed er det let at vise rigtigheden af det modsatte af det, som DESCARTES l�rer os om den; for den st�r ikke vinkelret p� hjernen, og den er ikke drejet fremefter, som mange af de dygtige anatomer tror; men dens spids vender altid mod cerebellum, eller lillehjernen, og danner med hjernens basis en vinkel, der n�rmer sig en halv ret.

Det er ikke rigtigere, at kirtlen er forbundet med hjernen ved hj�lp af arterier; for omkredsen af kirtlens basis h�fter sig til hjernens substans, eller bedre: kirtlens substans st�r i forbindelse med hjernen, hvilket er det modsatte af, hvad han udtaler i artikel H.

Hypotesen om arterierne, der samles i omegnen af kirtlen og l�ber op mod sinus longitudinalis superior, er af ikke ringe betydning for DESCARTES' system, eftersom separationen af Spiritus animales og deres bev�gelse beror p� den. Hvis De imidlertid tror Deres egne �jne, vil De finde, at det kun er en samling af vener, som kommer fra corpus callosum, fra hjernens indre substans, fra plexus choroideus, fra forskellige steder af hjernens basis og fra kirtlen selv - at det er vener og ikke arterier, og at de f�rer blodet tilbage til hjertet, modsat arterierne, som f�rer blodet fra hjertet til hjernen. Nogle har troet, at DESCARTES ville lade nerverne forts�tte lige til kirtlen; men det har ikke v�ret hans mening.

DESCARTES' venner, som anser hans Menneske for en maskine, vil uden tvivl vise mig den godhed at tro, at jeg her ikke taler imod hans maskine, hvis kunstf�rdighed jeg beundrer; men den praktiske anatomi vil bel�re dem, som p�tager sig at vise, at DESCARTES' Menneske er bygget ligesom andre mennesker, om, at dette forehavende ikke vil kunne lykkes for dem.

Man vil indvende imod mig, at ogs� de tror, at de st�tter sig p� erfaringen og dissektionen. Jeg svarer dertil, at intet er almindeligere end at beg� fejl uden at m�rke det ved dissektion af hjernen, hvad man klart vil se l�ngere henne i denne afhandling.

Det havde v�ret min hensigt at n�vne de andre systemer for hjernen, ved hj�lp af hvilke man har villet forklare de dyriske funktioner og hjernens ser�se v�skers oprindelse og bestanddele; men jeg er siden n�et frem til, at det vil v�re et arbejde, som vil kr�ve mere flid og bedre lejlighed, end min rejseplan tillader mig.

Da dissektionerne og pr�parationerne er udsat for s� mange fejltagelser, og da anatomerne lige til vor tid alt for letsindigt har indladt sig p� at opstille systemer og tilpasse disse bl�de v�v efter dem, er der ingen grund til at undre sig over, at de figurer, man har tegnet derefter, ikke er n�jagtige. Men mangler ved dissektionen er ikke den eneste �rsag til, hvad der savnes i n�jagtighed; uduelighed hos tegneren spiller undertiden ogs� en rolle, selvom den vanskelighed, det er p� tegningen at fremstille visse dele som fremspringende eller g�ende i dybden, og den vanskelighed, det er at f� tegneren til rigtigt at forst�, hvad han is�r skal h�fte sin opm�rksomhed ved, altid tjener denne til undskyldning.

De bedste figurer af hjernen, vi ejer indtil nu, er dem, WILLIS har givet os; der har dog hist og her indsneget sig fejl, som det er vigtigt at bem�rke, og der vil v�re endnu en del at tilf�je for at g�re dem perfekte. I den tredje figur fremstiller han den �verste kirtel, ogs� kaldet glandula pinealis, som en rund kugle [F]; hvis den var uden spids, som hans figur viser den, ville man ikke kunne sige, at dens spids peger fremad snarere end bagud. De ser i den figur heller ikke noget af den del af hjernens substans, der ligger foran kirtlens basis, og som str�kker sig fra den ene side af hjernen til den anden, og efter figuren m� De antage, at der slet intet var foran den. Bag ved kirtlen ses der et mellemrum mellem det bageste par af firh�jene, corpora quadrigemina posteriora [HH], som genfindes p� hjernens basis, og dette mellemrum ser helt anderledes ud, n�r man betragter det i virkeligheden. Den tynde udbredning af hjernens hvide substans, som forts�tter i lillehjernens midterparti, og som p� dette sted er meget tyk, findes ikke p� figuren og heller ikke det virkelige udspring af nervi trochleares, som udg�r fra n�vnte udbredning.

Han lader ogs� corpora mamillaria fremtr�de adskilte og det, selvom de s�dvanligvis h�nger sammen. Undersiden af hv�lvingen synes p� hans figur overalt at best� af en og samme substans, sk�nt den dog frembyder en meget sammensat og pyntelig flot struktur. Corpus striatum viser sig faktisk at v�re i besiddelse af striber, n�r man sk�rer det igennem p� tv�rs; men de er meget forskellige fra, hvad WILLIS' ottende figur viser os. Man ville if�lge den vente at se disse hvide striber forts�tte over i den forreste del af det samme corpus striatum, men i virkeligheden best�r den forreste del af dette legeme af gr� substans, som str�kker sig mellem de hvide striber og derved bevirker, at den hverken synes at v�re knyttet til eller forenet med noget andet legeme, n�r man foretager dissektionen p� denne m�de.

I den tredje figur [4] ligner infundibulum, eller tragten, ikke de naturlige forhold det mindste. Nerverne, som tjener til �jnenes bev�gelser, fremstilles som lige, i stedet for at de burde v�re snoede. De ser ikke d�r det virkelige udspring af de tr�de, som udg�r fra hjernens basis og danner disse nerver. Hjernestammen, pons Varolii, kunne have v�ret bedre og tydeligere gengivet. Crura anteriora fornicis, som man ser i den syvende og ottende figur, er heller ikke adskilte, som disse figurer fremstiller dem; men de ber�rer hinanden opadtil, hvor de danner en spids vinkel.

Linien m�rket G.G.G. i den syvende figur fremtr�der som en ubrudt linie, sk�nt det, som er fremstillet mellem crura fornicis, ingen forbindelse har med enderne.

I den samme figur h�nger koglekirtlen fast til hjernens substans med to strenge.

Jeg vil slet ikke tale om VESALIUS', CASSERIUS' og andres figurer; for n�r de sidste og de mest n�jagtige figurer er s� fjernt fra fuldkommenhed, som tilf�ldet er, er det let at forestille sig, hvor ufuldkomne de andre m� v�re.

Jeg har kun set tre figurer af VAROLIUS, og de udtrykker meget d�rligt de bedste bem�rkninger om hjernen, som nogen nogensinde har gjort. Jeg ved ikke, om figurerne i f�rste udgave, som er den fra Padua fra �r 1573, er bedre end dem, jeg har set, som er fra Frankfurt 1591, og som ogs� findes i BAUHINUS' anatomi. Mellem BARTHOLINS figurer er der tre, som fremstiller dissektioner, der er foretaget efter den metode at dissekere hjernen p�, som SYLVIUS har givet os, og i hvilke forfatteren selv g�r l�seren opm�rksom p� nogle fejl. Men uden at opholde mig ved forskellige andre fejl, som i almindelighed findes i disse figurer, vil jeg blot sige, at der overhovedet n�ppe eksisterer figurer, i hvilke man finder den virkelige beliggenhed af kirtlen eller den virkelige kanal til tredje ventrikel. Vi har heller ikke nogen figur, som tydeligt viser os plexus choroideus, ej heller forgreningen af de vener, der findes i sidehulrummene, fordelingen af arterierne, sammenl�bet af de mange vener, der danner sinus rectus, eller de kirtelagtige legemer, som findes der i ret stor m�ngde.

De har nu, mine Herrer, set, p� hvilken m�de dissektion af hjernen hidtil er foretaget, hvor sparsom oplysning man har f�et ud af det, og hvor lidet trov�rdigt et indtryk figurerne giver af de dele, som de skulle fremstille. De kan deraf selv d�mme om, hvilken tiltro man b�r have til de forklaringer, der hviler p� s� ringe et grundlag. Der er endvidere sket det, at de, som har p�taget sig at give disse forklaringer, jeg ved ikke ved hvilket indfald, som genfindes hos st�rsteparten af dem, der har skrevet om videnskabelige sp�rgsm�l, har benyttet meget uklare betegnelser, metaforer og s� lidet passende sammenligninger, at de er n�sten lige s� besv�rlige for dem, der forst�r sig p� sp�rgsm�let, som for dem, der �nsker at s�tte sig ind i det. Desuden er st�rstedelen af disse betegnelser s� platte og uv�rdige for den �dleste materielle del af mennesket, at jeg er i lige grad forbavset over ford�rvelsen af den persons karakter, som f�rst har anvendt dem, og over t�lmodigheden hos alle de andre, der s� l�nge til stadighed har benyttet dem. Hvilken n�dvendighed er der for at benytte ord som nates, testes, anus, vulva og penis, n�r de i hjernens anatomi st�r i s� l�s en tilknytning til de dele, som de betegner? I virkeligheden ligner de s� lidt, at det, som en skribent kalder for nates, kalder en anden for testes, osv.

Den tredje ventrikel er en flertydig betegnelse: [1] De Gamle forstod derved et hulrum beliggende under fornix, eller hv�lvingen, som de troede var adskilt fra hjernens basis, og de har fremstillet den tredje ventrikel som anbragt p� tre f�dder, der skulle b�re hovedmassen af hjernen.

[2] SYLVIUS forst�r ved tredje ventrikel en kanal, som er beliggende i substansen over hjernens basis mellem infundibulum og den gang, som l�ber under firh�jene hen imod den fjerde ventrikel. [3] Der er nogle, som ved dissektion skiller corpora mamillaria fra hinanden og ved tredje ventrikel forst�r hele det rum, som findes mellem disse to legemer, og som de har frembragt ved at skille dem fra hinanden. Tredje ventrikel bliver p� den m�de snart den spalte, som findes opadtil, snart kanalen nedadtil. Andre vil have, at den skal v�re det rum mellem kanalen og spalten, som skyldes den bristning mellem corpora mamillaria, som jeg lige har beskrevet.

Her har vi alts� tre meget forskellige tredje ventrikler, af hvilke det kun er den anden, som virkelig findes i den naturlige tilstand; for den f�rste og tredje skyldes udelukkende pr�parationen.

[4] Man kunne hertil f�je en fjerde betydning, hvis man ville tage den lille spalte, som findes under fornix, for en gang fra de to forreste ventrikler til fjerde ventrikel. Men den er yderst lille og i den grad opfyldt af plexus choroideus' kar og kirtelagtige legemer, at jeg n�rer en st�rk tvivl om, at der gennem den er forbindelse mellem de forreste og de bageste ventrikler, eftersom den ventrikel, som SYLVIUS kalder den tredje, er stor nok dertil. Beliggenheden af denne Sylvius' kanal er ogs� i den grad egnet til dette brug, at hvis man vil have, at noget skal kunne passere fra sideventriklerne til fjerde ventrikel, s� kan intet n� denne, f�rend infundibulum og denne kanal f�rst er fyldt med det.

Vi regner med, at der er to kirtler i hjernen, sk�nt vi hverken ved, om den ene eller den anden har noget andet til f�lles med kirtler end formen alene, som endda, n�r man unders�ger den n�je, ikke vil findes at stemme ganske overens med kirtlernes form.

Den �verste kirtel, eller glandula pinealis, ligner ikke hos alle dyr, ja ikke engang hos mennesket, en fyrrekogle.

Den nederste kirtel [hypofysen] kalder man glandula pituitaria [5], sk�nt man ikke har den mindste vished for, om den har nogen virkning p� slimen.

Plexus choroideus udg�res af et net af kar. Imidlertid ser De med lethed forskel p� vener og arterier, og De kan med samme lethed f�lge fordelingen af dem hver for sig. Betegnelsen hv�lving f�r en til at t�nke p� et hv�lvet hulrum, som dog p� ingen m�de findes der, n�r man leder efter det, som man b�r. Hjernebj�lken, corpus callosum, betegner efter almindelig sprogbrug den hvide substans i hjernen, som man ser, n�r man skiller dens to sidedele fra hinanden; men forholdet er i virkeligheden det, at denne del fuldst�ndig ligner resten af hjernens hvide substans, og der synes s�ledes ikke at v�re nogen grund til at give en enkelt del af denne substans et s�rligt navn.

Der er kun to m�der, vi kan l�re en maskine at kende p�. Den ene best�r i, at mesteren, som har bygget den, viser os dens konstruktion. Den anden best�r i at skille maskinen ad lige til dens mindste dele og unders�ge dem alle hver for sig og i sammenh�ng.

Disse er de rigtige m�der, p� hvilke man kan l�re en maskines konstruktion at kende. Ikke desto mindre har de fleste troet, at de kom til et bedre resultat ved at g�tte sig til den, og at det ikke var let at finde ud af den ved at unders�ge den p� n�rt hold ved hj�lp af sanserne. De har n�jedes med at iagttage maskinens bev�gelser, og p� disse iagttagelser alene har de bygget systemer, som de har udgivet for sandheder, n�r de har troet, at de derved kunne forklare alle de virkninger, som var n�et til deres kundskab. De har ikke taget i betragtning, at en og samme ting kan forklares p� forskellige m�der, og at det kun er vore sanser, som kan garantere os, at den opfattelse, vi har dannet os, stemmer overens med naturen. Men n�r nu hjernen er en maskine, er det ikke rigtigt af os at h�be, at vi kan finde ud af dens konstruktion p� andre m�der end dem, som man benytter for at finde ud af konstruktionen af andre maskiner. Der er alts� ikke andet at g�re, end hvad man ville g�re ved enhver anden maskine, jeg mener: stykke for stykke skille alle dens dele fra hinanden og unders�ge, hvad de kan g�re hver for sig og i sammenh�ng. Og om denne unders�gelse g�lder det, at man med rette kan sige, at tallet er meget lille p� dem, som har vist, at de var besj�lede af en sand videnskabelig iver. Kemien har gennem alle tider haft privatm�nd og fyrster, som har ladet bygge laboratorier for den; men kun f� har ofret anatomien en tilsvarende interesse. Skylden ligger dog ikke hos fyrsterne; flere af dem har n�ret interesse for en s� v�rdifuld viden og har ladet bygge pr�gtige anatomiteatre til dissektionerne, som de endda undertiden har h�dret med deres tilstedev�relse. Men de anatomer, som foretager dissektionerne, har altid villet g�lde for at v�re udl�rte i denne videnskab; ikke en af dem har villet tilst�, hvor meget der endnu stod tilbage at l�re af den, og for at skjule deres uvidenhed har de n�jedes med at foretage demonstrationer af det, som de Gamle har skrevet om.

Anatomerne ville have grund til at beklage sig over mig, hvis jeg ikke her forklarede mig n�jere for at vise, at den fejl, som jeg synes at anklage dem for, n�r jeg siger, at de ikke l�gger tilstr�kkelig v�gt p� anatomiske unders�gelser, ikke er deres fejl alene.

De, som giver sig af med s�danne unders�gelser, er i almindelighed l�ger eller kirurger; de er begge n�dt til at tilse deres syge, og n�r de er blevet kendte og har opn�et anseelse, kan de ikke l�ngere afse den n�dvendige tid til unders�gelserne. Men de burde ikke p�tage sig at helbrede et legeme, hvis bygning de ikke forst�r, eller sagt med andre ord: de burde ikke tr�kke en maskine op, hvis fjedre de ikke kender.

De andre, som ikke tilser syge, og som ikke har anden besk�ftigelse end at undervise i anatomi ved de medicinske skoler, f�ler sig ikke mere forpligtede til at foretage unders�gelser end l�gerne og kirurgerne. For sigtet med deres gerning er at l�re dem, der vil praktisere som l�ger eller kirurger, den beskrivelse af det menneskelige legeme, som de Gamle har overleveret os; og n�r de har demonstreret tydeligt, hvad der st�r i de Gamles skrifter, og de studerende har forst�et det, tror begge parter, at de har gjort deres pligt. Man har afstukket gr�nserne for disse to professioner s� d�rligt, at det virkelige kendskab til det menneskelige legemes maskine, det kendskab, som er det mest n�dvendige, tilsides�ttes som henh�rende hverken under anatomens, under l�gens eller kirurgens omr�de.

Den omhu, som kr�ves for at lave unders�gelser, der kan bringe os sandheden, kr�ver sin mand fuldt og helt. Selv den, som docerer anatomi, er ikke egnet dertil; han er n�dt til at foretage offentlige demonstrationer, som forhindrer ham i at hellige sig opgaven, dels af de grunde, som jeg allerede har omtalt, dels af andre, som jeg nu skal n�vne for Dem.

1. En n�jagtig unders�gelse af et organ fordrer s� megen tid og en s�dan koncentration, at man m� opgive ethvert andet arbejde og enhver anden tanke for at kunne hellige sig denne. Det praktiske arbejde tillader hverken l�gerne eller kirurgerne noget s�dant, s� lidt som de anatomiske demonstrationer tillader det for dem, der underviser i anatomi. Der beh�ves undertiden hele �r for at opdage noget, som derefter kan demonstreres for andre i l�bet af en time. Jeg tvivler ikke om, at PECQUET har ofret megen tid, f�rend det lykkedes ham at f�lge tarmlymfen fra tarmkr�set lige til vena subclavia; og man ville m�ske ikke tro mig, hvis jeg fortalte, hvilket besv�r jeg har haft, f�rend jeg kunne vise den virkelige indmunding af denne Pecquets kanal, som BILSIUS havde givet os en tegning af, mens der nu kun beh�ves en halv til en hel time for at pr�parere og demonstrere dem begge to p� en gang.

2. Om end anatomerne �bner tusind lig i de medicinske skoler, er det et rent tilf�lde, hvis de opdager noget i dem. De er n�dt til at demonstrere de enkelte dele efter de Gamles forskrifter, og netop til det m� de endda benytte en bestemt metode. Efterforskninger tillader derimod ikke anvendelse af en bestemt metode, men m� anstilles fors�gsvis ved hj�lp af alle mulige fremgangsm�der.

Man m� oversk�re alle de andre ting for at demonstrere denne ene, der forlanges af dem; lige omvendt kr�ver efterforskningerne, at man ikke oversk�rer den mindste del uden at have unders�gt den i forvejen. Hvis man fulgte denne fremgangsm�de i de medicinske skoler, ville tilskuerne anse den, der dissekerede, for komplet uvidende. De ville have grund til at beklage sig over den tid, han lod dem spilde, fordi han efter at have s�gt l�nge ofte ikke ville finde det, som han havde p�taget sig at vise dem. De ser heraf tydeligt, at de, som hidtil har doceret anatomi, ikke har v�ret n�dt til at foretage unders�gelser, og at de ikke engang ville have kunnet g�re det med held, s� at det ikke er deres fejl, at anatomien ikke har gjort st�rre fremskridt i s� mange hundrede �r.

Denne videnskab i almindelighed er alts� blevet dyrket med meget lille udbytte, og efterforskningerne af hjernen i s�rdeleshed har v�ret endnu mindre heldige, da de ikke er blevet anstillet med al den forn�dne omhu p� grund af de vanskeligheder, der er knyttet til dissektionen af dette organ. Lad os nu se p�, hvad vanskelighederne best�r i, og om nogle af dem, som har fors�gt sig, har grebet sagen an, som den fortjener.

BILSIUS har kastet sig over anatomien uden at studere, hvad de Gamle har skrevet om den; men jeg tvivler ikke p�, at han ville v�re n�et l�ngere i viden, end han er n�et, hvis han f�rst havde set, hvad godt de Gamle havde udrettet, og derefter havde anvendt sin tid og sin ih�rdighed til at foretage nye unders�gelser. Man m� indr�mme, at der findes s� v�rdifulde iagttagelser optegnede i vore forg�ngeres skrifter, at vi ville have v�ret i stor fare for ikke at kende til de p�g�ldende forhold, hvis de ikke havde henledt vor opm�rksomhed p� dem. Det er tilmed undertiden h�ndt, at de har fortalt os sandheder, som vore samtidige ikke har erkendt, fordi de ikke har unders�gt med tilstr�kkelig omhu. Det er i �vrigt rigtigt, at b�de hvad de Gamle og hvad de Moderne [anatomer] har l�rt os ang�ende hjernen, er s� fuldt af modsigelser, at lige s� mange anatomiske beskrivelser, der findes af dette organ, lige s� mange anledninger til tvivlsm�l og stridigheder udg�r de. Men det forhindrer ikke, at man kan drage stor nytte af deres arbejde, ja endda h�ste store fordele af deres fejltagelser. Jeg taler kun om de forfattere, som har arbejdet selv. Hvad nemlig de forfattere ang�r, som blot har arbejdet p� grundlag af andres arbejder, kan man vel l�se dem som adspredelse, og det er ikke altid unyttigt at g�re det. Men de ville have indlagt sig langt st�rre fortjeneste, og deres studier ville have v�ret til meget mere hj�lp for dem, som arbejder, hvis de havde givet en n�jagtig fremstilling af det, som anatomerne har skrevet om hjernen, eller hvis de efter analysens love udf�rligt havde gennemg�et alle de m�der, p� hvilke de dyriske funktioner kan forklares mekanisk, eller hvis de endelig havde s�rget for at forfatte en virkelig n�jagtig fortegnelse over alle de teorier herfor, som de er st�dt p�, blandt hvilke det ville have v�ret n�dvendigt at skelne omhyggeligt mellem dem, der bygger p� kendsgerninger og erfaringer, og de andre, som kun er r�sonnementer. Men der har hidtil ikke v�ret nogen, som har grebet sagen an p� denne m�de; og det er grunden til, at man ikke skal opholde sig synderligt ved andre end dem, som har arbejdet selv.

Det, man f�rst og fremmest b�r l�gge v�gt p�, er organernes beskrivelse, og her er det n�dvendigt at fastsl�, hvad der er sandt og sikkert, for at kunne skelne det fra de teorier, som enten er urigtige eller tvivlsomme. Det er ikke engang nok at kunne skaffe sig selv klarhed derover; demonstrationerne m� v�re s� tydelige, at de tvinger alle andre til at v�re enige om dem; i modsat fald vil antallet af stridigheder tiltage i stedet for at aftage. Enhver anatom, der har givet sig af med at dissekere hjernen, kan demonstrere alt, hvad han siger om den, fordi dens substans er s� bl�d og er ham i den grad lydig, at hans h�nder, uden at han t�nker over det, former delene efter den forestilling, som han i forvejen har om dem; og tilskueren, der ofte ser to indbyrdes modstridende demonstrationer udf�rt p� den samme del af hjernen, f�ler sig i stor forlegenhed, da han ikke ved, hvilken han skal anse for rigtig, og han ender undertiden med at ben�gte rigtigheden af dem begge to for at slippe ud af kniben. For at forebygge denne ubehagelighed er det derfor, som jeg allerede har sagt, absolut n�dvendigt ved dissektionerne at s�ge at n� en sikkerhed, som virker overbevisende. J eg tilst�r gerne, at det er vanskeligt; men j eg ved ogs�, at det ikke er helt umuligt. Mine Herrer, af det, jeg lige har sagt, m� De ikke tro, at jeg mener, at der slet ikke er noget i anatomien, der er fastsl�et, og at alle de, som giver sig af med den, ustraffet former de enkelte dele efter forgodtbefindende, uden at man kan overbevise dem derom. De vil i virkeligheden kunne v�re i tvivl om, hvorvidt de dele, som man viser Dem adskilte, ikke i forvejen har h�ngt sammen; men det ville v�re umuligt at vise Dem delene indbyrdes sammenh�ngende, hvis de ikke havde v�ret det i naturlig tilstand. For at slippe helt for denne tvivl og for at blive fuldst�ndig fri for, at de dele, som man viser Dem, ikke f�r har h�ngt sammen, beh�ver man kun at unders�ge delene i den tilstand, som de findes i under naturlige forhold, uden at ud�ve den mindste vold mod dem, men lade dem, man vil overbevise, g�re alt, hvad de form�r, for at vise, at de h�nger sammen. Man kan n� den samme sikkerhed i andre tilf�lde, is�r n�r det drejer sig om delenes beliggenhed, forudsat at man ikke r�rer ved noget uden i forvejen at have unders�gt det, og at man hele tiden n�vner ved navn, hvad man r�rer ved. Derfor er det ikke alene n�dvendigt at have sin opm�rksomhed henvendt p� den del, man er besk�ftiget med; men det er ogs� n�dvendigt at tage alt det i betragtning, som man har gjort, f�r man n�ede til den p�g�ldende del, da det kan have fremkaldt en forandring i selve denne del.

Ved h�ndteringen af de ydre dele fremkalder man s�ledes ofte forandring i de indre, uden at man bem�rker det; og n�r man s� f�r �je p� de indre dele, tror man, at de i naturlig tilstand er s�dan, som man ser dem; og man husker ikke p�, at man selv i h�j grad har forandret deres beliggenhed og deres tilh�ftning til de andre dele. Jeg vil som et eksempel herp� n�vne Dem det ber�mteste anatomiske sp�rgsm�l fra dette �rhundrede. De, som n�gter, at koglekirtlen st�r i forbindelse med hjernens substans, og at hv�lvingen h�nger sammen med hjernens basis, ville ikke tale om dette som en kendsgerning med en s�dan overbevisning, hvis de ikke troede, at dette sp�rgsm�l allerede var afklaret ved unders�gelser, der var foretaget med al den forn�dne opm�rksomhed. De m� ved deres unders�gelser n�dvendigvis ikke have taget de forandringer i betragtning, som indtr�der, n�r man ved fjernelsen af de ydre dele s�nderriver tilh�ftningerne mellem kraniet og den h�rde hjernehinde. N�r jeg har l�ftet den �verste del af kraniet af, har jeg set, at den midterste del af den h�rde hjernehinde endnu var fasth�ftet til det, selv n�r jeg havde �bnet det tilstr�kkeligt, til at jeg kunne indf�re tre fingre mellem kraniets to adskilte dele. Hvorledes skulle man p� den m�de kunne l�fte den h�rde hjernehinde op, uden at de indre dele, som h�fter sig til den, kom til at lide ved denne overlast? Koglekirtlen er fasth�ftet til sinus rectus, som st�r i forbindelse med sinus falcis, s� at man ikke ville kunne l�fte dura mater nok s� lidt i vejret p� dette sted uden at ud�ve vold mod koglekirtlen. Denne samme sinus falcis optager alle de vener, som l�ber mellem hjernens hv�lving og basis og holder disse to dele knyttet sammen. Der er en ret st�rk forbindelse mellem hjernens �verste del og den h�rde hjernehinde ved hj�lp af strenge; og n�r man l�fter den h�rde hjernehinde, f�lger den �verste del af hjernens substans, som er fasth�ftet til den, samtidig med, og ved at sinus rectus bliver trukket i vejret, brister den forbindelse, som findes mellem hv�lvingen og basis. Jeg har mange gange ladet mig narre heraf i begyndelsen, og jeg kunne ikke forst�, hvorfor disse tilh�ftninger ikke altid var at finde.

Men da jeg senere hos heste, f�r og katte, hvor den del af den h�rde hjernehinde, som skiller lillehjernen fra storhjernen, er forbenet, lagde m�rke til, at jeg s�nderrev mange indvendige dele, n�r jeg borttog dette benparti, begyndte jeg at erkende �rsagen til denne fejltagelse, og jeg begreb, at det var af ikke ringe betydning at �bne kraniet p� rette m�de. Man l�gger hos mennesket altid et cirkul�rt snit omkring kraniet for derefter at fjerne det �verste segment. Men hvis man lagde endnu et snit i dette segment vinkelret p� det f�rste, ville man lettere kunne fjerne det uden at �ve megen vold mod hjernen. For det m� indr�mmes, at mejsel, sav og t�nger aldrig lader sig anvende uden vold og uden tryk eller rysten. Man kunne f� lavet en lille, ganske cirkelrund sav, som ikke ville for�rsage nogen st�rk rysten, is�r hvis man lod den dreje omkring en akse, der var indrettet p� en bestemt m�de og anbragt mellem to spidse stifter. En s�dan sav ville ogs� kunne bruges til forskellige andre form�l, som man kunne have med hensyn til �bningen af kraniet; men hvis man havde en eller anden v�ske, der kunne opl�se knoglerne i l�bet af kort tid eller g�re dem bl�de, ville man ikke kunne �nske sig noget mere bekvemt, og det ville v�re den bedste af alle m�der til at �bne kraniet.

Det er ikke tilstr�kkeligt hele tiden at have sin opm�rksomhed vakt, man m� ogs� foretage s�danne variationer af dissektionsmetoderne, at hver is�r kommer til at udg�re et nyt bevis for rigtigheden af ens fremgangsm�de og er i stand til i lige grad at gl�de en selv og overbevise andre.

Dette m� forekomme meget besynderligt for dem, som tror, at der er vedtagne love, efter hvilke man b�r foretage dissektionen af hver enkelt del, og som h�vder, at de anatomiske forskrifter, som de Gamle har givet, b�r overholdes fuldst�ndig, uden at der hverken er noget at forandre ved dem eller tilf�je til dem. Jeg skal gerne indr�mme, at de Gamle kunne have givet os ubrydelige regler for dissektion af alle de enkelte dele, hvis deres kendskab til dem havde v�ret fuldst�ndigt; men da deres viden om delene har v�ret lige s� sparsom som i vort �rhundrede og i specielle sp�rgsm�l endnu mindre end vores, har de v�ret lige s� uegnede, som vi er det, til at foreskrive en almengyldig fremgangsm�de for dissektion, da den ikke vil kunne blive uforanderlig og almindeligt vedtaget, f�rend man har gjort flere opdagelser.

Man m� dog, vil man indvende mod mig, benytte en eller anden metode til dissektion af de forskellige dele, s� vidt som vores kendskab til dem p� dette punkt str�kker sig. Herom kan vi let blive enige; og det er godt at benytte de Gamles metode i mangel af en bedre, men ikke fordi den er fuldendt. Hvad der is�r har fastholdt mange anatomer i deres fejltagelser og har forhindret dem i at n� l�ngere end de Gamle i deres dissektioner, er, at de har troet, at alt allerede var blevet s� godt unders�gt, at der ikke var mere tilbage at unders�ge for nutidens forskere; og da de har anset de gamle regler for dissektion for ubrydelige love, har de hele deres liv ikke gjort andet end at demonstrere de samme dele ved hj�lp af en og samme metode, i stedet for at dissektionen ikke b�r underordne sig nogen regel, men hver gang udf�res p� en ny m�de. Og heraf drager anatomien den fordel, at selvom man ikke altid opdager noget nyt, l�rer man i det mindste, om man har taget fejl i det, som man tidligere har set, navnlig n�r det drejer sig om noget, som er omstridt; for man b�r da indr�mme tilskuerne retten til at foreskrive lovene for dissektionen.

Sandt er det, at denne m�de at dissekere p� ikke er noget paradenummer, og at man ikke kan spille l�rd, samtidig med at man tilst�r sin egen uvidenhed. J eg for mit vedkommende foretr�kker nu at indr�mme min uvidenhed frem for med myndighed at frems�tte meninger, hvis urigtighed kort tid efter vil blive demonstreret af andre. Vi har set store anatomer, som har beg�et denne fejl, og vi har set andre, som bilder sig ind, at man vil stole mere p� deres st�dighed end p� sine egne �jne. Jeg overlader denne selvgodhed til dem, som kan tilfredsstilles af den; og jeg fors�ger at f�lge de af filosofiens love, som l�rer os at s�ge sandheden ved at rejse tvivl om dens sikkerhed og ikke sl� sig til t�ls med den, f�rend man har f�et bekr�ftelse p� den ved en tydelig demonstration. J eg kan ikke skaffe Dem et mere h�ndfast vidnesbyrd om n�dvendigheden af at foretage forandringer af dissektionerne end de to f�lgende.

Det er en ganske fastsl�et kendsgerning, at n�r man har bl�st ind i mundingen af den spalte, som findes under hv�lvingen, finder man hv�lvingen adskilt fra basis og et ret betydeligt hulrum mellem dem, s�dan som man ogs� ser det, n�r man �bner kraniet med vold, som jeg har n�vnt ovenfor. Dette er i den grad tydeligt, at b�de de, som foretager denne operation, og de, som er til stede ved den, tror, at intet kan v�re mere sikkert. Hvis man nu begynder at tvivle derom, er der slet intet andet middel til at befri sig for denne tvivl end at fors�ge at vise tilstedev�relsen af dette hulrum ad andre veje. Hvis det nemlig findes der under naturlige forhold, vil man stadig finde det uforandret p� alle de forskellige m�der, man s�ger efter det; men hvis man ved en eller anden dissektionsm�de g�r den iagttagelse, at hulrummet ikke findes der, og at de dele, mellem hvilke det skulle ligge, er h�ftede sammen uden noget mellemrum, s� m� man fra det �jeblik af v�re overbevist om, at det f�rste bevis har bygget p� en fejltagelse, og man vil tydeligt kunne se, at den af luftindbl�sningen ud�vede vold havde bevirket mellemrummets fremkomst.

Hvis man foretager en dissektion af menneskets hjerne p� samme m�de som V AROLIUS og WILLIS efter at have taget den ud af kraniet, finder man i almindelighed de to corpora mamillaria adskilte i midtlinien af den hvide substans, der ligger foran hypofysen, og som i reglen vil v�re bristet. N�r man foretager den samme dissektion, men lader hjernen blive i kraniet, finder man dem begge to ganske uskadte, og ved en sammenligning mellem de to sektioner er det let at se, at �rsagen til den f�rste fejltagelse er at s�ge i sidedelenes tyngde, som bevirker en bristning af midterdelene.

Efter at man havde udf�rt en p�lidelig og n�jagtig bestemmelse af hjernens dele, fundet de beg�ede fejl og deres �rsager og fastsl�et den rigtige m�de at demonstrere disse dele p� med benyttelse af alle n�dvendige forsigtighedsregler, burde man til slut fors�ge at udtrykke, hvad man havde l�rt, ved hj�lp af vellignende og p�lidelige figurer; for det ville v�re bedre slet ingen figurer at have end at have d�rlige og ukorrekte. Man bruger billedet, n�r man ikke har genstanden ved h�nden, for derved at genkalde sig den i erindringen. Der er endog nogle mennesker, som aldrig ser disse ting undtagen p� billeder; den afsky, de har for blod, hindrer dem i at tilfredsstille deres videbeg�r ved at betragte genstandene og de virkelige forhold, s� at figurerne, hvis de ikke er s�ledes, som de b�r v�re, bibringer dem, som bruger dem til at l�re anatomi af, forkerte ideer og er til besv�r for de andre, som kun bruger dem til at underst�tte deres hukommelse.

Af disse grunde er det, at man b�r anvende alle mulige midler for at tilvejebringe n�jagtighed i tegningerne, og hertil er en dygtig tegner lige s� n�dvendig som en dygtig anatom. Der kr�ves ogs� megen flid og et s�rligt studium for at tage de rette forholdsregler og se, hvorledes dissektionen b�r udf�res, og hvordan delene b�r ordnes, for at man p� tegningen tydeligt kan gengive alt det, der er at se i hjernen. N�r man vil tegne dette organ, findes der en ganske s�rlig vanskelighed, som er ejendommelig for det; for med hensyn til andre organer g�lder det, at det er tilstr�kkeligt at pr�parere dem en enkelt gang for at f� figurerne af dem f�rdige. N�r hjernen derimod er pr�pareret, synker den sammen, f�r tegningen af den er blevet f�rdig, s� at man m� tegne efter flere hjerner for at fuldende en figur; og den omst�ndighed, at dette m�ske ikke er blevet taget i betragtning, kunne godt v�re �rsagen til, at der i anatomien ikke findes mere ufuldkomne figurer end dem af hjernen.

Jeg har hidtil ikke udtalt mig om brugen af hjernens enkelte dele, ej heller om de s�kaldte dyriske funktioner, fordi det er umuligt at forklare de bev�gelser, som udf�res af en maskine, hvis man ikke kender bygningen af dens enkelte dele. Forstandige mennesker m� finde disse selvsikre anatomer meget komiske, som f�rst diskuterer brugen af de dele, hvis struktur de ikke kender, og som derefter begrunder den brug, de tilskriver dem, med at Gud og naturen ikke frembringer noget forg�ves. De narrer sig selv ved den anvendelse, de her g�r af denne almene s�tning, og hvad Gud efter deres forhastede dom har frembragt i en hensigt, viser sig efterf�lgende at v�re frembragt i en anden. Det er bedst at tilst� sin uvidenhed ogs� p� dette punkt, v�re mere forsigtig med at tr�ffe sine afg�relser og ikke letsindigt p�tage sig at forklare noget s� vanskeligt ved hj�lp af l�se formodninger.

Hvad jeg hidtil har sagt, er endda kun den mindste del af det, jeg tror, der b�r g�res for at f� et vist kendskab til hjernen; for dertil ville det v�re n�dvendigt at dissekere og unders�ge lige s� mange hoveder, som der er forskellige arter af dyr, og fra forskellige udviklingsstadier inden for hver dyreart. P� dyrefostre kan man se, hvorledes hjernen dannes; og det, som man ville have v�ret ude af stand til at se i den sunde og uskadte hjerne, vil man f� at se i de hjerner, som er underg�et forandringer ved en eller anden sygdom.

Hos levende dyr m� alle de omst�ndigheder tages i betragtning, som kan bevirke en forandring af hjernens funktioner, hvad enten de kommer udefra som skadelige v�sker, s�r og l�gemidler, eller �rsagerne stammer indvendig fra som sygdomme, af hvilke l�gevidenskaben kender et stort antal. Der er endvidere den grund til at arbejde med hjernen p� dyr, at vi kan behandle disse, som vi vil. Man foretager trepanation og alle andre kirurgiske operationer p� dyr for derved at l�re, hvordan man skal foretage dem. Hvorfor da ikke udf�re de samme operationer for at se, om hjernen har en eller anden bev�gelighed, og om man ikke skulle kunne l�re nogle s�rlige virkninger at kende ved at anbringe visse l�gemidler p� den h�rde hjernehinde, p� hjernens substans eller i hjernehulrummene?

Man ville ogs� kunne g�re forskellige fors�g uden at �bne kraniet, s�som at anbringe forskellige l�gemidler udvendigt p� det, blande andre i f�demidlerne og foretage indspr�jtninger i blodkarrene og deraf l�re, hvad der kan bringe forstyrrelse i de dyriske funktioner, og hvad der bedst kan bringe dem i orden igen, n�r der er bragt forstyrrelse i dem.

Hjernen er forskellig hos de forskellige dyrearter, hvilket er endnu en grund til at unders�ge dem alle; fuglenes og fiskenes hjerne er meget forskellig fra menneskets; og selv hos de dyr, hvor den ligner vores mest, har jeg dog ikke set en eneste, hvor jeg ikke har fundet en eller anden i�jnefaldende forskel [6]. Men hvad denne forskel nu end kan best� af, kaster den altid lys over efterforskningerne, og den er i stand til at l�re os det, som er absolut n�dvendigt. Der er dyr, hvor nervetr�dene er lettere at se end hos mennesket; de dele, som hos mennesket er sammensmeltede eller indbyrdes forbundne, er hos nogle dyr selvst�ndige og adskilt fra hinanden, mens man hos andre finder substansen mere eller mindre fast, st�rrelsen ulige og beliggenheden forskellig.

Jeg skal ikke udbrede mig yderligere herom, da jeg er overbevist om, at alle uden vanskelighed vil indr�mme, at det er dissektionen af dyr, vi skylder n�sten alle det sidste �rhundredes nye opdagelser, og at der er dele, som man aldrig ville have lagt m�rke til i menneskets hjerne, hvis man ikke f�rst havde fundet dem i dyrenes hjerner.

Mine Herrer, hvad vi hidtil har set om det utilstr�kkelige i systemerne for hjernen, om fejlene ved den metode, man har fulgt for at dissekere den og l�re den at kende, om den uendelighed af unders�gelser, som det vil v�re n�dvendigt at foretage p� mennesker og dyr, og om alle de udviklingstrin, som det vil v�re n�dvendigt at unders�ge dem p�, endvidere om den sparsomme oplysning, som vi finder i vore forg�ngeres skrifter, og om alle de hensyn, som det er n�dvendigt at tage, n�r man arbejder med s� skr�belige dele - alt det m� sikkert rive dem ud af deres misforst�elser, som holder sig til, hvad der findes i de Gamle [anatomers] v�rker. Vi vil til stadighed befinde os i en s�rgelig uvidenhed, hvis vi f�ler os tilfredse med den smule oplysning, de har efterladt os, og hvis ikke de m�nd, som er bedst egnede til at anstille unders�gelser, forener deres arbejde, deres dygtighed og deres studier for at opn� nogen kundskab om sandheden, og det b�r dog v�re det store m�l for dem, der t�nker og studerer med �rlighed og alvor.

Noter

[1] Egl. ekskrementerne; se anmeldelsen i Transactions of the Royal Society fra 20. september 1669, som er gengivet i Efterordet

[2] Tarmlymfen.

[3] Som det fremg�r af afsnit IIIA og illustrationerne ben�gter Stensen ikke eksistensen af hjernens tredje ventrikel; referencen her er til et dissektionsartefakt.

[4] Maar: Her mener Steno ikke tredje, men anden figur. Endvidere m� ovenst�ende reference til corpora mamillaria v�re til Willis' f�rste figur.

[5] La glande pituitaire, den egentlige betydning er slim- eller snotkirtlen. Sml. engelsk: pituitary gland.

[6] Programerkl�ring fra studiet af komparativ anatomi. Samme tankes�t er formuleret af August Krogh i artiklen �The progress of Physiology�, Science 1929.

Tavle I. Midtliniel�ngdesnit af en menneskehjerne. I forhold til det lodrette forl�b af hjernestammen in vivo er denne hjernedel rettet skr�t bagud hos Stensen, idet hjernens egen v�gt har klemt de nedre dele af den ufikserede hjerne bagud opad.

Tavle II. L�ngdesnit tegnet af Stensen efter Descartes' beskrivelse. Uden ledsagende tekst har dette vr�ngbillede af en hjerne forvirret snarere end forklaret.

Fig. A. Figur III i Willis' Cerebri Anatome, London 1664, som Steno en henviser til.

Tavle III. Tv�rsnit gennem midten af menneskehjerne. Tredje ventrikel ses tydeligt som en spalte nedadtil i midten.

Tavle IV. To tv�rsnit placeret l�ngere bagtil i storhjernen, henholdsvis gennem hjernestammen. Den lille tap er vermis.