Hukommelse

Kort definition

"Hukommelse er betegnelsen for evnen til at erindre eller bruge viden, oplevelser og færdigheder, som man har tilegnet sig på et tidligere tidspunkt" (Hansen 1998: 143)

Hukommelsens vigtighed

Uden vores hukommelse var vi mennesker intet. Det lyder måske lidt voldsomt, men forekommer mig ikke desto mindre at være et uomgængeligt faktum. Uden vores hukommelse ville vi ikke have en fornemmelse af os selv som et individ med en livshistorie, vi ville ikke vide hvad vi selv hed, vi ville ikke have en fornemmelse af at have en fortid, vi ville ikke have et videnslager, som vi kunne trække på når vi skulle handle i nutiden (der ville f.eks. ikke være advarselslamper der blinkede, hvis vi fik lyst til at gå en tur på motorvejen eller kaste os ud fra fjerde sal), vi ville ikke kunne opfatte musik som andet end løsrevne tonefragmenter - vi ville simpelthen ikke kunne sætte dem sammen til en melodi, fordi vi uden vores hukommelse ikke ville have en fornemmelse af forløb, og sidst, men ikke mindst, ville vi ikke have noget sprog, da sprog bygger på vaner, der knytter det betegnede med det betegnende. Hukommelsen er mao. altafgørende for at vi kan fungere som individer.

Fortid og fremtid

Som det fremgår af ovenstående opremsning, er hukommelsen nok noget med at huske på ting som er sket, men disse fortidige begivenheder huskes primært med det formål at have nogle handlingsmodeller for fremtiden. Således er det for eksempel vigtigt at kunne huske ens forældres mange formaninger om ikke at gå over gaden uden at se sig for, og måske har man sågar været nær ved at blive kørt ned en gang. Under alle omstændigheder har ens erindringer på dette område den helt elementære funktion at undgå, at man begår dumheder når gader skal krydses. Fortiden - og erindringen om den - har altså til formål at skabe paradigmatiske hand­lingsmønstre, som er brugbare i nutiden og i fremtiden.

Hukommelsesprocessen

Enhver hukommelsesproces kan analytisk opdeles i tre faser:

• Indkodning i hukommelsen: Man skal have mødt den pågældende information, og på dette tidspunkt skal der være foregået en indkodningsproces.
• Lagring i hukommelsen: Informationen skal i perioden siden da være blevet bevaret.
• Genfinding i hukommelsen: Informationen skal kunne identificeres blandt de mange andre informationer, man har lagret, som netop den information, man søger efter.

Hukommelsesforskningen

Fænomenet hukommelse har altid haft menneskets interesse: alle­rede de gamle grækere beskæftigede sig med det, hvilket f.eks. kan ses af Platons dialog Faidros, hvor det bl.a. "diskuteres" hvorvidt skriften er en hjælp for hukommelsen eller ej. Implicit er hukommelsen også til debat i diskussionen mellem Platon og Aristoteles om hvor viden eller ideer) er lokaliset: Har mennesket medfødte begreber eller ideer, som vi kan tænke og diskutere os frem til, eller er viden noget i verden, som vi kan sanse os frem til (cf. Klausen 1998: 14) - en debat som også er central i Universaliestriden.

Indenfor den moderne psykologiske forskning har man to forskellige tilgange til hukommelsen, som kan betegnes som henholdsvis den klassiske tilgang og den økologiske tilgang.

Den klassiske tilgang

Da psykologien kort før år 1900 blev en selvstændig videnskab søgte man at løsrive sig fra filosofien gennem udforskning af det psykiske med kontrollerede eksperimenter efter naturvidenskabeligt fo­billede. Hukommelsen var noget af det første man kastede sig over. Allerede i 1880'erne udførte Hermann Ebbinghaus (1850-1909) den første egentlige serie hukommelses-eksperimenter.

Ebbinghaus' eksperiment var ganske simpelt. Han brugte sig selv som forsøgsperson, og han konstruerede en række lister med menings­løse stavelser, som han brugte som forsøgsmateriale. Han øvede sig så på en liste med stavelser indtil han kunne den udenad. Efter et bestemt tidsrum tog han så listen frem igen og tog tid på hvor lang tid det tog at genindlære den, og dette tidsrum tog han som mål for hvor meget han havde glemt i mellemtiden. Ved systematisk at variere tidsrummet mellem første indlæringsforsøg og genindlæringsforsøget - altså lagringstiden - blev han i stand til at opstille den såkaldte glemselskurve. Det karakteristiske ved kurven er, at man glemmer mest umiddelbart efter indlæringen, derefter aftager glemselsraten.

Ebbinghaus' glemselskurve

Ebbinghaus er en typisk repræsentant for den klassiske tilgang til hukom­melsesforskningen. En tilgang, hvis mål det er at finde generelle lovmæssigheder og opstille modeller på et højt abstraktionsniveau. Typisk vil man gennem kontrollerede forsøg søge at variere en enkelt faktor systematisk, mens alle andre faktorer søges holdt under kontrol. Således valgte Ebbinghaus for eksempel at bruge helt meningsløse stavelser i sit eksperiment for ikke at forstyrre eksperimentet ved at bruge rigtige ord, som han kunne støde på i hverdagen og derved få dem repeteret.

Den økologiske tilgang

Startskuddet til den økologiske hukommelsesforskning angives ofte til en tale, afholdt af den af James J Gibson inspirerede psykolog Ulric Neisser (f. 1928), hvori han provokerende hævder at de forløbne 100 års hukommelsesforskning kunne opsummeres således: "hvis x er et interessant eller socialt væsentligt aspekt af hukommelsen, så er x sandsynligvis aldrig blevet undersøgt af hukommelsesforskningen." (se Hansen 1998: 149, n. 1, m. henvisninger).

Den økologiske hukommelsesforskning er inspireret af etologien (dvs. den videnskab, der studerer dyr i deres naturlige omgivelser - deres "økologi"). Den begyndte at vinde frem i 1970'erne, og dens mål er at forstå hvordan hukommelsen fungerer i komplekse situationer i dagligdagen, og altså ikke i små lukkede "laboratorier." Metoderne er natura­listisk prægede - giv eks. (se fx. Hansen 1998: 147) - og der er således tale om undersøgelser af en type, hvor forskerne ikke har kontrol over ret mange af de faktorer der spiller ind, og resultaterne drejer sig derfor oftere om bestemte typer af situationer end om abstrakte hukommelsesmekanismer. En stor del af den økologiske tilgangs forskning retter sig direkte mod anvendelse i konkrete, praktiske sammenhænge, så som hvor troværdige vidner er, og hvilke typer af spørgsmål, som politiet bør anvende, for at få disse vidners hukommelse på gled.

Diskussionerne mellem de to lejre indenfor hukommelsesforsknin­en var hidsig i 70' erne og 80'erne, men i dag er den gængse opfattelse, at de to tilgange supplerer hinanden - de udforsker det samme fænomen, men ser på det fra to forskellige vinkler.

Forskellige hukommelseslagre

Om rum-metaforikken

I dette afsnit vil jeg redegøre for et af den klassiske tilgangs væsentligste bidrag, nemlig lager-teorierne. Man fristes til at bruge en rum-metaforik, forstået således, at der i hjernen er forskellige rum (lagre), hvor infor­mation lagres efter "emne" og efter måde hvorpå, man ønsker at få dem opbevaret på. Denne metaforik er dog farlig, idet man ikke kan påvise at hjernen på denne måde er rumopdelt. Hjernen er mere kompleks end som så, og de enkelte processer kombinerer mange forskellige dele af hjernen (se f.eks. Holgersen 1998, specielt s. 47: "Hvor foregår tænkning og erkendelse?")

Flerlager-teorien

Richard Atkinson og Richard Schiffrin lancerede i 1968 en teori om at hukommelsen arbejdede med to forskellige lagre, nemlig korttidshukommelsen (KTH) og langtidshukommelsen (LTH), som fungerer efter forskellige principper. Man kan kalde Atkinsion og Schiffrins teori for den klassiske flerlagerteori.

Tag følgende helt almindelige dagligdags situation: Man slår et num­mer op i telefonbogen (indkodning), man lægger så typisk tele­fon­bogen fra sig og griber efter telefonen (lagring), og taster så nummeret ind (genfinding). Normalt glemmer man straks herefter det pågældende nummer. Dette er et klassisk eksempel på hvorledes KTH fungerer: Informationen lagres i KTH, hvor den er umiddelbar tilgængelig, men den går tabt efter nogle sekunder, fordi lagerkapaciteten er yderst begrænset.

I modsætning hertil er lagerkapaciteten i LTH tilsyneladende ubegrænset og informationerne her lader sig principielt set opbevare så lang tid det skal være. Til gengæld er den ikke umiddelbart tilgængelig, men skal "kaldes frem" for at kunne bruges.

Mens LTH således kan anskues som et stort lager, der indeholder al den viden, som vi besidder, men som vi ikke i øjeblikket er os bevidst om, så er KTH et lille lager, der kun rummer den viden (de informationer), som vi er os bevidste om på et givet tidspunkt. KTH svarer nogenlunde til det vi i daglig tale kalder for opmærksomheden, mens LTH er det vi i daglig tale kalder for hukommelsen.

Sanselagrene

Det blev dog hurtigt klart, at den klassiske models to lagre var utilstrækkelige til at beskrive hvad der egentlig foregår, når vi husker noget. Informationerne skal nemlig passere (mindst) et lager mere i løbet af processen, nemlig sanselageret. Man antager, at informationer først passerer igennem nogle sansespecifikke lagre, hvor de befinder sig i en brøkdel af et sekund. Af disse informationer sendes nogle videre til KTH, hvor de kan befinde sig op til et par minutter, og endelig udvælges enkelte af informationerne i KTH til tidsubestemt opbevaring i LTH.

Citat

"Den sensoriske hukommelse er den korteste og mest flygtige. I op til et halvt sekund kan den fastholde indtryk fra sanserne, så hjernen kan nå at bearbejde dem. Denne ultrakorte hukommelse er på spil, når vi synes, at et billede bliver siddende på nethinden. Og når en cigaret, der bevæges i mørke, ser ud som om den trækker et rødt spor efter sig" (Flemming Christensen og Niels Thorsen: "Den løgnagtige hukommelse" art. i Politiken, d.1. jan. 1998).

Ikon- og ekko-lageret

Eksempler på ikonlageret er at finde i ovenstående citet: Billeder der i op til et halvt sekund opbevares inden de bortkastes. Noget tilsvarende kan regi­streres med lyde vi hører - også de kan gemmes i ganske kort tid inden de forsvinder. Et eksempel herpå kan være, at en person taler til én mens man sidder fordybet i en bog. I første omgang konstaterer man at man ikke hørte hvad personen sagde og spørger derfor "hva'?" men i det samme registrer man, at man rent faktisk alligevel hørte hvad der blev sagt - informationen har været opbevaret i ekko-lageret. Findes der en tilsvarende mekanisme når det drejer sig om taktil stimulation?
(Se også Hansen 1998: 151 f. om ikon-lageret og ekko-lageret.)

Sanselagrenes funktion

"Hvad skal vi med sanselagrene? Hypotesen er at de bidrager til at løs det problem, at vi hvert brøkdel af et sekund står overfor en uendelig mængde potentiel information. Vi har ikke mulighed for at gøre det hele til genstand for vores opmærksomhed. Men paradokset er, at vi ikke kan vide, om en sansning indeholder nyttig information, før sansningen er registreret. Teorien antager altså, at alle sansninger registreres i sanselagrene, men forsvinder igen i løbet af brøkdele af sekunder - medmindre de ydes opmærksomhed. Hvis de gør det indkodes de i KTH" (Hansen 1998: 152).

Vores sanser giver os altså løbende en enorm mængde informationer (synsindtryk, lyde, lugte, taktile impulser, osv.), og det er derfor nødvendigt at få sorteret i alle disse informationer - hvilke er af betyd­ning for os - hvilke kræver vor opmærksomhed og indkodes derfor i KTH?

Korttidshukommelsen

Det er lidt paradoksalt, at KTH har det navn den har, da det der er mest kendetegnende for den ikke er at informationerne kun er præsente i kort tid, men at der kun er plads til få informationer. Lagerkapaciteten er altså begrænset, og når ny information kommer til må anden information derfor kastes bort. I 1956 påpegede George Miller i en berømt art "Det magiske tal 7±2" at der er mellem 5 og 9 pladser i KTH, og en "plads" vil her sige en betydningsbærende enhed. Et enkelt tal eller et bogstav vil således optage én plads, og bogstavsrækken FBICIAFDB vil således optage ni pladser i KTH, hvilket er det absolut maksimale der er plads til. I den sammenhæng må det understreges at gennemsnitsmennesket vil have syv pladser i KTH, men at der er individuelle forskelle, således, at nogle mennesker kun har fem pladser i KTH, mens andre har ni. Man taler i den sammenhæng om hukommelses­spænd­vidde, som lader sig teste ved at man undersøger hvor mange til­fæl­dige cifre en person kan gengive umiddelbart efter at have hørt dem.

Chunking

Man kan dog øge kapaciteten i KTH, vis man på en eller anden måde kan få stykket informationerne sammen til mindre enheder. F.eks. vil man kunne samle ovenstående bogstavsrække til tre enheder, hvis man indser, at der er tale om tre kendte forkortelser, nemlig FBI, CIA og FDB. Denne sammenslutning af enkle elementer til mere sammensatte kalder Miller for chunking, hvilket lader sig oversætte som "sammenklumpning," og dette er et vigtigt middel til at komme ud over KTHs begrænsede lagerkapacitet.

Stress, nervøsitet, etc.

En persons hukommelsesspændvidde er ikke stabil, men kan ændre sig alt efter omstændighederne. Således vil en del af pladserne i KTH hos en person, der er nervøs over at skulle til eksamen, være optaget af unyttige informationer a la "hvor er jeg dog nervøs" og han eller hun vil derfor have en mindre opmærksomhedskapacitet overfor det faglige stof end normalt.

Lagring af information i LTH

Den oprindelige (klassiske) lager-teori antog, at det var én enkelt mekanisme, der sikrede at relevant information blev overført fra KTH til LTH til længerevarende lagring, nemlig reherasal, som kan oversættes som "øvelse" eller "gentagelse". Man skal altså gentage tingene der ønsker lagret for sig selv (f.eks. telefonnumre), og gentages informationerne tilstrækkeligt mange gange bliver de lagret i LTH. Jo flere gange informationerne gentages, jo bedre sikres lagringen.

Interferens

Trods grundig rehearsal, og deraf følgende indkodning i LTH, kan der dog være informationer, som kun vanskeligt (eller slet ikke) lader sig fremdrage igen. Man taler i denne sammenhæng om interferens, hvilket vil sige, at man formoder, at andre lagrede informationer blander sig, så man - under genfindingsprocessen - ikke kan skelne mellem det man søger at finde og noget der ligner.

Figur

Følgende figur viser de tre lagre og de mekanismer der ifølge den oprindelige flerlager-teori er ansvarlig for tab eller bevaring af information (efter Hansen 1998: 154):

Glemselsmekanismer iflg. flerlagerteorien

Information i sanselagrene henfalder lynhurtigt, og kun det der får opmærksomhed, går videre til korttidshukommelsen. Pga. begrænset kapacitet i korttidshukommelsen går information tabt herfra efterhånden som ny kommer til; men repetition kan kopiere den til langtidshukommelsen. I langtidshukommelsen kan der opstå interferens, dvs. at anden information, der ligner, kan gøre det umuligt at skelne eller finde den information, man søger efter.

Kritik af den klassiske model

Den oprindelige flerlager-teori blev fra flere sider mødt med kritik, først og fremmest fordi man mente, at den var for simpel. Nogle af de hyppigste kritikpunkter er følgende:

• Teorien fokuserer mest på et forløb udefra (sanserne) og ind (først til KTH, dernæst evt. til LTH), men forløbet er hverken så enkelt eller så ensrettet.

• Teorien tager ikke højde for, at LTH fungerer forskelligt for forskellige typer af information.

• Teorien opererer kun med nogle få processer som afgørende for, om information huskes eller glemmes, men der er flere faktorer på spil.

Arbejdshukommelse

Begrebet arbejdshukommelse blev lanceret af Alan Baddeley og Graham Hitch i 1974, som erstatning for betegnelsen KTH, idet KTH ikke kun modtager informationer udefra (dvs. fra sanserne)men også indefra (dvs. fra LTH). Derfor betegnelsen arbejdshukommelse - for at understrege, at KTH ikke blot er en transitstation, som informationerne passerer igennem og hvor de sorteres og enten glemmes og lagres i LTH. Nej, der er tale om en "arbejdsplads", hvor man kombinere de udefrakommen­e informationer med den viden, man allerede besidder, og som er op­lagret i LTH. Det ude- og det indefrakommende kombineres i arbejdshukommelsen til noget meningsfuldt: Processerne løber begge veje!

Citat

"Man kan sammenligne arbejdshukommelsen med et arbejdsbord. På reolerne har vi et helt livs oplevelser gemt bort i mapper og stakke [= LTH], men på selve bordet har vi det, vi arbejder med lige nu" (Flemming Christensen og Niels Thorsen: "Den løgnagtige hukommelse" art. i Politiken, d.1. jan. 1998).

OBS

For nemheds skyld vil jeg dog stadig anvende forkortelsen KTH i det følgende, men forkortelsen refererer fra nu af til arbejdshukommelsen.

KTHs funktion

Arbejdshukommelsens funktion er altså primært følgende:

• Udvælge fra sanselagrene, hvilken information der er værd at give opmærksomhed, så den kommer videre til KTH.
• Danne meningsbærende enheder i KTH (ved at kombinere med viden fra LTH).
• Udvælge hvilket materiale i KTH, der er videre bearbejdning og LTH-lagring værd.

Langtidshukommelsen

LTH lader sig opdele i forskellige lagre og funktioner. Nemlig i eksplicit og implicit hukommelse og den eksplicitte hukommelse lader sig yderligere opdele i episodisk og semantisk hukommelse.

Eksplicit og implicit

Denne distinktion angår på den ene side den vidensmængde, som en person har bevidst adgang til og kan udtrykke i ord, og den viden (f.eks. motoriske færdigheder og sprogkundskaber), som kommer til udtryk i personens handlinger, men som vedkommende ikke kan forklare med ord. Nedenstående figur viser hvori forskellene består fra Hansen 1998: 157; bemærk, at der findes flere forskellige betegnelser for disse to typer af hukommelse):

Eksplicit og implicit hukommelse

Det skal bemærkes at de fleste - hvis ikke alle - kognitive funktioner bygger på en kombination af eksplicit og implicit hukommelse. Hos normalt virkende mennesker samvirker de almindeligvis, uden at vi lægger mærke til det, men hos syge mennesker kan det konstateres at der er tale om to adskilte lagre (f.eks. i forb. m. Parkinsons syge eller Korsakoffs syndrom; se Hansen 1998: 157 f.)

Episodisk og semantisk

Den eksplicitte hukommelse lader sig yderligere opdele i en episodisk del, som består af vores erindringer om personlige oplevelsr, og en semantisk del, der består af vores viden om facts, sprog og begreber - altså noget vi har fået fortalt.

Denne sondring mellem episodisk og semantisk hukommelse blev lanceret af Endel Tulving (f. 1927) i bogen Elements of Episodic Memory fra 1972. Tulving mente at der var tale om adskilte fysiologiske systemer i hjernen, men han beskrev primært distinktionen ud fra funktioner. Der er dog også mange i dag, der har overtaget hans distinktion på det funktionelle plan uden at have tilsluttet sig hans opfattelse af at der er tale om to adskilte centre i hjernen. Tulving var selv af den klassiske skole, men hans teorier har inspireret økologerne, idet hans påpegning af, at det ikke nødvendigvis er de samme processer der udspiller sig for alle typer af materiale stemmer godt overens med økologernes ideer om, at det gør en forskel, hvad det er vi husker noget om.

Hvordan vi husker

Ledetråde

Man mener at vi genkalder det lagrede vha. det der på engelsk kaldes for cues, og som man til tider - lidt misvisende - kan ses ovbersat som "stikord", idet der i teatermæssig sammenhæng er en helt entydig sammenhæng mellem stikordet og den replik som (gerne) skulle følge efter. Med hukommelsen er det mere kompliceret, idet det samme cue kan give flere forskellige resultater og tilsvarende kan det man leder efter aktiveres af flere forskellige cues. Derfor er betegnelsen "ledetråde" mere på sin plads, idet ordet er hentet fra detektivernes opklaringsarbejde, og på der er paralleller mellem detektivarbejdet og gen­finding af viden i LTH: jo flere ledetråde des bedre (se følgende figur):

Ledetråde

En ledetråd aktiverer lignende information i langtidshukommelsen (A). Hvis flere ledetråde peger mod samme information, aktiveres denne stærkere (B)

"Informationer, der indkodes i arbejdshukommelsen, kan levere ledetråde til de informationer i LTH, som de har en meningsfuld sammenhæng med. Det vil sige, at når man får at vide om et objekt, at det har fjer og lægger æg, så aktiveres netværket af meninger, som er lagret i begrebet fugl." (Hansen 1998: 161)

Relevant litteratur

AAgaard, Knud C. (1998): Lyset fra Lykeion. Om psykologiens klassikere. København: Dansk psykologisk Forlag.

Bøgeskov, Jens, et al. (1997): Hjernen - fra neuron til bevidsthed. Århus: Nucleus; pp. 106-115.

Gade, Anders (1997): Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. København: Frydenlynd; pp. 209-248.

Hansen, Tia (1998): "Hukommelse." I: Tia Hansen, Sven-Erik Holgersen & Tove Klausen: Kognitionspsykologi - en introduktion. København: Unge Pædagoger; pp. 144-184.

Holgersen, Sven-Erik (1998): "Hjernen og de kognitive processer." I. Tia Hansen, Sven-Erik Holgersen & Tove Klausen: Kognitionspsykologi - en introduktion. København: Unge Pædagoger; pp. 43-79.

Loftus, Elizabeth (1986): Hukommelsen. Hvorfor vi glemmer og hvordan vi husker. Overs. af P.H. Westh (am. 1.udg. 1980). København: Hernov.

Klausen, Tove (1998): "Træk af kognitionspsykologiens historie." I: Tia Hansen, Sven-Erik Holgersen & Tove Klausen: Kognitionspsykologi - en introduktion. København: Unge Pædagoger; pp. 13-41.

Rubin, David C. (1995): Memory in Oral Traditions: The Cognitive Psychology of Epic, Ballads, and Counting-out Rhymes. New York & Oxford: Oxford University Press.