Kollektiv hukommelse

Den mundtlige digtnings funktion

Mundtlig digtning skal først og fremmest underholde. Hvis den ikke gør det, vil publikum hurtigt miste interessen, og sangeren vil stå alene tilbage. Der er dog ikke i forbindelse med de homeriske digte tale om plat underholdning, for som det fremgår af historien om Odysseus' møde med Sirenerne, så er det nøjagtige beretninger om fortidens hændelser, der giver den største grad af nydelse. Ligesom en Femios eller en Demodokos synger også Sirenerne om den trojanske krig:

Os er tilfulde bekjendt, hvad Ondt Achaier og Troer
Hist efter Gudernes Raad og Styrelse fristed i Troia;
Alt vi veed, hvad der skeer paa den alternærende Jordkreds.

Men deres sang er magisk, for man bliver så fortryllet af deres sang, at man vil sejle mod deres ø, hvor man vil lide skibbrud og dø.

I det følgende vil jeg først forsøge at gå i dybden med hvilken funktion, kendskab til fortiden havde i den homeriske verden. Derefter vil jeg undersøge, hvorledes de forskellige vidensområder manifestere sig i Iliaden og Odysseen. Så vil jeg vise, hvorledes musepåkaldelserne har medvirket til at gøre sangerens udsagn troværdige, og endelig vil jeg i forlængelse af denne diskussion om den episke digtnings funktion søge at forklare, hvorfor det er så vanskeligt at nå til enighed om, hvornår de homeriske digte er blevet nedskrevet.

Kollektiv hukommelse

Det er muligt at tale om to forskellige typer af hukommelse: en privat eller individuel og en kollektiv eller social. Med privat hukommelse menes de mange erindringer, som vi ikke deler med andre men vælger at gemme for os selv. Den kollektive hukommelse er i modsætning hertil knyttet til en eller anden form for social gruppering, og de ting, som er lagret i den kollektive hukommelse, er forhold, som er nødvendige for at få fællesskabet til at fungere - det være sig i en familie, på en arbejdsplads, indenfor et politisk parti etc. Den kollektive hukommelse konstitueres naturligvis på grundlag af enkeltpersoners erindringer, men det er erindringer, som gøres fælles i og med, at man deler dem med andre - først og fremmest ved at tale om dem - og de erindringer, man deler med andre, er dem, som man føler er relevante og betydningsfulde for andre; det vil sige, at det er konteksten, der er bestemmende for, hvad der gøres offentligt, og hvad der forbliver privat.

Den del af den kollektive hukommelse, som er interessant i vores sammenhæng, er den, som eksplicit refererer til fortidige begivenheder og erfaringer (hvad enten disse er virkelige eller imaginære), for den genkaldte historiske erfaring og de delte billeder fra den historiske fortid er særligt vigtige for at konstituere og sammenknytte en social gruppe. Minna Skafte Jensen beskriver ganske rammende den store betydning, den historiske beretning har i orale samfund, idet den fastlægger og bevarer gruppens (folkets) identitet:

Det er nemlig vigtigt at kende folkets historie, hvilke egne det har gennemvandret, hvilke andre folk det har kæmpet med, fordi det er begrundelsen for de venskaber og fjendskaber folket har nu, for territorialkrav o.lign. Eller det har en mindre håndgribelig betydning: traditionen om folkets historie er altid belærende; hvad forfædrene og formødrene foretog sig er eksempler til efterfølgelse eller afskrækkelse for deres nulevende efterkommere: Religiøse traditioner videregiver fortidens erfaringer om hvordan guderne vil dyrkes, skabelsesberetninger og andre myter forklarer verdens sammenhæng og giver folket dets plads i tid og rum.

Nutiden forklares ud fra fortidige dispositioner, og ved at tale om fortiden når man til enighed om en for alle acceptabel udlægning; som det formuleres af Fentress og Wickham:

[...] social groups construct their own images of the world by establishing an agreed version of the past, and [...] these versions are established by communication, not by private remembrance.

For at de informationer, som er lagrede i den kollektive hukommelse, skal kunne virke identitetsskabende, behøver de ikke nødvendigvis at være sande. Det, der er væsentligt, er derimod, at gruppens egne medlemmer opfatter dem som værende sande. Sandhed i vores moderne videnskabelige betydning spiller ingen rolle i et oprindeligt og skriftløst samfund. Den kollektive hukommelse er derimod ofte selektiv, forvrænget og upræcis, men det er ikke så vigtigt. Det, som tæller, er folks tillid til det overleverede - en tillid som får det konkrete udtryk, at folk handler derefter.

Man må dog samtidig være opmærksom på, at den viden, som er lagret i den kollektive hukommelse, kan, hvis det er nødvendigt, være uhyre eksakt, såfremt der er et behov for at huske tingene nøjagtigt. Jan de Vries gengiver for eksempel følgende historie fra Polynesien: i 1788 dukkede en flåde fra Carolinerne op i Guam - hovedbyen i Marianerne - efter en sejltur på 5-600 km. De ombordværende fortalte, at deres forfædre ofte var sejlet til Guam for at handle, men at denne praksis var ophørt, da hvide mennesker var ankommet til Marianerne og havde hærget dem. Marianerne blev opdaget i 1521, og spanierne tog dem i besiddelse i 1565, og forbindelsen mellem Marianerne og Carolinerne havde således været afbrudt i 223 år. Adspurgt om hvorledes de havde fundet vej på deres sejlads, svarede folkene fra Carolinerne, at der i deres gamle sange var beskrivelser, der var specifikke nok til, at de kunne finde frem til Guam. Der må have været tale om en meget nøjagtig overlevering, for ellers ville det ikke have været muligt at sejle flere hundrede kilometer over Stillehavet og uden videre finde en ø på ca. 30 km².

Pragmatikeren C.S. Peirce har følgende at sige om fortidens og hukommelsens funktion:

Pragmaticism consists in holding that the purport of any concept is its conceived bearing upon our conduct. How, then does the Past bear upon conduct? The answer is selfevident: whenever we set out to do anything, we "go upon," we base our conduct on facts already known, and for these we can only draw upon our memory. It is true that we may institute a new investigation for the purpose; but its discoveries will only become applicable to conduct after they have been made and reduced to a memorial maxim. In short, the Past is the storehouse of all our knowledge.

Hukommelsens primære funktion er at skabe vaner, som først og fremmest er nødvendige, for at det enkelte menneske overhovedet kan orientere sig og handle i verden (f.eks. sanseintegration og sprogtilegnelse), men også for at fællesskabet kan fungere. Den kollektive hukommelse fungerer ligesom den individuelle ved, at der oplagres og bevares erindringer om ting og begivenheder, men i den kollektive hukommelse vil der, i modsætning til i den individuelle hukommelse, som regel altid ske en reduktion af det oplevede til det, som Peirce i ovenstående citat betegner som memorial maxims, det vil blandt andet sige normer for korrekt adfærd, der anses for sande og gyldige af hele fællesskabet og ligeledes en fælles opfattelse af fortiden og forholdet til andre kulturer.

I modsætning til den moderne verden med dens store grad af specialiseret viden, og hvor kun en lille men essentiel del af den samlede informationsmængde, som rummes i den kollektive hukommelse, er til stede hos alle medlemmerne i samfundet, er det en meget stor del af samfundets vidensmængde som var præsent og operativ hos praktisk taget alle dets medlemmer i præ-litterære oprindelige samfund. Naturligvis rummer selv meget simple samfund viden, som var forbeholdt særlige grupper i samfundet; for eksempel vil der ofte være viden, som er forbeholdt det ene køn, og som et oplagt eksempel kan nævnes obstetrisk viden, der normalt vil være forbeholdt samfundets kvinder.

Hvilke vidensmæssige behov vil der eksistere i et (hypotetisk) oprindeligt og skriftløst samfund? Hvilke basale vidensmæssige krav skal være opfyldt, for at samfundet ikke skal gå til grunde? Jørgen Dines Johansen arbejder med dette spørgsmål i de to artikler "Litteraturen som model for den menneskelige tilværelse" fra 1990 og "Literature: Collective Memory - Collective Fantasy" fra 1991.

Kendetegnende for et sådant samfund er, at det "dets enkelthed til trods, [vil] have et differentieret og struktureret sæt af adfærdsmæssige og praksisorienterede koder, der regulerer både samfundets stofskifte med naturen og medlemmernes interaktion."

I et sådant samfund vil der ifølge Jørgen Dines Johansen være et fundamentalt behov for fire forskellige typer af viden. For det første en kosmologisk eller mytologisk viden som gennem en beskrivelse af menneskets forhold til de over- og underjordiske magter indplacerer mennesket i kosmos. Herunder hører også den "hellige historie", dvs. beretninger om verdens skabelse osv. For det andet en instrumentel eller praktisk viden som angår samfundets materielle reproduktion, dvs. viden om teknikker som anvendes i forbindelse med jagt, landbrug, fødsler, fremstilling af klæder osv. - med andre ord teknikker som i bogstaveligste forstand er med til at sikre samfundets medlemmers overlevelse. For det tredie en social eller adfærdsmæssig viden som består i regler for social interaktion imellem samfundets medlemmer indbyrdes (f.eks. mellem kvinder og mænd eller mellem unge og gamle). Og for det fjerde en profan historisk viden, dvs. en viden om stammer, klaner, familier, individer og steder i den omgivende verden.

Denne viden vil typisk blive formidlet fra de ældre i samfundet til de yngre, og den vil også typisk være iklædt en digterisk form, dels af mnemotekniske årsager og dels fordi en poetisk tekst fremstår i en mere bearbejdet form end almindelig daglig tale, hvorved den kommer til at fremstå som mere autoritativ.

Disse vidensbehov udmøntes derfor i fire forskellige diskurstyper, som tilsammen konstituerer den mest essentielle del af den kollektive hukommelse, og disse lader sig grafisk afbilde på følgende vis:

Selv om der her foretages en opdeling i fire typer af diskurs, er der ikke tale om en stram afgrænsning mellem disse. De indgår i et samspil, hvori de understøtter og supplerer hinanden og bidrager til hinandens fortolkning (jvf. pilene på modellen). For eksempel kan den mytiske og den historiske diskurs ses som et kontinuum, således at de ældste skabelsesmyter kædes sammen med samtidshistorien ved, at de siddende ledere (f.eks. høvdinge eller konger) regnes for at være efterkommere af guderne, hvorved deres magtbase får en guddommelig sanktion. Som det understreges af Mircea Eliade, ser man også i primitive samfund tit de daglige gøremål og rituelle fester som en gentagelse af gudernes oprindelige skaberakt.

Især den mytiske diskurs giver de andre autoritet, men alle støtter gensidigt hinanden og sikrer samfundets stabilitet samtidig med at samspillet mellem de fire diskurstyper gør det lettere at huske dem; som det udtrykkes af Jørgen Dines Johansen:

This connection and interpenetration between the four types of discourse strenghten the order and unity in such a society's daily life, but it also faciliates the preservation and transmission of collective memory, making up for the lack of efficient semiotic systems such as writing.

Og videre hedder det:

I also presume that the four types of discourse have, in the opinion [of] the members of such a culture, the same ontological status, i.e. the objects of the different discourses are thought to refer to basically the same reality. This does not mean, of course, that no division and distinctions are allowed within such a universe or between the beings that inhabit it. On the contrary the realms of heaven and underworld may be seperated from the earth, and the gods may be immortal and infinitely more powerful than the humans. The point is, however, that they are thought to inhabit the same universe, and even if such a universe is divided by borderlines and characterized by different levels of power and perfection it is conceived as a unified whole.

Det diskursive univers, som eksisterer i oprindelige samfund, opfattes fundamentalt som sandt af dets medlemmer, idet man antager, at de begivenheder og forhold, der beskrives af myterne m.m., har (eller har haft) en virkelig eksistens - virkeligt har fundet sted; og de i teksterne beskrevne overjordiske væsner og kræfter regnes for værende reelt virkende i det givne samfunds livsverden. Som det for eksempel hedder hos Ernest Cassirer:

In mythical imagination there is always implied an act of belief. Without the belief in the reality of its object, myth would loose its ground.

Eller hos Bronislaw Malinowski:

Myth [...] is not merely a story told but a reality lived. It is not of the nature of fiction, such as we read today in a novel, but it is a living reality, believed to have once happend in primeval times, and continuing since to influence the world and human destinies.

Eller hos Jørgen Dines Johansen:

De [=myterne] anses for at være sandfærdige beretninger, hvad enten deres oprindelse antages at skyldes en åbenbaring eller fortaber sig i en anonym tradition, der besidder en alment accepteret autoritet.

Ikke nok med at man anser de diskursive universer som refererende til en sand realitet, man opfatter dem også som værende normativt bindende, idet de "afstikker og begrunder de værdier og adfærdsnormer, der regulerer den samfundsmæssige interaktion". Det diskursive univers udgør en slags lovkompleks, som samtidig er solidt forankret i en guddommelig sfære; det vil sige, at hvis man handler anderledes end foreskrevet af dette lovkompleks, udøver man en handling, som ikke er i overensstemmelse med den guddommeligt givne verdensorden - man begår med andre ord en kætterisk handling.

Indenfor højere religioner er der en tendens til, at den eller de hellige tekster bliver encyclopædiske, idet de subsumerer alle fænomener og de dermed beslægtede diskurstyper under sig. Det vil sige, at de forsøger at indordne alle tildragelser indenfor rammerne af en religiøs forklaringsmodel. Som Northrop Frye udtrykker det:

In ritual, then, we may find the origin of narrative, a ritual being a temporal sequence of acts in which the conscious meaning or significance is latent: it can be seen by an observer, but is largely concealed from the participators themselves. The pull of ritual is toward pure narrative, which, if there could be such a thing, would be automatic and unconscious repetition. We should notice too the regular tendency of ritual to become encyclopedic. All the important recurrences in nature, the day, the phases of the moon, the seasons and solstices of the year, the crises of existence from birth to death, get rituals attached to them, and most of the higher religions are equipped with a definitive total body of rituals suggestive, if we may put it so, of the entire range of potentially significant actions in human life.

I for eksempel Biblen findes alle fire diskurstyper repræsenterede, men deres rangorden er ikke jævnbyrdig; den mytiske/religiøse diskurs har tydeligvis en primær status.

I det arkaiske Grækenland var der dog ikke én tekst eller for den sags skyld ét afgrænset korpus af tekster, som rummede svarene på alle spørgsmål. Græsk religion var nemlig ikke en "enhedsreligion", hvilket skal forstås på den måde, at der ikke herskede nogen consensus: der var ikke én lære, som var den rette, men derimod var der mange lokale variationer (dog med visse pan-hellenske træk), og der var derfor heller ikke én hellig tekst (som f.eks. Biblen eller Koranen), som alle rettede sig efter.

At græsk religion ikke blev en enhedsreligion hænger sammen med to ting. For det første er der Grækenlands geografi (ufremkommelige bjerge, som vanskeliggjorde kommunikationen mellem de forskellige småsamfund, som var beliggende i de beboelige dale), og for det andet manglede man fra starten et skriftsystem, der kunne fiksere de ellers oralt fremførte tekster, som måtte have haft en mulighed for at blive kanoniske. Den enkelte orale opførelse retter sig altid efter det tilstedeværende publikums smag, og sangerne ville miste deres tilhørere, hvis de ikke rettede sig efter de forskellige lokale krav.

Det, der i religiøs henseende var væsentligt i Grækenland, var kulten med dens mange lokale variationer; som det hedder i E.A. Havelocks formulering:

Greek religion was a matter not of belief but of cult practice, and cult practice was composed of an accumulated mass of procedures which had to be performed skilfully in order to be performed dutifully and properly and piously.

Grækerne var i religiøs henseende yderst pragmatiske: det var tilladt at have andre guder end samfundets, blot man vedblev med at deltage i den officielle kult.

De forskellige lokaliteter havde guder og heroer, som for dem havde en særlig status, og i forbindelse med de forskellige religiøse fester havde man (givetvis) også mytiske tekster til at forklare disse, men der var ikke én tekst, som var fælles for alle grækere - ikke én overordnet udlægning af mytologien.

Det er dog af E.A. Havelock blevet påpeget, at man på Platons tid betragtede Homerteksten som en slags "tribal encyclopedia". Man anså nemlig ifølge Platon digterne i almindelighed og Homer i særdeleshed for at være den væsentligste kilde til information om blandt andet etik, fiskeri, varseltydning, væddeløbskørsel, krigskunst og diverse andre praktiske færdigheder, og det er fordi rhapsoden Ion tror, at han ved lige så god besked med disse ting som de respektive fagmænd, at han kritiseres af Sokrates i Platons dialog Ion. Platon mente nemlig, at de homeriske digte havde opnået en status, som de slet ikke var værdige til.

Digterne blev anset for en væsentlig kilde til information, og Homer havde i denne sammenhæng en helt ekstraordinær særstatus som en slags hellenernes "Bibel". Platon fortæller således i Statens tiende bog, at der er mange, der anser Homer for at være Hellas' opdrager, hvilket har medført at mange mennesker har søgt at indrette hele deres liv således, at det er i overensstemmelse med digterens ord.

Iliaden og Odysseen er da også encyklopædiske i og med, at de rummer alle de fire diskurstyper, og at disse er vævet ind i hinanden på en sådan måde, at de gensidigt understøtter hinanden, men jeg tror, at det er en anakronistisk anskuelse at betragte Homerteksten på den måde, som Havelock gør, for ét er, hvordan man betragtede den på Platons tid - et andet er, hvordan man havde betragtet den et par hundrede år tidligere. Man behøvede på ingen måde at have haft den opfattelse af Homer, som Platon gør op med, og jeg tror faktisk ikke at Homer i begyndelsen havde den særstatus, som han opnåede senere.

Den mest basale encyklopædi skal rumme de fire vidensområder, som omtales af Jørgen Dines Johansen, og selv om Homerteksten gør dette, er det min opfattelse, at Iliaden og Odysseen ikke på nogen måde oprindeligt udgjorde hele encyklopædien, og altså blev regnet for noget specielt, som Havelock mener, men derimod kun er et par "bind" af den, og det var først senere - efter nedskrivningen havde fundet sted - at disse "bind" blev regnet for noget helt specielt. Jeg er således her i god overensstemmelse med Jørgen Dines Johansen, som skriver:

Det er indlysende, at ingen enkelt tekst, og heller ikke nogen begrænset mængde af teksten [skulle her stå "tekster"?], kan fungere som model for alle, selv typiske, tildragelser og forhold i den menneskelige eksistens, som den udspiller sig i en given historisk periode. Imidlertid kan skønlitterære tekster fungere som modeller af forhold, som bliver anset for særlig betydningsfulde. Sådanne forhold kan, og vil ofte være, meget almene, så som forholdet mellem mand og kvinde, mellem generationerne, mellem de magtfulde og de svage; men selv forhold som disse forandrer sig i historiens løb.

Man kan selvfølgelig med Aristoteles sige, at den episke digtning (i kraft af sin episodiske opbygning) af natur har mulighed for at rumme flere forskellige forhold og dermed er i stand til at være mere encyclopædisk end for eksempel drama, som i kraft af kravet om handlingens enhed kun bør belyse ét sagsforhold. Men når det kommer til stykket, er det den samlede sum af litterære tekster, der cirkulerer i et samfund (hvad enten dette er oralt eller litteralt), som udgør hele encyklopædien, og det er da også tydeligt, at Iliaden og Odysseen ikke var enerådende som vidensformidlere; dels beskæftigede den episke digtning sig med andre emnekredse end den trojanske (f.eks. Argonautertoget, belejringen af Theben, jagten på det kalydoniske vildsvin og Theseus' bedrifter), og dels har der eksisteret andre genrer en den episke, som dog ikke er os overleverede, men at de har eksisteret ved vi blandt andet fra de homeriske digte selv, hvor der omtales flere forskellige genrer. Vi hører for eksempel om arbejdssange - både når kvinderne sidder ved væven og når der arbejdes på vingården - om klagesange, om bryllupssange og om paianer.

Men Havelock har ret i, at den "Homer", som Platon taler om, faktisk er at se som en opdrager for hele Hellas. Platon taler generelt om digterne, men for ham (og vel også for hans samtidige) var Homer digteren par excellence, og det er derfor Homer, der er det primære angrebsmål i opgøret med digtekunsten i Staten. For Platons samtidige rummede Iliaden og Odysseen netop essensen af græsk kultur - hvordan kan det forklares?

Indledningsvis må det påpeges, at eftersom sangerne i det arkaiske Grækenland var omrejsende, må de episke digte, som de havde på deres repertoire, af økonomiske hensyn må have været anvendelige i mange forskellige sammenhænge. De må derfor have haft et alment (pan-hellensk) tilsnit, så de kunne bruges, hvor de end kom frem, men samtidig har sangerne dog givetvis forstået at indarbejde lokale hensyn i deres værker (f.eks. ros af de lokale ledere, heroer osv.).

Iliaden og Odysseen beskriver begivenheder, som synes at have berørt hele den græske verden, idet de implicerede parter i den trojanske krig kom fra hele den græsktalende verden, men vi ved, at der også var mange episke digte, som omhandlede mindre fællesgræske emner, som f.eks. Theseus, og disse har måske ikke været i lige høj kurs alle steder.

Min tese er, at den digterkreds, som Iliaden og Odysseen tilhørte i deres emnevalg, formodentlig har rummet den højeste grad af pan-hellenisme ud af en i øvrigt bred episk tradition, men at sangerne selv og deres publikum i arkaisk tid næppe har haft det indtryk, at netop Iliaden og Odysseen var de to tekster, som i højere grad end andre rummede det hele (essensen af græskhed); denne status opnåede de først senere.

Men for fuldt ud at forklare den specielle status, som Homer havde for Platon, tror jeg, at det er nødvendigt at se nærmere på nedskrivningen af homerteksten, for den Homer, som Platon taler om, er en nedskreven Homer. Hvornår nedskrivningen fandt sted er omstridt, men jeg er i dette spørgsmål tilhænger af Minna Skafte Jensens teori om, at det, der normalt omtales som "Peisistratos' redaktion", faktisk har været selve nedskrivningen. Det vil sige, at jeg tror, at nedskrivningen har fundet sted så sent som i sidste halvdel af 6. årh. ved Peisistratidehoffet i Athen. Peisistratos var selv tyran fra 561/560 til sin død i 528/527, herefter overtog sønnen Hippias hans plads, indtil han måtte flygte fra Athen i 510. Hans broder Hipparchos (som blev myrdet i 514) blev gjort ansvarlig for kulturpolitikken, og i forbindelse hermed foranstaltede han de offentlige Homerfremførelser i Athen ved Panathenæerfesten. Som Platon skriver om ham i dialogen Hipparchos:

Blandt hans mange gode og kloge Handlinger kan nævnes, at han var den første, der indførte Homers Digte her til vort Land og forpligtede Rhapsoderne til ved Panathenæerfesten at foredrage dem efter Tur i sammenhængende Rækkefølge fra Ende til anden, saaledes som de gør endnu den Dag i Dag;

Peisistratos søgte at udmanøvrere sine politiske modstandere i Athen og samle Attika, og det tyder på, at han havde ambitioner om at give Athen en førerrolle om ikke i hele Grækenland så dog i de ioniske dele, og kulturen blev benyttet som et våben i denne sammenhæng. Blandt meget andet fik han, i følge Minna Skafte Jensens teori, givetvis foranstaltet nedskrivningen af blandt andet Iliaden og Odysseen. Et spørgsmål, som det måske er relevant at stille i denne sammenhæng, er, hvorfor det netop lige var Iliaden og Odysseen, som blev udvalgt til at blive skrevet ned? Skyldtes det rene tilfældigheder, eller var det fordi, disse to episke digte generelt blev regnet for at være de to væsentligste, eller skyldtes det udelukkende Peisistratos' politiske behov? Det er naturligvis lige så umuligt at komme med sikre udtalelser om de kriterier, der lå bag valget, som det er at påvise, at det med sikkerhed var Peisistratos, der stod bag nedskrivningen, men det er min formodning, at grunden til, at valget faldt på netop Iliaden og Odysseen, ikke var en tilfældighed men en kombination af de to sidste af ovennævnte muligheder. Historierne omhandlede begivenheder, som forekom væsentlige for mange mennesker, og de stemte samtidig godt overens med Peisistratos' behov for propaganda. Som det hedder hos Minna Skafte Jensen om Peisistratos' udvælgelseskriterier:

Når Peisistratos rekvirerede trojanske episke digte og ikke f.eks. digte om Theseus, kan det skyldes, at den trojanske krig med dens element af fællesgræsk aktivitet passede hans ioniske samlingsbestræbelser bedst; den kunne uden større besvær bruges i hans propaganda.

Det vil så sige, at den Homer, som Platon kritiserer, faktisk er beregnet på at være en slags opdrager for hele Hellas (eller i det mindste Ionien). Iliaden og Odysseen var, om noget, beregnet på at være teksten, som alt andet skulle forholde sig til (dvs. Encyklopædien - den hellenske Bibel). Sangeren havde dog næppe tænkt så langt; for ham var den fremførelse som blev nedskrevet givetvis blot én blandt mange, og det samme gjorde sig sandsynligvis gældende for hans publikum. Nedskrivningen har været en bekostelig affære, men den fikserede tekst er med tiden (efterhånden som den intellektuelle elite vendte sig mere og mere mod skriften som det primære medium - omkr. år 400 f. Kr.) blevet en autoritet, fordi den nu en gang var blevet nedskrevet. På et eller andet tidspunkt er der nemlig, som Lord påpeger sket et skift i folks tekstopfattelse "from stability of essential story, which is the goal of oral tradition, to stability of text, of the exact words of the story." Homertekster har så måske herigennem opnået en helt speciel status - en status som den ikke oprindeligt besad men først opnåede senere; og man kan så sige som Rosalind Thomas:

To say (with Havelock) that Homer's epic was a ‘tribal encyclopedia' and little else, is going to far: this is over-teleological, reading back from the extreme prestige Homer had in later centuries.

For kort at opsummere så er der selv i det mest primitive samfund et behov for at få fastlagt en kosmologisk, en instrumentel, en adfærdsmæssig og en historisk viden, og dette vil normalt ske ved hjælp af en bred vifte af tekster (myter, fabler osv.), Der vil dog (indenfor de højere religioner) være en tendens til at indordne hele vidensspektret under en religiøs diskurs og samle denne viden i én enkelt bog (e.g. Biblen og Koranen), men dette forudsætter brug af skrift. Dette skete ikke i Grækenland, hvor den kollektive viden var spredt i et stort, mundtligt overført tekstkorpus. Peisistratidernes kulturpolitik førte dog til, at Iliaden og Odysseen via nedskrivning og tilbagevendende offentlig recitation opnåede en særstatus som teksten, der rummede essensen af græskheden (Homer blev regnet for at være almen, altfavnende og pan-hellensk). Homer opnåede derfor en særstatus som Hellas' opdrager; og det er i kraft af denne helt specielle status, at Platon angriber Homer som værende den ypperste repræsentant for digtekunsten.