Kommunikationens tre verdensaldre

Hvad er det, der binder de forskellige emner på dette site sammen?

For at besvare det spørgsmål er det nødvendigt at præsentere hvad jeg vil betegne som kommunikationsforskningens myte om de tre verdensaldre: den orale, den litterale og den digitale (1):

1. Den orale tidsalder

Den orale tidsalder tager sin begyndelse ved, at mennesket udvikler talens brug. Hvornår dette sker er omdiskuteret, da ord desværre ikke fossilerer. To forskellige modeller for talens evolution er til debat. Ifølge den ældste af disse teorier udviklede Homo først den store og komplekse hjerne for endelig for omkring 35.000 år siden at få talens brug. Denne teori finder primært bekræftigelse i det arkæologiske materiale, idet voldsome kunstneriske og teknologisk lader sig spore i yngre palæolitikum. Tilhængerne af den anden teori mener derimod, at der er tale om en kontinuert udvikling, som måske nok kulminerer i yngre palæolitikum, men som tager sin begyndelse allerede for 2,5 millioner år siden med fremkomsten af de tidligste arter af Homo. Argumenterne herfor er at finde dels i hjernens udvikling og dels i taleorganernes udvikling. Nu fossilerer hjerner lige så lidt som ord, men hjernens overfladekonturer lader sig aflæse på indersiden af fosilerede kranier. Således har man på et 2 mill. år gammelt kranium fra en Homo habilis (KNM-ER 1470)(2) både fundet spor af Brocas område og en begyndende hjernelateralisering - begge tegn på en vis sprogbeherskelse (3). Tilsvarende har man på et 1,8 mill. år gammelt kranium fra en Homo erectus (KNM-ER 3733) fundet et hvælvet basicranium, hvilket er et tegn på, at svælget er begyndt at fungere som resonansrum, hvilket betyder en betydelig udvidelse af individets lydrepertoire (4).

KNM-ER 3733

Hvornår man så er begyndt at bruge stemmen til andet og mere end blot dagligdags ordudvekslinger - jeg tænker her specifikt på sang og mundtlig digtekunst - får ligeledes stå hen i det uvisse. Interessant i denne sammenhæng er dog en undersøgelse af resonansen i flere af de grotter hvori man har fundet hulemalerier (5). Det har nemlig vist sig, at malerierne oftest befinder sig der hvor akustikken er bedst - man har sågar på et sted hvor der ikke er plads til noget større maleri, men hvor resonansen er rigtig god, fundet at man havde markeret det med nogle røde pletter. Denne undersøgelse peger altså mod, som det udtrykkes af arkæologen Chris Scarre, "the likely importance of music and singing in the rituals of our early ancestors."(6)


Den såkaldte Orpheus fresco fra tronrummet i Nestors Palads i Pylos, ca. 1300-1250 f.Kr.	Avdo Mededovic Serbo-kroatisk episk sanger (guslar).

2 Den litterale tidsalder

Den litterale tidsalder indledes med fremkomsten af de første skriftsystemer omkr. år 3000 år f.Kr., men eftersom brugen af disse tidlige skriftsystemer typisk var forbeholdt en lille eksklusiv klasse af professionelle skrivere, vil man oftest støde på den påstand, at det første litterale samfund var det klassiske Græske, hvilket skyldtes, at man havde fået sig et alfabet i midten af det 8. årh. f.Kr., som var af demokratisk karakter, eftersom tegninventaret var så overskueligt, at kunsten at skrive og læse ikke længere var forbeholdt de få, men potentielt set kunne blive allemandseje. Med Romerrigets fald går også brugen af skriften i glemmebogen. Kun i klostrene lever litteraliteten videre, mens kulturen i de brede befolkningslag atter bliver af oral karakter. Først i renæssancen med Johann Gutenbergs opfindelse af de enkeltstøbte bevægelige typer begynder der atter at komme skred i tingene. Dette sker i midten af det 15. årh. Den ældst bevarede og daterbare bog trykt med løse typer er således Gutenbergs store latinske bibeludgave, den såkaldte 42-linjede Bibel, fra 1454 (7). I tiden herefter tog tingene fart. Som en løbeild spredtes bogtrykkerkunsten over hele europa, således var der allerede i 1480 trykpresser i 110 forskellige byer i seks forskellige lande, og inden der var gået mere end 50 år efter bogtrykkerkunstens opfindelse var der blevet trykt over 8 millioner bøger (8). Ligeledes blev det Europæiske skolevæsen udbygget - nu skulle befolkningen lære at læse og skrive. I England var der f.eks. 34 skoler i 1480, hvor der var adgang for lægfolk, mens dette antal i 1660 var blevet udbygget til 444 (9). Den litterale revolution var for alvor i gang.

	Bogrulle Hebraisk Bible, Esters Bog, 8. årh.
Kileskrifttavle Umma, Sumerien, ca. 2100 f.Kr.		Johann Gutenberg Gravering af André Thevet, Paris, 1584.

Klik på billederne for at se stor version

3. Den digitale tidsalder

Det første spæde spring udi den elektroniske eller digitale tidsalder blev taget i 1837, da Samuel Morse sendte det første officielle budskab nogensinde ad elektronisk vej (10). Senere begyndte man at gøre forsøg med at sende lyd gennem hvad man populært betegner som æteren, og fra 1916 begyndte den amerikanske forretningsmand David Sarnoff at udnytte de nye teknologiske landvindinger - radioen skulle gøres til allemandseje. Som direktør for Radio Corporation of America, RCA, fik Sarnoff brudt det militære radiomonopol, og snart stod der radioer i mange private hjem, og det vurderes, at fra begyndelsen af 1930'erne var radioen et fuldt udviklet massemedie. I parentes kan det bemærkes, at den danske statsradiofoni blev oprettet allerede i 1925 (11).

Før den den anden verdenskrig var man også så småt begynde at eksperimentere med fjernsyn. Eksempelvis transmiteredes som et forsøg Olympiaden i 1936 ud i æteren. Først efter krigen kom der gang i TV-mediet og fra 1954 begyndte man f.eks. at sende udsendelser dagligt i Danmark (12).

Ligesom bogtrykkerkunsten for alvor satte gang i den litterale revolution, så er det vel om noget computeren der har sat gang i den elektroniske, ja, faktisk sker der et væsentligt spring med computerne, idet man nu begynder at digitalisere den elektroniske information (fra analoge grammofonplader til digitale CD'ere, fra analogt TV til digitalt TV, osv.). Vi står endnu kun ved tærsklen af noget nyt, så hvad den fulde effekt af digitaliseringen bliver er endnu uvist. Det er, som den gode Stom P slog fast, svært at spå om fremtiden, men Nicholas Negroponte kommer i sin bog Det digitale liv med nogle mulige bud (13).

I 1945 var det væsentligste træk ved computeren som vi kender den i dag blevet fastlagt, men forud var gået en mere end 100 år lang udviklingsperiode. Den første brugbar fuldelektroniske computer var ENIAC, som blev konstrueret mellem 1943 og 1946 ved universitetet i Pensylvania. Der var tale om et ordnetligt skrummel, der fyldte et gulvareal på 150 m², vejede omkring 30 t og indeholdt henved 18.000 radiorør. ENIAC tilhørte hvad man betegner som computernes første generation, fra omkr. 1945-55, som var eksperimentelle maskiner baseret på radiorør. Anden generation, fra omkr. 1955-65, blev fremstillet med transistorer hvilket gjorde dem mere praktisk anvendelige, men det var først med tredie generations computeren, fra omkr. 1965-75, at man med IBMs system 360, baseret på integrerede kredsløb, fik et system der var praktisk anvendeligt for private brugere, hvilket i første omgang vil sige større erhvervsvirksomheder. Computerne i denne periode var såkaldte mainframe-computere, dvs. store kolosser (dog små sammenlignet med ENIAC), der opbevaredes bag glasvægge i kølede rum, som de almindelige brugere kun havde adgang til gennem såkaldte "dumme terminaler" - terminaler, som ikke selv indeholdt nogen form for software. Efter 1975 taler man om fjerde generations computere, hvilket vil sige maskiner med mere end 100.000 transistorer pr. kreds, og det er i denne periode, at den personlige computer udvikles (PC'en) (14). Fra begyndelsen af 1980'erne begynder generations-begrebet at miste sin betydning eftersom man begynder at sammenkoble computere i netværk (15). Hermed er vi nået frem til situationen i dag, hvor informationer ikke længere behøver at blive flyttet rundt som atomer (i form af f.eks. bøger, videobånd, CD'ere), men som bit, der med lysets hast lader sig transportere kloden rundt. Dette åbner op for en lang række af muligheder: Man kan f.eks. "blande bit" (dvs. kombinere billed, lyd, tekst og med tiden også sansemæssige stimuli) og man kan også, med computerens hjælp, udvælge hvad man ønsker i informationsstrømmen og få det præsenteret i netop den "bitblanding" man ønsker. Meget af dette er endnu først ved at blive udviklet, men med tiden vil den daglige informationsstrøm ske gennem fuldtudviklede interaktive multi- eller måske snarer hypermedier (16).

1. generation
ENIAC, 1946

3.generation
IBM's system 360, 1964

4. generation
Xerox ALTO, 1974

Grafisk lader udviklingen sig fremstille som på nedenstående figur. Det må dog understreges, at der er tale om en vis form for overlapning: At mennesket lærer skriftens brug er jo ikke ensbetydende med at man ophører med at tale sammen; og tilsvarende med den elektroniske revolution - blot fordi vi har TV, computere osv. til vor rådighed, så kommunikerer vi jo stadigvæk ved hjælp af stemmen og skriften. Man kan - tentativt - derfor sige, at det periodens primære kommunikationsmedium, der giver den sit navn. Med det primære kommunikationsmedium mener jeg det medium, der er bærer af hvad man regner for kulturens væsentligste information. Men tingene er ikke simple: der er masser af gråzoner:

Kommunikationens tre verdensaldre

Hvad jeg har beskrevet i det foregående er nogle af de væsentligste kommunikationsteknologiske landvindinger i menneskehedens historie (udviklingen af stemmens brug er dog ikke en egentlig opfindelse, men skyldes evolution - den naturlige udvælgelse. Selve sproget bygger dog på, som allerede påpeget af Ferdinand de Saussure, en - mere eller mindre bevidst - social kontrakt: ordene betyder det de gør, fordi der blandt brugerne er enighed om, at f.eks. lyden "kat" henviser til et lille firbenet dyr med knurhår). Herudfra er det så muligt, at opdele menneskehedens historie i en oral, en litteral, og en digital tidsalder. Men hvorfor ligefrem opkalde tidsaldre efter kommunikationsmidler? Jo, det interessante er, at flere er af den opfattelse, at brugen af de forskellige kommunikations-midler sætter sig dybe spor i menneskets sind og samfundsliv.

"The medium is the message" som Marshall McLuhan (se billedet) aforistisk udtalte, hvilket betyder, at brugen af kommunikationsmidlet A vil have konsekvenserne a₁, a₂, a₂ ..... a_n, mens et skift til kommunikationsmidlet B vil have konsekvenserne b₁, b₂, b₃ ..... b_n. Og de konsekvenser der tales om er ikke småting; det drejer sig om dybe forandringer i det enkelte menneskes kognitive apparat, med deraf følgende effekt på stort set alt: tidsopfattelse, historiesyn, samfundsindretning og meget mere. Man kan derfor - hævdes det - tale om en oral, en litteral og en digital bevidsthedstilstand ("state of mind"), og man vil ofte se det fremstillet således, at den digitale bevidsthedstilstand er en slags tilbagevenden til en oral bevidsthedstilstand, med alt hvad det indebærer. Walter Ong taler således om en sekundær oralitet mens folk som Neil Postman og Jan Lindhardt opfatter følgen af de elektroniske medier (de taler begge primært om TV) som en tilbagevenden til middelalderens orale samfund (17).

Blandt de konsekvenser som det er blevet hævdet, at skriften har ført med sig, er ting som dannelse af almenbegreber, logik, rationalitet, objektivitet, abstrakt videnskabelig tankegang, filosofi, adskillelse af myte og historie, overgang fra små til mere komplekse samfund - storkulturer, demokrati (18), empati, og subjektets dannelse (dvs. evnen til at opfatte sig selv som et enkeltstående individ i modsætning til en større gruppe (19)). Konsekvensen af de moderne elektroniske medier skulle modsat - i al fald et langt stykke hen ad vejen - føre til en tilbagevenden til fortidens orale verden (i al fald en verden før trykpressen og masse-litteraliteten).

Man kan grundlæggende sige, at mens den orale bevidsthedstilstand hævdes at være konkret, situationel og sanselig, så er den litterale bevidst-hedstilstand kendetegnet ved at være abstrakt og kategorisk (fordi det skrevne ord ikke har en situativ kontekst - det er derimod løsrevet fra tid og sted). Man vil ofte i denne sammenhæng se A.R Lurias feltarbejde fra 1930'erne fremhævet i denne sammenhæng, men resultaterne af Lurias arbejde er ikke så entydige endda. Den elektroniske eller digitale bevidsthed er så karakteriseret ved en nedsat evne til abstraktion, altså en quasi-tilbagevenden til en oral bevidsthedstilstand, fordi de elektroniske medier ofte fremfører deres budskaber vha. billeder og lyd, mens skriften hævdes at miste sin betydning.

At der med skriften sker et spring fra en konkret til en abstrakt bevidsthedstilstand er netop udgangspunktet for denne afhandling, eftersom det er blevet hævdet, at først med skriften opstår der et egentligt fiktionsbegreb. I den græske verden skulle dette helt konkret ske med platons skelnen melle efterligning, mimesis, og viden, episteme. Jan Lindhardt beskriver det på følgende vis:

[...] efter at skriften har sat sit præg på vor kultur, er der - som det kommer til syne allerede hos Platon - sat et skel mellem faktabeskrivelse og fiktion. Det første er virkeligt, mens det sidste "kun" er noget der er fundet på. Digtning og fortælling kan være underholdende, lærerigt og interessant, men det er ikke sandt.

Dette hænger bl.a. sammen med den mundtlige kommunikationssituation:

For at forstå noget, må vi [...] bagom det umiddelbare sanseindtryk og frem til en begrebslighed. Men den mundtlige digtning betjener sig jo netop af en række umiddelbare sanseindtryk for at formidle kommunikationen og få tilhørerne til at forstå og acceptere den. Alt dette er man lykkeligt fri for i skriften, der langt mere objektivt kan holde begreberne fast.

For, som det retorisk udtrykkes:

Ægte viden er begrebsviden - ellers har man ikke begrebet noget, men kun sanset det. (20)

At brugen af de forskellige medier i sig selv fører til så radikale ændringer er dog en noget snæver opfattelse. Forholdet mellem brugen af et givent kommunikationsmiddel og dets effekt er ikke givet a priori. De forskellige kommunikationsmidler rummer forskellige muligheder (implikationer), hvoraf ikke alle hverken kan eller vil blive aktualiseret. Skriften rummer således både muligheden for en bureaukratisk og centralistisk statsdannelse og for et mere demokratisk samfund; tilsvarende med den moderne elektronik, som enten kan anvendes til at skabe et uhyggeligt overvågningssamfund ("Big Brother is watching you") eller kan føre til en fri informationsstrøm, der gør livet vanskeligt for alverdens diktatorer. Jeg er derfor fuldt ud enig med følgende udtalelse af Lynn White, jr.:

Efterhånden som vores forståelse af teknologiens historie bliver større, fremgår det tydeligt, at en ny opfindelse blot åbner en dør, den tvinger ikke nogen til at gå ind. Hvorvidt en opfindelse accepteres eller forkastes, eller i hvilken udstrækning man erkender, hvad den kommer til at indebære, hvis den accepteres, afhænger lige så meget af situationen i et samfund og af dets lederes fantasi som af selve den teknologiske genstands natur.(21)

Som et nærliggende eksempel kan nævnes, at kineserne og koreanerne rent faktisk opfandt de bevægelige typer før Gutenberg, uden at de dog kunne se de store muligheder der lå gemt heri - det asiatiske kontinent blev således ikke oversvømmet med trykte bøger, som det senere var tilfældet i Europa.

Brian V. Streets model: autonomi vs. ideologi

Konteksten bestemmer konsekvenserne. Eller rettere: konteksten bestemmer hvilke af de mulige implikationer, der bliver aktualiseret. At jeg vælger denne sidste formulering, hvor "implikationer" erstatter "konsekvenser" skyldes inspiration fra antropologen Brian V. Street, der har påpeget, at der i debatten om, hvad der sker ved overgangen fra en mundtlig til en skriftlig funderet kultur, arbejdes med to forskellige modeller, nemlig hvad han betegner som en teknologisk eller autonom model og en ideologisk model (22). Den første af disse modeller - repræsenteret af bl.a. Jack Goody, Walter Ong og E.A. Havelock (23) - er kendetegnet ved en tro på, at mediet eller kanalen (dvs. om man formidler sig i tale eller skrift) er så styrende for kommunikationen, at skriftens indførelse i et mundtligt samfund helt automatisk (autonomt) vil føre nogle ganske bestemte foran-dring-er med sig, uafhængigt af hvordan samfundet ellers er organiseret. Ydermere vil tilhængerne af den autonome model regne disse forandringer for forbedringer - for fremskridt:

The model assumes a single direction in which literacy development can be traced, and associates it with 'progress', 'civilisation', individual liberty and social mobility. It attempts to distinguish literacy from schooling. It isolates literacy as an independent variable and then claims to be able to study its consequences. These consequences are classically represented in terms of economic 'take off' or in terms of cognitive skills.(24)

Forandringerne hævdes altså, ifølge denne model, at følge fuldstændigt automatisk med brugen af skriften uafhængigt af, hvad der ellers måtte ske i samfundet. Det er skriften per se som fører forandringerne med sig. Denne deterministiske model har naturligvis mange modstandere - i al fald blandt folk der forsker i overgangen fra oralitet til litteralitet - og disse arbejder ud fra hvad Street betegner som den ideologiske model, der tager som udgangs-punkt, at "the meaning of literacy depends upon the social institutions in which it is embedded," (25) og han fortsætter:

Literacy can only be known to us in forms which already have political and ideological significance and it cannot, therefore, be helpfully separated from that significance and treated as though it were an 'autonomous' thing; (26)

Det giver derfor i bund og grund ingen mening at tale om litteralitet; man må derimod tale om litteraliteter, for det er konteksten (dvs. hele den sociale praksis), der i de enkelte tilfælde er afgørende for, hvilke konsekvenser indførelsen af skriften fører med sig. Der sker altså ikke det samme hver gang, ganske uafhængigt af tid og sted, og tilhængerne af den ideologiske model foretrækker derfor at tale om "implikationer" frem for "konsekvenser".

Fejlen ved den autonome model er, at den har anvendt det, Street betegner som "the 'if I were a horse' approach to other cultures" (27), og han illustrerer, hvad han mener hermed ved at citere R.G. Lienhardts kritik af "lænestolsantropologen" James Frazer:

Frazer's psychological insight, on which he prided himself, was often at fault, largely because he thought that he could understand very foreign beliefs quite out of their contexts simply by an effort of introspection. He and others of his time had something of the approach of Sherlock Holmes in the work of his near-contemporary Conan Doyle: 'You know my methods in such cases, Watson: I put myself in the man's place, and having first gauged his intelligence, I try to imagine how I myself should have proceeded under the same circumstances.(28)

Sherlock Holmes fik altid sin mand, men han og forbryderen tilhørte jo også samme kulturkreds. Antropologerne derimod ramte tit ved siden af. Der har således ofte været en tilbøjelighed til at anskue udviklingen fra mundtlighed til skriftlighed udelukkende ud fra ens egen erfaringshorisont, hvilket har ført til anakronismer og eurocentricitet.

Nu må man være opmærksom på, at distinktionen mellem den autonome og den ideologiske model ikke skal opfattes alt for firkantet. Tilhængerne af den autonome model er sjældent så ensporede, som ovennævnte lader ane, men der er hos flere en tendens hos flere til ikke at formulerer de ideologiske træk tydeligt nok, og at de derfor kommer til at stå i skyggen af de autonome. Således f.eks. med Neil Postman, der i sin bog Når barndommen forsvinder på den ene side citerer ovenstående passage af Lynn White, jr., men på den anden side lader det fremstå, som om først trykpressen og dernæst TV-mediet ret så entydigt er de to størrelser, der forårsager de mange forandringer han påpeger.

Hvad er det så der binder de forskellige emner på dette site sammen? Ja, det fik jeg jo ikke direkte svaret på her, men du kan læse videre på siden Om dette site

Noter

(1) Oftest, når man inddeler historien i sådanne "verdensaldre", ser man udviklingen som bevægende sig i en desideret negativ eller positiv retning. Som eksempel på det første kan nævnes Hesiods verdensaldermyte i Værker og dage (vv. 106-201), som er en forfaldsmyte: engang i en gylden fortid - guldalderen - sad mennesket ved gudernes bord "ukendt med møje og nød, og alderens tyngende byrder", men nu - i jernalderen - er der ikke andet end "møje og nød" og engang i fremtiden vil Zeus lade menneskenes slægt gå til grunde. Som eksempel på det andet kan nævnes Marx' opfattelse af samfundsudviklingen hen imod den evige lykke i det kommunistiske samfund.
Når jeg taler om kommunikationens tre verdensaldre ser jeg ikke udviklingen som gående henimod noget bedre eller værre - alle tre verdensaldre har deres plusser og minuser, men at vurdere hvilken der er bedst er ikke muligt.

(2) Der er dog disput om hvorvidt der vitterligt er tale om det tidligste kendte eksemplar af Homo. Richard Leakey er fortaler for dette synspunkt, som i øvrigt er det gængse. Alan Walker mener dog, at KNM-ER 1470 er en Australopithecus, dvs. at der er tale om et eksemplar af den umiddelbare forløber for Homo (jvf. Walker & Shipman 1996: 95-101). Forkortelsen KNM-ER står i øvrigt for Kenya National Museum-East Rudolf.

(3) Om sproget og hjernen se Gade 1997: 249-305, specielt om sprogevnens lokalisation se pp. 294-303.

(4) En præsentation og diskussion af de forskellige standpunkter er at finde i Leakey 1995: 156-178.

(5) De ældste hulemalerier vi kender er fra yngre palæolitikums Solutré-periode, som strakte sig fra for 22.000 til 18.000 år siden. Hulemaleriets storhedstid er i Madeleine-perioden fra for 18.000 til for 11.000 år siden (Leakey 1995: 139).

(6) Scarre 1989: 382. For selve undersøgelsen se Reznikoff & Dauvois 1988.

(7) Der er dog andre kandidater end Gutenberg, bl.a. Laurens Coster, Nicolas Jenson, Schöffer og Fust (Jvf. Butler 1940: 88-110).

(8) Burke 1978: 105. Postman 1987: 39.

(9) Stone 1964: 44, som henviser til W.K. Jordan: Philanthropy in England, 1480-1660 (London, 1959), pp. 279-291.

(10) Morse havde fået idéen allerede i 1832 og apparatet var færdigudviklet i 1835, men blev altså først præsenteret for offentligheden i 1837.

(11) Den Store Danske Encyclopædi, s.v. "radio."

(12) Gyldendals Tibinds Leksikon, s.v. "fjernsyn."

(13) Negroponte 1996

(14) Den første personlige computer blev præsenteret i 1977 af Steve Jobs og Steve Wozniak (grundlæggerne af Apple). De etablerede EDB-producenter som IBM og Digital reagerede langsomt på dette nye tiltag, og Digitals direktør udtalte de berømte ord: "Jeg kan ikke se, hvordan nogen nogensinde skulle have brug for en personlig computer." Først i 1981 lancerede IBM deres bud på en personlig computer, som straks blev et hit, eftersom "[h]ele det konservative erhvervsliv [...] ikke ville købe computere fra et firma der hed 'Æble' og blev ledet af gamle hippier [...] nu op gennem 80'erne [skulle] have pc'er" (Grünbaum 1995: 24).

(15) Den Store Danske Encyclopædi, s.v. "computer."

(16) Negroponte 1996, især pp. 23-93. Når Negroponte taler om multimedier, taler han egentlig om det man i dag er begyndt at benævne som hypermedier. Om forskellen mellem hyper- og multimedier skriver Ivan Norling følgende: "Ordet [hypermedie] er dannet som pendant til det beslægtede multimedie som rent bogstaveligt betyder mange medier, men her sigtes der som regel til den blanding af tekster, som regel hypertekster, billeder og lyd der findes i programmer som spil eller leksika der leveres på cd-rom. For-skel-len mellem begreberne hypermedie og multimedie er ikke stor, men sondringen plejer bl.a. at gå på om "det" leveres som webside eller på en cd-rom, desuden på graden af brugerens kontrol. I de fleste multimedier skal man følge allerede fastlagte spor. man kan ikke springe frit som i hypermedier." (Norling 1998: 39). For at bruge Negropontes sondring mellem atomer og bit, så distribueres multimedier som atomer, mens hypermedier altid distribueres som bit.

(17) Ong 1988: 136 (der er dog det problem med Ongs terminologi, at han anvender begrebet primær oralitet til at betegne "that of persons totally unfamiliar with writing" [p. 6], hvilket vil foranledige én til at tro, at sekundær oralitet, så må være der findes allerede sideløbende med skriften, men ifølge p. 136 er det ikke tilfældet: sekundær oralitet skal ses som den påståede tilbagevenden til den tidligere orale verden, som de elektroniske medier medfører); Postman 1987; Lindhardt 1993. Nok taler både Postman og Lindhardt primært om TV-mediet, men man kunne formode, at de som så mange andre opfatter TV og computerer som to alen ud af et stykke, for som Billy Adamsen udtrykker det: "Computeren og actionprægede computerspil sammenlignes både i hverdagstænkningen og i den videnskabelige tænkning med tv og tv-vold, slås i hartkorn med dette / denne og kategoriseres derfor som noget, der har samme negative indflydelse på børn / unge som dette / denne." (Adamsen 1996: 66).

(18) Demokratiet opstår som en følge af det græske alfabets opfindelse. De tidligere skriftsystemer, som f.eks. den mesopotamiske kileskrift og de ægyptiske hieroglyffer er derimod kendetegnet ved at bestå af enorme tegninventarer. De er derfor elitære af natur - forbeholdt få professionelle skrivere - og følgen bliver, at de fremmer centralistiske og despotiske styreformer (se f.eks. Havelock 1976).

(19) Se f.eks. Snell 1953 & 1961.

(20) Lindhardt 1989: 60-61.

(21) Lynn White, jr.: Medieval Technology and Social Change. London: Clarendon Press, 1962, p. 28; citeret efter Postman 1987: 38.

(22) Street 1984 & 1987.

(23) F.eks. Goody & Watt 1968; Goody 1977 & 1987; Ong 1977 & 1982; Havelock 1963 og 1982.

(24) Street 1984: 2.

(25) Street 1984: 8.

(26) Street 1984: 8.

(27) Street 1987: 8.

(28) R.G. Lienhardt: Social Anthropology (1964), p. 27; citeret efter Street 1987: 8-9.

Bibliografi

Adamsen, Billy (1996) TV og computeren - gode babysittere. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Butler, Peirce (1940) Origin of Printing in Europe. Chicago: University of Chicago Press.

Connerton, Paul (1989) How Societies Remember. Cambridge: Cambridge University Press.

Gade, Anders (1997) Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. København: Frydenlund.

Goody, Jack & Ian Watt (1968) "The Consequences of Literacy." In Literacy in Traditional Societies, ed. Jack Goody, pp. 27-68. Cambridge: Cambridge University Press.

Goody, Jack (1977) The Domestication of the Savage Mind. Cambridge: Cambridge University Press.

Goody, Jack (1987) The Interface Between the Written and the Oral. Cambridge: Cambridge University Press.

Grünbaum, Ole (1995) Computer visioner. Søborg: KnowWare.

Havelock, Eric A (1977) "The Preliteracy of the Greeks." New Literary History, Vol. VIII, No. 3: 369-391.

Havelock, Eric A (1982) The Literate Revolution in Greece and Its Cultural Consequences. Princeton, New Jersey: Princeton University Press.

Havelock, Eric A. (1963) Preface to Plato. Oxford : Basil Blackwell.

Havelock, Eric A. (1986) The Muse Learns to Write: Reflections on Orality and Literacy from Antiquity to the Present. New Haven & London: Yale University Press.

Jensen, Johannes V. (1939) "Skriften som Magi." In Johs. V. Jensen: Bøgernes Bjerg. Skjern: Selskabet Bogvennerne, u.å.: 7-19.

Jensen, Minna Skafte (1980) The Homeric Question and the Oral-formulaic Theory. Copenhagen: Museum Tusculanum Press.

Jensen, Minna Skafte (1990) "The Homeric Epics and Greek Cultural Identity." In Lauri Honko (ed.): Religion, Myth, and Folklore in the World's Epics: The Kalevala and Its Predecessors. Berlin & New York: Mouton de Gruyter, pp. 29-48.

Jensen, Minna Skafte (1992) "Litteraturens grundformer og de ældste oldtidslitteraturer" & "Den græske verden (indtil ca. 500 f.Kr.)." In H. Hertel & B. Bierring (red,): Verdens litteraturhistorie. Bind 1: Oldtiden. København: Gyldendal, pp. 42-87 & 108 145.

Johansen, Jørgen Dines (1991) "Literature: Collective Memory - Collective Fantasy." FACE - numero espicial, 1: 35-59.

Leakey, Richard (1995) Menneskeslægtens oprindelse. (Overs. af H. Mortensen; eng. orig. 1994). København: Munksgaard-Rosinante.

Lindhardt, Jan (1989) Tale og skrift. To kulturer. København: Munksgaard.

Lindhardt, Jan (1993) Frem mod middelalderen. TV - det levende billede i det åbne rum. København: G.E.C. Gad.

Lord, Albert B. (1960) The Singer of Tales. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Luria, Alexander R. (1976) Cognitive Development: Its Cultural and Social Foundations. Trans. by M. Lopez-Morillas and L. Solotaroff. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Negroponte, Nicholas (1996) Det digitale liv. (Overs. af S. Nipper, A.K. Jacobsen & M. Møller; am. orig. 1995). Århus: Klim.

Norling, Ivan (1998) Tekster i den digitale tidsalder. Charlottenlund: KnowWare.

Olson, David R. (1994) The World on Paper: The Conceptual and Cognitive Implications of Writing and Reading. Cambridge: Cambridge University Press.

Ong, Walter J. (1977) Interfaces of the Word: Studies in the Evolution of Consciousness and Culture. Ithaca & London: Cornell University Press.

Ong, Walter J. (1982) Orality and Literacy: The Technologizing of the Word. London & New York: Routledge.

Parry, Milman (1971) The Making of Homeric Verse: The Collected Papers of Milman Parry. ed. Adam Parry. Oxford: Clarendon Press.

Pavel, Thomas G. (1986) Fictional Worlds. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Postman, Neil (1987) Når barndommen forsvinder... Har fjernsynet skylden? (Overs. af H. Danielsen; am. orig. 1982). Hekla.

Rösler, Wolfgang (1980) "Die Entdeckung der Fiktionalität in der Antike." Poetica, 12: 283-319.

Ryan, Marie-Laure (1980) "Fiction, Non-factuals, and the Principle of Minimal Departure." Poetics, 9: 403-422.

Scarre, Chris (1989) "Painting by Resonance." Nature 338: 382.

Scribner, Sylvia & Michael Cole (1981) The Psychology of Literacy. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Snell, Bruno (1953 - 1955) Die Entdeckung des Geistes. Studien zur Entstehung des europäischen Denkens bei den Griechen. Hamburg: Claassen Verlag.

Snell, Bruno (1961 - 1971) Poetry and Society: The Role of Poetry in Ancient Greece. Freeport, New York: Books for Libraries Press.

Steffensen, Bo (1991) Fiktion som teksthandling. København: Akademisk Forlag.

Steffensen, Bo (1993) Når børn læser fiktion. Grundlaget for en ny litteraturpædagogik. København: Akademisk Forlag.

Stone, Lawrence (1964) "The Educational Revolution in England, 1500-1640." Past and Present 28: 41-80.

Stone, Lawrence (1969) "Literacy and Education in England, 1640-1900." Past and Present 42: 69-139.

Street, Brian V. (1984) Literacy in Theory and Practice. Cambridge: Cambridge University Press.

Street, Brian V. (1987) "Orality and Literacy as Ideological Constructions: Some Problems in Cross-cultural Studies." Culture & History 2: 7-30.

Thomas, Rosalind (1992) Literacy and Orality in Ancient Greece. Cambridge: Cambridge University Press.

Walker, Alan & Pat Shipman (1996) The Wisdom ogf Bones: In Search of Human Origins. London: Widenfeld and Nicolson.

Hjem | Kommunikation og kognition | Medicinens historie | Blog